Luigi's Mansion 2

Jeg har et ambivalent forhold til Luigi. Han er en rendyrket Nintendo-figur, alle burde elske ham. Men i Super Mario Bros. 2 på NES var Marios bror så ringe, at jeg foretrak at spille med Princess Peach. Og Mario er som regel det mere sympatiske valg. Nintendo har givet Luigi et image af at være den irriterende bror, der trods sin størrelse er en pjevset og slap fyr. Lavpunktet er efter min mening New Super Mario Bros. U på Wii U, hvor Luigi er knyttet til Super Guiden, og hans opførsel er så tåbelig, at man undgår hans hjælp så vidt det er muligt.

Og nu har vi altså Luigi's Mansion 2 på Nintendo 3DS. Forgængeren var lanceringstitel til Gamecube, og åh, hvor vi dog savnede Mario dengang - på trods af de mange spændende ideer i Luigi's Mansion. Men da der allerede er to Mario-eventyr på 3DS, virker det mere passende med et nyt solospil til den grønklædte blikkenslager, og efter ti års fravær er det kun rimeligt med en ny chance. I stedet for den gamle Poltergust 3000-støjsuger introduceres vi for den nye model, Poltergust 5000, der er udstyret både med blitz og regnbuelampe, der kan gøre det usynlige synligt.

Professor E. Gadd er også med på rejsen igen. Den besynderlige mand ved alt om spøgelser og udstyrer os med alle mulige former for teknologi. Derudover er det også ham, der giver Luigi de nødvendige skub. Vores ufrivillige helt er nemlig, på trods af tidligere erfaringer med ånder, stadig ret nervøs og angst. Mens Gadd overvejer hvor farlig en given mission er, ville blikkenslageren formodentlig foretrække at forsvinde i en sky af støv. Men inden han når at tænke så langt, står han allerede ved indgangen til det skumle herskabshus.

Med et lille trick nupper Luigi pludselig al sympatien. I starten af eventyret finder han sin Poltergust 5000, spænder den på ryggen, og mumler med sin herlige pibestemme: "Jeg gør det". For Luigi kan trods alt gøre det. Dybt inde i ham gemmer der sig en helt, der længes efter at træde frem. Han er stadig en klodset fyr, men det er på en måde lidt kært. Den slags humoristiske øjeblikke er der mange af på vejen gennem de mange mørke rum.

Spillet er ikke udviklet af Nintendo selv, men af Next Level Games. De er delvist ansvarlige for Mario Strikers-serien, og har arbejdet sammen med Nintendo i mange år. Spillets grundlæggende koncept er intakt i toeren. Vi udforsker ved hjælp af støvsuger og lommelygte, løser puzzles og samler penge. Den store forskel er, at Luigi's Mansion 2 er langt mere omfangsrigt. Den korte spilletid var den største kritik, der blev rettet mod Gamecube-spillet, men på 3DS kan man let få 15 timer til at gå med spøgelsesjagt.

I stedet for en enkelt gammel herregård skal vi nu gennem fem bygninger. Eventyret er delt op i en række missioner, der lader os udforske nye dele af det respektive område. Nøgler er ikke det eneste, der kan åbne døre, nogle kan aktiveres med blitzen, mens regnbuelampen får spøgelser frem igen. Der er reb som vi kan trække i med støvsugeren - nogle udløser kontakter, andre kan bruges til at holde fast i. Selvom Luigi ikke kan hoppe så meget som en centimeter over jorden, er der rigeligt med bevægelsesmuligheder. For eksempel er der en særlig plante, hvis frø man kan suge ind og derefter puste sig op som en ballon, så man kan flyve henover forhindringer.

Luigi's Mansion 2 er utroligt varieret. I bakspejlet er det slående, at der kun er syv grundlæggende typer spøgelser. I det første spil var der mange forskellige ånder, og man var nødt til at regne ud hvordan hver enkelt skulle fanges. Det øjeblik oplever vi reelt kun én gang i dette spil. Men der er andre ting, som de svævende frø, kugler, ild og vand til at holde os på tæerne. Det, der ved første øjekast ligner en gentagelse, viser sig ved nærmere eftersyn at være en helt anden tilgang til gameplayet - og tilmed en god en. Den nye struktur udvider spilletiden, uden det får spillet til at føles langtrukkent. Og så har vi ikke engang nævnt de interessante bosser, der kræver hver deres håndtering.

Luigis eventyr er en af de fineste og mest underholdende titler til Nintendo 3DS. Spillet gør alting rigtigt. Blandingen af humor og spøgelsesjagt appellerer til et bredt publikum, og der er smukke 3D-effekter og en flot lydside. Du vil nynne titelmelodien for dig selv, længe efter spillet er gennemført. Sværhedsgraden stiger i et behageligt tempo, og der er intet puzzle der ikke kan løses med lidt omtanke. Samtidigt vil de garvede spillere finde rigeligt med hemmeligheder at udforske. Her er juveler, gemte spøgelser, og som om det ikke var nok, er her også multiplayer for op til fire spillere.

I multiplayer spiller man i et tårn med op til 25 etager. Her er tre spiltyper med tre sværhedsgrader fra normal til ekspert. Spøgelserne skal altid fanges gennem samarbejde, og hver bane skal ryddes inden tiden løber ud. I Speed Mode handler det om så hurtigt som muligt og at finde en kontakt, og visse spøgelser og møbler skjuler tidsbesparende genstande. I Dog Mode skal man jage spøgelserne via deres spor med regnbuelygten. Igen handler det om at være hurtig.

Multiplayer byder på stærkere fjender, og der er også nye genstande i form af dobbeltsug, spøgelsesbriller og kort. Nogle får alle spillere gavn af, andre hjælper kun dig. Man kan spille enten lokalt eller online, og lokalt behøver man kun et enkelt eksemplar af spillet, takket være 3DS'erens download-funktion. Luigi's Mansion 2's multiplayer nydes bedst lokalt, da det letter kommunikationen en hel del.

Det eneste rigtige kritikpunkt, vi har om spillet, er at missionerne kan være op til 45 minutter lange. Det er ofte for meget for et håndholdt spil. Man kan ikke gemme midt i en mission, og forlader man den for tidligt, ryger alle opfyldte mål mv. Altså egner Luigi's Mansion 2 sig ikke rigtig til spil på farten.

Men på trods af disse mindre kritikpunkter, sidder jeg tilbage med et stort smil. Jeg vil have mere! Og ikke fordi spillet mangler indhold, men fordi man slet og ret ikke kan få nok af Luigi's Mansion 2. Jeg havde forventet at det ville være solid underholdning, men at det også ville gøre mig til fan af Marios ranglede bror, det havde jeg ikke forventet.