Injustice: Gods Among Us

Superman er blevet tosset. Det er kort sagt forklaringen på hvorfor en lang række af DC-universets mest populære helte og skurke tæsker hinanden i Injustice: Gods Among Us. Det er derfor Batman tæsker Green Lantern, The Flash banker Green Arrow, og Wonder Woman smadrer, jaeh, Wonder Woman.

Verdens mest imba og OP superhelt har kort sagt sat kloden på den anden ende, og det sender det meste af DC-universet ud i en enorm alle-mod-alle-kamp om at få styr på tingene igen, og krydrer det med lidt historie om multiverser og parallelle dimensioner. En helt normal dag på kontoret for Justice League of America, med andre ord.

For lige godt to år siden kom Netherrealm nærmest ud af det blå og slog sig fast som en af fighting-genrens sværvægtere med det længe ventede reboot af Mortal Kombat-serien. Resultatet var som bekendt et hæsblæsende fighting-spil, der satte sig for at underholde med fuldstændig grotesk vold og et gameplay, der var let at gå til. Det havde måske ikke den samme dybde som Street Fighter IV, men når det gik løs med de aldeles vanvittige x-ray-angreb, var det svært ikke at grine højlydt.

Nu er Netherrealm så tilbage, og man kunne måske frygte, at Injustice: Gods Among Us blot ville være en hurtig copy/paste af Mortal Kombat, hvor Liu Kang var skiftet ud med Nightwing, Scorpion med Joker, og så var det ellers færdigt arbejde.

Men sådan forholder det sig ikke, og Injustice lægger helt fra starten sin egen linje, med et nyt kampsystem, en stribe nye mekanikker, større fokus på omgivelser og mere til.

Her er tre knapper til at angribe med - light, medium og heavy, på Xbox placeret på A, X og Y-knapperne - og en enkelt knap til at aktivere en særlig evne, der skifter fra figur til figur. Blokader foregår ved at trykke bagud (eller ned for at blokere lave angreb). Der opfordres til hurtige og hårdtslående comboer, og det er også muligt at airjuggle sine modstandere, men slet ikke i den absurde grad som fx Marvel vs Capcom-serien står for.

Banerne bliver aktivt indraget i kampene. I alle baner er der store genstande, man kan rive løs og kaste i hovedet på modstanderen, lige som det sædvanligvis også er muligt at sende dem på flyvetur mod en genstand i baggrunden, og med den rette timing losse dem i fjæset, når de kastes tilbage igen. I stil med Dead or Alive er mange af banerne også inddelt i forskellige niveauer, som kampen kan bevæge sig rundt mellem - for eksempel kan man i Bat Cave kaste sin modstander ind i elevatoren og køre op til en anden etage i Wayne Manor - alt imens man uddeler nogle hårde klø.

Det er spektakulært og giver det hele den rette stemning af, at to typer med superkræfter for alvor smadrer hinanden. Brutaliteten når absurde højder, når man udløser sine specials. En bjælke i bunden af skærmen fyldes op i stadier, når man giver og får tæsk, og når den er fyldt helt op, udløser et tryk på begge aftrækkere et knusende hårdt angreb, der for alvor lever op til superhelte-potentialet. Det er ikke unormalt, at kameraet zoomer helt ud i det ydre rum, når disse angreb rammer - Superman giver for eksempel verdens hårdeste uppercut og sender modstanderen i kredsløb, mens Lex Luthor nedkalder lidt hjælp fra et satellitvåben, og The Flash tager et tilløb rundt om kloden for at levere historiens mest overdrevne kæberasler. Amazonekrigere, kæmpehajer og Batmobiler blander sig også til tider.

Energibjælken kommer også i brug i forbindelse med de såkaldte Wager-sekvenser, hvor begge spillere satser en portion energi (den der satser mest, vinder) som derefter resulterer i ekstra skade til modstanderen, eller at man healer sig selv. Det kan være vejen til et comeback, hvis man er bagud.

I modsætning til langt de fleste spil i genren, så er der ingen runder i Injustice. Her er ingen bedst-af-tre eller lignende. I stedet er ens healthbar inddelt i to, og når den første del er væk, tager man et lille afbræk på nogle få sekunder. Derefter raser kampen videre, men modstanderen får ikke genopfyldt sin healthbar eller lignende.

Slår man den første bar i bund, er al den ekstra skade, ens aktuelle combo eller angreb måtte give, spildt, og det betyder at det ikke kan svare sig at bruge sine superangreb, hvis modstanderen har få centimeter af sin første bjælke tilbage. Gem dem, til han er nede i det røde felt.

Kampspilsnørder vil desuden glæde sig over, at hvert move, der står beskrevet i move-listen, akkompagneres af detaljeret info om hvor mange frames det tager at udføre, hvor lang tids recovery der er på det, og hvad dets angrebsprioritet er. Og hvis det er sort snak for dig, så bare rolig, det er næppe noget, du behøver at bekymre dig om - men det er guld værd for de typer, der bygger deres egne fightsticks.

For solospilleren ligger hovedmåltidet helt klart i spillets historie-del. Her er ikke noget med at vælge sin yndlingsfigur og så tæske sig gennem en række tilfældige modstandere uden nogen større sammenhæng. I stedet knyttes hver eneste kamp sammen gennem historie og mellemsekvenser, og man spiller som et bredt udvalg af figurer undervejs. Sværhedsgraden er tunet mod de mindre erfarne spillere, og det faste figurvalg betyder måske, at genspilningsværdien her ikke er så stor. Men den er sjov, i de 5-6 timer, den varer.

Dernæst kan man begive sig videre til mere traditionelle "bank en stribe tilfældige modstandere med den yndlingsfigur"-spiltyper med diverse variationer, eller de såkaldte S.T.A.R. Labs-missioner, hvor man skal opfylde en række delmål i løbet af en kamp.

Men ellers er det i multiplayer, holdbarheden for alvor skal findes. Vi har testet spillet online sammen med nogle af vores udenlandske kollegaer, og oplevelsen virkede både stabil og uden nævneværdig lag. Her er kun en lille håndfuld spiltyper - almindelige kampe, King of the Hill (hvor man skiftes til at udfordre den vindende spiller) og Survivor (hvor vinderen beholder sin healthbar mellem kampene) - men det føles ikke som om der mangler noget.

De vanvittige og spektakulære superangreb og flyveture gennem banerne passer perfekt til når man tæsker sine venner, hvad end det er på sofaen eller over nettet med headsets. Solomon Grundys brug af knive, knoglesplinter, gravstene og andre ting, han trækker ud af sin zombiekrop, bliver bare så meget bedre af at høre sin modspiller begræde, hvad der foregår på skærmen. "Åh gud, åh nej, argh!" osv.

Balancen virker generelt rimelig (i hvert fald for en ikke-hardcore fighting-spiller som mig), om end de mest gumpetunge figurer - herunder Bane og førnævnte Grundy - måske er lige en tand for gumpetunge. At få slag ind mod hurtige figurer som The Flash og Nightwing er i hvert fald temmelig svært.

Folk med et overfladisk kendskab til spillet vil sikkert kunne genkende mange af figurerne (Batman, Superman, Wonder Woman, Green Lantern, Lex Luthor etc), men der er også en stor del af det 24 mand høje figurgalleri, der virker ret obskurt. Måske er det bare mig, der har misset noget, men navne som Black Adam, Killer Frost og Shazam ringer ikke de store klokker hos mig. Nuvel, det gør ikke noget.

Injustice: Gods Among Us er et sjovt og underholdende fighting-spil, og måden kampene knyttes sammen i Story Mode er et forfriskende pust i forhold til mange af genrens øvrige titler, der lige gør det hele den der ekstra smule tilgængeligt.

Omvendt er fighting-genren i høj grad også en nichegenre i disse dage, og selvom Story Mode underholder, så byder den ikke helt på nok indhold og variation til alene at retfærdiggøre et køb. Som fuldpristitel er Injustice mest af alt til dig, der vil uddele tæsk online, eller tit har venner på besøg til en omgang super-slå-på-tæven. Er multiplayer ikke din kop te, er der ikke helt nok på bedding her - i hvert fald ikke til spillet kommer på tilbud.