Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Sniper: Ghost Warrior 2

Sniper: Ghost Warrior 2

Spilleren bliver genforenet med super-sniperen Cole Anderson, mens han kæmper langt inde bag fjendens linjer og laver headshot efter headshot.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I modsætning til de fleste militærskydespil er fokus her på at holde sig i skyggerne, forblive uset og at udføre kill shots på lang afstand.

Der er nogle gode ideer til stede i Sniper: Ghost Warrior 2. En mere forsigtig og metodisk tilgang til FPS-genren er ikke skidt i teorien. I praksis desværre formår det ikke at fange megen interesse udover den første times gameplay, hvilket må siges at være et problem i den overfyldte og konkurrenceprægede FPS-genre.

Cole Anderson får til opgave at forhindre udvekslingen af stjålne bio-våben, og han må bane sig vej til sit mål, hvilket oftest involverer at give dækild til en indsatsstyrke, så de med succes kan overtage kontrollen af forskellige fjendtlige baser.

Sniper: Ghost Warrior 2
Dette er en annonce:

Åbningsmissionen på Filippinerne udspiller sig faktisk ganske fint. Mekanikkerne introduceres gennem en smule ret interessant gameplay. At rydde områder er nemlig i starten temmelig underholdende, på trods af en manglende frihed til at vælge hvordan du vil nå dit mål. Tålmodighed belønnes, mens det at hoppe hovedkulds ind i kamp næsten altid resulterer i at man bliver begravet i projektiler fra den ubarmhjertige AI. Altså er det en nødvendighed at snige sig frem. Omgivelserne giver heldigvis rigeligt med mulighed for at kunne snige sig rundt for at finde det perfekte sted at tage skuddet fra, på trods af at de er lineære og fyldt med tekniske fejl.

Desværre udvikler oplevelsen sig aldrig efter den lovende intro, og det går hurtigt ned ad bakke for Sniper 2. Gennem spillet modtager Anderson konstant ordrer. Han får besked på hvornår han skal bevæge sig, hvornår han skal stoppe, hvor og hvornår han skal skyde, hvilket udstyr han skal bruge, og hvornår han skal bruge det. Resultatet er et spil, der tager valgene væk fra spilleren. Sniper 2 burde opfordre til smart og strategisk tangegang, men i stedet holder den spilleren i hånden gennem en lineær kampagne.

Kampene består hovedsageligt af at lægge sig ned og skyde fjender, mens de bevæger sig rundt i det område, som du skal rydde. Den bedste tilgang er at finde en klippeafsats, der giver godt udsyn, og derefter gennemse området med din kikkert før projektilerne begynder at flyve. Det meste af tiden får Anderson besked på hvorhen han skal sigte, men han kan ikke nødvendigvis stole helt på sigtekornet. Vindhastighed, tyngdekraft og projektilfald spiller alle en rolle i et skud, så det er vigtigt at være opmærksom på de subtile indikationer for at kunne lave et succesfuldt pletskud. På den hårdeste sværhedsgrad kan både hjerterytme og vejrtrækning gøre en forskel. På denne måde er Sniper 2 lidt mere innovativ end andre skydespil.

Sniper: Ghost Warrior 2
Dette er en annonce:

Desværre bliver kampene hurtigt ensformige. Du bevæger dig fra scenestykke til scenestykke og ender med at bruge den samme teknik igen og igen. Ujævn fjendtlig AI hjælper ikke: nogen gange ænser de slet ikke, at du rammer en holdkammerat få meter væk. Andre gange demonstrerer de formiddable spejderevner, ved at opdage selv den mest skjulte sniper der ligger i den modsatte ende af banen. Når man bliver opdaget, løber fjenderne mod Anderson som en hundeflok, der kæmper for at overleve.

Der er potentiale for spændende simulationsmekanikker, men Sniper 2 når aldrig disse højder. Forældet rag-doll fysik og stive karakteranimationer ødelægger spillets indlevelsespotentiale. Det kan være et mareridt at bestemme hvem man skal skyde, når fjenderne fuldstændig går i et med baggrunden, og selv det bedste skud kan blive utilfredsstillende på grund af dårlige fjendereaktioner.

Sniper: Ghost Warrior 2

Når man rydder et område fra langdistance, slutter scenen af med et slow motion killcam der kan være tilfredsstillende, men det sætter samtidig den dårlig fysik, de langsomme AI-reaktioner og spillets mange tekniske besværligheder i relief.

At spille find den tekniske fejl bliver sit eget lille mini-spil. Der er en del af dem spredt ud over spillets kampagne, og det inkluderer dårlige kollisionsanimationer, hakkende billedehastighed og forskellige objekter, der popper ind og ud af billedet. De fleste kan man navigere uden om, så der er sjældent tale om game-breakers, men de er alle tydelige. På et tidspunkt limede et stykke træ sig fast til kikkertsigtet på min riffel, og det var derfor nødvendigt at genindlæse spillet for at kunne fortsætte.

Sniper 2 deler spilmotor med det flotte Crysis 3, og det gør nærmest uforståeligt hvor forældet det ser ud. Der er nogle gode vandeffekter, men planterne du skal snige dig igennem for ikke at blive set er firkantede, og forbliver ubevægelige når du kravler gennem dem. De områder, du arbejder dig igennem, er meget lineære og bliver ødelagt af dårlige opløsninger, udvandede farver og teksturer der popper ind og ud lige ved siden af spilleren. Eksplosioner og blodeffekter skuffer konstant, og ligner begge resultatet af et barn der har leget med spraydåsen i Microsoft Paint.

Heldigvis er Sniper: Ghost Warrior 2's førstepersonsanimationer stort set velgjorte. De giver en nogenlunde sans for bevægelse når man eksempelvis går på hug, lægger sig ned eller genlader sit våben. Våbnene er også velrealiserede, og hvert våben har fine detaljer med små variationer på kikkertsigter og aftrækkerfølsomhed. Disse detaljer bidrager dog ikke specielt meget, da de lider under noget repetitivt gameplay og skuffende miljøer.

Sniper: Ghost Warrior 2

Små glimt af, hvor godt et spil det kunne have været, udgør nogle underholdene øjeblikke. Et højdepunkt er at snige sig ud af en forladt skole, hvor Anderson har været holdt fange. Desværre er det derefter tilbage til den samme gamle 'gem dig i buskene og dræb fjenderne, der heldigvis konstant vender ryggen til dig'-formel alt for hurtigt.

Soundtracket gør hvad det kan for at skabe noget spænding, men det skiller sig sjældent ud og kan være latterligt overdrevent som det blæser ud af højtalerne, mens du venter på at en fjende skal stikke hovedet ud fra sit skjul. Våbnene selv giver sjældent mindeværdige lydlige oplevelser, da de er lyddæmpede hele vejen igennem. Det er mest et hurtigt 'pew', der får en til at tænke på N64 Goldeneyes lyddæmpede PP9.

Det fortællemæssige element, der nu engang er, bader i klichéer og ringe dialog. Den dybe og aggressive grynten fra soldaterne giver sjældent dybde. Man mistænker faktisk det hele for at være en parodi, men man er aldrig helt sikker. Mellemscenerne hører til i spil fra det sidste årti, hvor farverne løber ud i hinanden og karakterne er omgivet af en mystisk hvid aura. Munde er til og med helt åbne, og bevæger sig fuldstændig usammenhængende når nogen taler.

Nogle gange kan selv den mest middelmådige kampagne opvejes af god multiplayer. Dette er ikke tilfældet i Sniper 2. Der er kun en måde at spille på, nemlig team deathmatch og der er kun to baner at gøre det i. Det fungerer som forventet, hvor to hold snigskytter kæmper for de bedste steder at skyde fra i simple miljøer. Alle kampe afholdes på spillernes egne servere, og det kan lede til lag og betyder at spillerne er afhængige af gode forbindelser og ordentlige værter.

Det er ikke al sammen skidt. At spille mod andre mennesker giver helt sikkert et ekstra skud underholdning, når man sammenligner det med den forudsigelige AI i single player-delen. Der er en del fornøjelige øjeblikke, lige fra at overraske en intetanende fjende til spændingen ved ikke at vide om din modstander har dig i kikkertsigtet eller ej. Der er ingen opgraderinger at indtjene eller noget underliggende progressionssystem, så der er ingen belønninger udover det bare at spille. Kampagnen kunne have været en fornøjelig kooperativ oplevelse, men af en eller anden grund valgte udvikleren ikke at udnytte denne mulighed.

Sniper: Ghost Warrior 2

Lanceringsprisen på 250/300 kroner tyder ikke på et kvalitetsprodukt, og det får du heller ikke. Sniper: Ghost Warrior 2 spiller præcis som en lang række Call of Duty-titler, bare uden intensiteten, fokusset på detaljen eller de betagende øjeblikke. Det er ikke fuldstændig forfærdeligt, men det er uinspireret og undervældene hele vejen igennem.

Det føles forældet det meste af tiden, og kun få øjeblikke skiller sig ud. For fans af snigeri og sniping er der måske nogle underholdende elementer at opleve, men Sniper: Ghost Warrior 2 kommer ikke til at imponere særligt mange mennesker

HQ
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Interessant vinkel og god variation i banerne
-
Dårlig fysik, ensformigt gameplay, uudnyttet motor
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Sniper: Ghost Warrior 2Score

Sniper: Ghost Warrior 2

ANMELDELSE. Skrevet af Jon Newcombe

Spilleren bliver genforenet med super-sniperen Cole Anderson, mens han kæmper langt inde bag fjendens linjer og laver headshot efter headshot.



Indlæser mere indhold