Tomb Raider

Man kan tale sig hæs om ikonet Lara Croft. Eller om sexobjektet Lara Croft. Eller om Lara, en af de få kvindelige actionhelte, eller endda Lara, symbolet på den første PlayStations succes. Men den snak er egentlig ikke så interessant. For spillerne har det altid været Tomb Raider-seriens rå underholdningsværdi, der var relevant. Kvaliteten er gået op og ned undervejs, men vi hungrede efter mere oven på det seneste spil, Tomb Raider: Underworld.

Siden da er der gået næsten fire år. I starten af det nye Tomb Raider er unge Lara Croft netop blevet færdig på universitetet, og er spændt på at gå om bord på skibet Endurance, der har kurs mod en ekspedition ud for Japans kyst. Desværre arrangerer vejrguderne et skibsbrud i et område kaldet Dragens Trekant, og Lara er tvunget til at finde føde, ild, våben og selvfølgelig sit hold i disse fremmede omgivelser. Men inden længe udspiller der sig et endnu større eventyr, og farerne bliver snart langt større end sultne maver og shampoomangel.

Vi lærer om Queen Himiko, der engang regerede over de lokale shamaner i tidernes morgen, og som stadig tilbedes af en flok skurke ført an af et regulært røvhul ved navn Mathias. Historien folder sig ud gennem Laras samtaler med sine venner, men også via logbøger og monologer ved spillets mange lejrbål. Vi får også et glimt af Laras liv inden skibbruddet gennem det videokamera, vores heltinde finder i starten af eventyret.

Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ikke videre interesseret i plottet om fanatikerne på denne Lost-agtige ø, og bortset fra Lara selv er alle figurerne forglemmelige og clichéfyldte. Laras hold er bare en anelse for stort til at skabe en ægte følelsesmæssig forbindelse, og stereotype biroller (den stærke mand, forræderen, den arrogante kvinde) er her rigeligt af. Men det samme kan selvfølgelig siges om de fleste (action)spil, så relativt set er historien vel hæderlig... nok.

Lara får set forskellige dele af den stormfulde ø, hvor ildkampe, akrobatik og puzzle-løsning er dine primære opgaver. Et gammelt forskningslaboratorium, underjordiske templer, en beskidt barakby og mørke skove fyldt med ulve er blandt miljøerne. Det er rigeligt varieret, men de mystiske endeløse storme lægger en mørk, grå stemning over det hele, og det havde været rart med lidt sollys.

Ganske som Uncharted-spillene kører akrobatikken og de farefulde situationer stort set på skinner i Tomb Raider, og det er en tilgang der som regel får blandede modtagelser hos spillerne. Med et enkelt knaptryk udføres "umulige" hop, og der er mange rutsjeture ned af bakker og skrænter, hvor drabelige forhindringer vælter frem mod en - alt sammen vidst med dramatiske kameravinkler, selvfølgelig. Det er ikke alles kop te, og heller ikke min. Helt absurd bliver det når Lara, inden for få minutter, suser ned af en zipline, bliver skyllet ud i en vild flod, lander i et faldefærdigt flycockpit og dernæst springer i faldskærm gennem 18.000 lede nåletræer. Det er som at spille en film. Og nogle gange er det som om man slet ikke spiller.

Når det så er sagt, så er disse segmenter ret varierede, og udgør ikke en stor del af spillet. Dem der gerne vil føle sig som ekspert-gamere, uden noget behov for evner, kan se frem til masser af spænding. Din Tomb Raider-oplevelse afhænger helt klart af hvordan du spiller, og her er et tip til dem, der vil gøre det til en længere oplevelse: hold dig væk fra venstre bumper. Den aktiverer nemlig Laras "Instinct Mode", der viser dig nøjagtigt hvor du skal gå hen, og hvilke genstande du skal interagere med.

Tomb Raider er en meget lineær oplevelse, og man holdes næsten hele tiden i hånden af udviklerne. Heldigvis byder nogle af de valgfrie krypter undervejs på lidt mere frihed. De er ikke store omveje, og glæden ved at finde dem bliver dæmpet en smule af "secret tomb nearby"-teksten, der dukker op på skærmen, men de er stadig underholdende afledninger. I et af disse områder skulle jeg passere en elektrificeret pøl med vand, og nå om på den anden side gennem klygtig brug af bue og pil, hvilket var en herlig udfordring. Belønningerne - våbendele og andre godter - er også indsatsen værd.

Apropos collectibles, så er Tomb Raider pakket til randen med dem, og OCD-samlere (jeg er ikke en af dem) vil have rigeligt at lave. Specifikke våbendele, det mere universelle "salvage" og støvede artefakter kan findes i hver en afkrog. Vil du have de gyldne 100% i Tomb Raider, er der også fakler, der skal tændes, og logbøger, der skal findes. Ved de mange lejrbål har man adgang til et Fast Travel-system, som lader dig genbesøge tidligere områder, hvilket bliver interessant når du finder nyt udstyr, der lader dig overvinde hidtil uoverkommelige forhindringer. Kort sagt: der er nok af distraktioner til fans af slagsen.

Jeg fokuserede selv på at samle de collectibles, der fungerer som ressourcer, da de kan bruges til at opgradere Laras evner og våben. Du kan benytte disse råmaterialer til at forbedre sigtet på din bue, din hakkes styrke, din riffels ammo-kapacitet, og så videre. Ved lejrbålet kan du også opgradere Lara selv, hvilket giver adgang til mere liv, nye melee-angreb, større chance for at finde råmaterialer, og mere til.

Det er sjovt at forbedre Laras evner, men jeg ville ønske at man kunne fokusere på en enkelt kategori og gøre vores heltinde til ekspert inden for ét specifikt område. Opgraderingssystemet er sat op på en måde, der automatisk munder ud i en allround-Lara.

Hvad så med skurkene? Du vil støde på alminelige lømler med almindelige våben her, og nøgleordet er kvantitet, ikke kvalitet. Fjenderne er ret lette at holde på afstand, og på den normale sværhedsgrad kan man som regel klare sig med buen alene. Til tider dukker der mere vedholdende fjender med bedre udstyr op (herunder en virkelig intens kamp mod nogle pansrede japanske modstandere), men ellers kæmper du kort sagt mod pileføde.

Selve omgivelserne er også en udfordring for Lara, og Tomb Raider byder på nogle fine miljøbaserede puzzles - af alle størrelser. Haglgeværet kan bane vej, når du står over for tillukkede indgange, for eksempel. Du kan også bruge pile med reb til at trække tunge genstande mod dig, og lave dine egne ziplines til fjerne platforme. Inde i en bestemt stormhærget bygning kan du åbne og lukke luger for at styre vinden, og dermed få hængende platforme til at svaje. De fleste puzzles føles både levende og ganske udfordrende.

Puzzlesne er et af mine personlige højdepunkter ved spillet, og jeg kan også godt lide (med risiko for at lyde sadistisk) følelsen af, at Lara faktisk får nogle tæske fra tid til anden.

Tomb Raider er et barskt, fysisk spil, og nu og da bliver vi for eksempel mindet om en skade på armen, som Lara får i starten af spillet. Der er også Rambo-agtige scener med selv-kirurgi. Selvom vi som spillere kan sejle gennem spillets udfordringer, så er illusionen om en hård rejse for vores kære heltinde intakt.

Er det så hot eller not? Da rulleteksterne glider over skærmen, og Crystal Dynamics takker mig for at have spillet i knap 13 timer, har jeg en behagelig følelse i min gamer-mave.

For at holde fast i madmetaforen, så ser jeg Tomb Raider som en skål popcorn, snarere end et mere fyldigt måltid med færre tomme kalorier. Det er et poleret spil med gode mekanikker og variation, men det er ikke vanvittigt mindeværdigt. Med andre ord: det er fint at blive holdt i hånden, men jeg havde håbet på et lidt løsere greb.