Call of Duty: Black Ops 2 - Revolution

Hvis der er én ting, jeg har erfaret omkring de banepakker, der altid følger i kølvandet på Call of Duty-spillene, så er det at det bliver sværere og sværere at finde på noget nyt og originalt at sige om dem. Kvaliteten er stabil, og de virker som regel som en naturlig udvidelse af grundspillet.

Så undskyld mig, hvis jeg ikke hiver de store fraser frem, eller slipper min indre ordekvilibrist løs i denne anmeldelse af Revolution, den første DLC-udvidelse til Call of Duty: Black Ops 2. Det er ikke fordi der er noget i vejen med den, slet ikke. Men det er mest af alt business as usual.

Men business is good, som de siger. Fire multiplayer-baner og en enkelt zombie-bane, ganske som traditionen foreskriver, der holder et fint niveau. Faktisk føles de fire multiplayer-baner som de mest solide, jeg mindes at have set i nogen af Call of Dutys DLC-pakker. Distinkte og varierede miljøer, og nydeligt om end typisk COD-design.

Grind består af noget så atypisk som en stor skaterbane. Det betyder masser af vert-ramper, half-pipes og bowls, med et par indendørs- områder placeret centralt i banen. I Domination byder især det indendørsområde på oplagte muligheder for at forskanse sig med turrets og den mobile mikrobølge-rister Guardian, men det er ikke noget, et dedikeret og velspillende hold ikke kan bryde med lidt koordination. Banen blander relativt tætte gange med mere åbne områder, og har et layout man hurtigt lærer.

Hydro flytter actionen til en pakistansk dæmning. Banens midte udgør et centralt choke-punkt, men det kan undgås gennem underjordiske tuneller og andre omveje. En lille gimmick er det tunnelrør, som dæmningen udleder vand gennem - den kan bruges som en genvej, hvis man vil flanke banens bagerste tredjedel, men det er ikke uden risiko. For med jævne mellemrum slippes der en syndflod af vand igennem, der dræber alle på sin vej. I de objektiv-baserede spiltyper befinder et af målene sig selvfølgelig ved udløbets munding, så man lige akkurat kan undgå vandet, hvis man sidder direkte på flaget eller bombepunktet. Men man skal ikke bevæge sig alt for langt fra dem.

Downhill foregår på et skiresort, komplet med skilifte, der kan skubbe en ud i afgrunden, hvis man ikke er opmærksom. Ideen om et skiresort lyder umiddelbart hen af store områder, men Downhill er muligvis den mest trange bane i pakken. Her er rigeligt med små passager rundt mellem klipper og master. De enkelte åbne områder, her er, kan som regel dækkes fra et vindue eller lignende.

Endelig er her Mirage, et forfaldent luksushotel i den kinesiske Gobi-ørken. Selvom her er en stort og centralt foyerområde, er den udendørs at den meste action sker. Busser og bilvrag gør området foran indgangen snævert og risikabelt at begive sig gennem, mens pool-sektionen ved hotellets bagside har flere balkoner og små huse, hvor man kan ligge på lur. Sammen med foyeren er det alt sammen med til at gøre Mirage den mest vertikale bane i spillet, og selvom det føles som om det er den, der mest sjældent dukker op i den dedikerede Revolution-playliste, er den for mit vedkommende altid et glædeligt gensyn.

Det er fire solide baner, der alle følger de gængse Call of Duty-principper, hvilket groft sagt betyder, at uanset hvilken døråbning, du går gennem, eller hvilket hjørne, du drejer omkring, kan du altid blive skudt fra mindst to vinkler, du ikke kan se. Sådan er serien nu engang, og om man bryder sig om det eller ej, er en smagssag.

Ligesom det er svært at finde på noget nyt at sige om Call of Dutys banepakker, så giver konklusionen også mere eller mindre sig selv. Revolution er en solid pakke, og nok også den, jeg indtil videre har nydt mest. Hvis du stadig spiller Black Ops 2 jævnligt, bør du købe den, selvfølgelig bør du det. Men at kalde den "revolution" er nok at love mere end den kan holde, for her er stort set intet nyt under solen. Det er solidt håndværk, uden tvivl, men også mere af det vi kender, uden svinkeærinder.