Ni no Kuni: Wrath of the White Witch

Vis mig den person, der ikke lader sig charmere af Studio Ghiblis animationsfilm. Det japanske filmstudie har med film som Chihiro og Heksene og Ponyo på Klippen ved Havet gang på gang bevist, at det har en særegen evne til at skabe rørende fortællinger og fantastiske universer. Hvad ville man ikke give for at tage del i disse historier og for at udforske disse utrolige verdener på egen hånd? Du kommer ikke nærmere end med Ni no Kuni: Wrath of the White Witch.

Som om det ikke er spændende nok i sig selv, at vi får et spilunivers udtænkt og tegnet af et legendarisk animationsfilmstudie, så er det rollespilsspecialisterne fra Level 5, der står for det spiltekniske. Med Dark Cloud, Rogue Galaxy, Professor Layton og en lang liste med anerkendte spilserier bag sig, har de tyngden der skal til for at give Studio Ghibli et solidt underlag at stå på. Der er ikke mange spil, der på papiret ser lige så lovende ud som Ni no Kuni: Wrath of the White Witch, og hvem er bedre end Studio Ghibli til netop at vække papir til live?

Frugten af samarbejdet er et traditionelt rollespil, der har klare tegn på begge sine skaberes indflydelse. Udover at de tegnede filmsekvenser er let genkendelige som Studio Ghiblis værk, bærer spillets historie, musik og omgivelser utvivlsomt filmstudiets signatur. Spillet handler om Oliver, en dreng der rejser til en parallel verden i håb om at redde sin mor. I denne fantasy-verden møder han dobbeltgængerne til mennesker og dyr, han kender fra sit eget hjemsted, og det viser sig at huskatte og bilmekanikere i hans 60'er-inspirerede hjemby har helt andre erhverv i den magiske middelalderverden.

Ni no Kuni bygger på forholdsvis almindelige rollespilselementer. Level-systemet er simpelt og standard for genren, mens kampsystemet virker som et sammensurium af flere japanske rollespil. Som i Dark Cloud og Star Ocean bevæger man sig frit rundt på slagmarken, og kan skifte mellem hvilken figur man styrer, og hvem der skal angribe. Man kan også lave strategier for hvordan holdkammeraterne skal opføre sig. Der er fokus på at fange, opfostre og bruge monstre i kamp, ikke ulig systemet i Final Fantasy XIII-2. Det er stor variation i sammensætningen af monstre, men muligvis et lidt tyndt udvalg af angreb og våben.

Der lægges megen vægt på timing. En nøje planlagt kontra kan give enormt store belønninger i form af ekstra liv og magibonusser, som hurtig kan bringe dig tilbage i det, der ellers lignede en håbløs kamp. Man bliver tvunget til at holde tungen lige i munden i kampene, da ens helbredsmåler ellers kan tage nogle store stryg, hvis man ikke er klar til at undvige, afbryde eller blokere fjendes specialangreb. Summen af de unikke elementer er et solidt kampsystem, som virker engagerende og som giver spilleren en stor mængde taktisk handlefrihed. Det hører også til historien at jeg ikke er nævneværdigt træt af at slås med monstre efter at have spillet noget der ligner 40 timer.

At udforske verdenen i Ni no Kuni er en fryd. Omgivelserne er nydelige og varierede, og spillet er ikke mindre end gigantisk. Der er massevis af sidemissioner for den opdagelseslystne, og med magi og forskellige transportmidler kan man med et godt hoved på skuldrene finde frem til hemmelige veje og skjulte skatter. De mange magiformularer, man lærer undervejs i spillet, er desuden en stor del af spillets udmærkede opgaveløsningsdel. Alt i alt er dette en forfriskende komplet pakke i en spilverden, som plages af påtrængende DLC-materiale.

Selvom jeg har brugt en masse tid på udforskning, er jeg ikke blevet sparet for en del lineære opgaver, som simpelthen går ud på at følge pile. I spillets tidlige faser får man desuden løsninger på de ellers smarte gåder serveret gennem oplæringssekvenser som til sidst føles en smule overflødige. Nu skal det nævnes, at spillet efterhånden begynder at lave sjov med dette faktum. En figur påpegede for eksempel var kedeligt at forklare mig ting, men at jeg aldrig ville kunne finde løsningen på egen hånd.

Der er gjort et godt arbejde med den engelske oversættelse af spillet. Størstedelen af spillets dialog er tekstbaseret, men humoren ser ikke ud til at være gået tabt i oversættelsen. Stemmeskuespillet er lidt varierende, men stort set godkendt. For dem, der insisterer på at spille på originalsproget, er her også japanske tale med engelske undertekster.

Mange japanske rollespil slider med at finde en god balance mellem charme og dybde. Enkelte spil i genren hænger fast i unødvendigt avancerede kampsystemer som er lidet tilgængelige, mens andre ikke har skyggen af taktik og kompenserer med charme og humor. Kendetegnet for de virkelig gode spil i genren er at de har begge dele. Ni no Kuni hører uden tvivl til i denne kategori. Her får man flekset tænkemusklerne, samtidigt med at du bliver mødt med humor og varme.

Ni no Kuni: Wrath of the White Witch er et spil, som giver både i pose og sæk. Det er sødt og voksent på samme tid, og handlingen er skør og bizar, uden at være fremmedgørende. Det appellerer til erfarne rollespilsentusiaster i samme grad som nybegyndere. Summen er et strålende rollespil og en varm fortælling i samme pakke, og den perfekte undskyldning for at holde sig inden døre i vinterkulden.