Far Cry 3

Når jeg kigger på listen over alle de FPS-spil, der indtil videre er udkommet i år, så har de én ting til fælles: de er alle sammen korridor-shootere. Groft sagt består de alle af en række gange og rum, som man mere eller mindre slavisk bliver sendt igennem. Man møder nogle fjender, skyder dem i hovedet, og spurter videre til det næste og nøje planlagte møde med modstand.

Far Cry 3 går i den fuldstændigt modsatte retning. Det hylder det tilfældige, de øjeblikke som opstår ud af det blå, og som ikke udspiller sig præcis som en designer eller udvikler har besluttet at de skal.

Jeg nærmer mig langsomt den pirat-forpost, jeg har udset mig som mit næste mål. Metodisk kravler jeg rundt i bakkerne og buskene omkring den lille klynge af skure og hytter, mens jeg markerer fjenderne med mit kamera, så jeg lettere kan se dem. Jeg har tænkt mig at tage dem ud i stilhed, én for én, så de ikke slår alarm og tilkalder forstærkninger. En af dem bevæger sig lidt væk fra resten af gruppen, og drejer om et hjørne, så han pludselig er uden for sine kammeraters synsfelt. Jeg ser mit snit, lister hurtigt op bag ham, og skærer hans hals over med min machette.

Jeg tømmer hans lommer og overvejer mit næste skridt, da jeg pludselig hører en dyb knurren bag mig. En tiger spankulerer arrogant hen mod mig, og er kun få meter væk. Jeg går halvt i panik og spurter tilbage op ad den bakke, jeg for lidt siden gemte mig på. Til min store fornøjelse ser jeg, at tigeren har valgt at ignorere mig til fordel for mere dovent bytte, og den kaster sig grådigt over den nærmeste pirat. De andre går i panik og skyder vildt omkring sig, men tigeren når at dræbe to mere, inden den bliver skudt og falder død om. Èn enkelt pirat overlever tigerangrebet, men han når knap at opfatte hvad der er sket, inden en af mine pile borer sig gennem hans kranie. Lejren er min. Stille som en ninja.

Det er øjeblikke som disse, der er essensen af Far Cry 3. Spillet giver dig en række værktøjer, og slipper dig så fri på sine store tropeøer, og lader dig gøre hvad du har lyst til. Her er rigeligt at foretage sig. Radiotårne er spredt med rund hånd over øen, og hver gang du bestiger et af dem og fjerner scrambleren i toppen, bliver en ny del af dit kort synligt og viser skjulte skatte og sideopgaver. Hver ryddet forpost bliver til et nyt safehouse med indkøbsmuligheder, fast travel og flere sidemissioner. Du kan gå på jagt i øens rige dyreliv, og lave udstyr som større tasker og våbenhylstre af deres skind. Planter kan bruges til at fremstille indsprøjtninger, der kan hele dig eller give andre gavnlige effekter.

Man kan bogstaveligt talt bruge timevis i Far Cry 3, uden at rykke historien så meget som en milimeter, uden at det nogensinde bliver kedeligt. Og tiden er på ingen måde spildt, for man optjener stadig XP, der kan bruges på nye evner, der for eksempel giver mulighed for at lave takedowns ved at hoppe ned på fjender, løbe hurtigere når man knæler, holde vejret i længere tid når man svømmer, lade sine våben hurtigere, og så videre.

Der er altid noget at lave, og hvor end du begiver dig hen, finder du altid noget, der kan fange din opmærksomhed. En plante, der skal høstes. Pirater, der overfalder civile. En af de sjældne leoparder, der jæger en flok dådyr. En hangglider, der kælent lokker dig til en flyvetur. Rook Islands er pakket med muligheder, og det hele foregår på dine præmisser.

Man har ikke helt den samme grad af frihed, når man tager på missioner knyttet til historien. Her skifter spillet karakter til en mere lineær oplevelse, med mere stramt tilrettelagte kampe og begivenheder. Nogle opgaver, som når man sendes på opdagelse i glemte grotter, eller ubemærket skal infiltrere en af fjendens baser, kan reelt set kun løses på én måde. Men fordi friheden er total i andre dele af spillet, føles disse missioner ikke snævre eller som en begrænsning, men snarere som et afbræk, som variation, som en helt ny smagsoplevelse i et i forvejen lækkert måltid. Far Cry 3 balancerer fornemt mellem den åbne sandkasse og den tæt instruerede og scriptede rutsjebanetur, og holder balancen hele vejen til rulleteksterne.

Du spiller som Jason Brody, der i starten af spillet mest af alt er en forkælet rigmandsunge på luksusferie med sine lige så priviligerede venner og brødre. Drømmeferien bliver til et mareridt, da gruppen skydiver til det, de tror er en ubeboet ø - men som viser sig ikke bare at være befolket, men også regeres af den dybt utilregnelige, maniske og uden tvivl sindssyge krigsherre Vaas og hans hær af pirater. I tages som gidsler og skal sælges som slaver, og som den eneste i gruppen lykkedes det dig at undslippe.

Et medlem af den lokale Rakiyat-krigerstamme tager dig under sine vinger, og sender dig ned af et spor, der i sidste ende skal føre til at den pjevsede Jason bliver en stolt og stærk kriger, der kan befrie sine venner, bringe dem i sikkerhed, og tage hævn over Vaas.

Det er mildest talt en trippet tur. Så godt som alle indbyggere på Rook Islands virker mentalt skæve og ustabile i større eller mindre grad, og du er ofte i tvivl om hvorvidt de overhovedet vil dig dit bedste, eller om du bare bliver udnyttet. Den stærkt påvirkede men ellers harmløse Dr. Ernhardt bliver hurtigt en af dine vigtigste allierede, og hans hang til psykedeliske stoffer sender dig ud på nogle bizarre og mareridtsagtige ture. Det samme kan siges om Rakiyat-stammens ritualer.

Den slags kan let blive for meget af det gode, men igen formår Far Cry 3 at bevare balancen. Det skyldes ikke mindst det blændende skuespil, der leveres af samtlige nævneværdige figurer i spillet. Du har sikkert set trailerne og præsentationerne, hvor den intense, splittergale og samtidigt karismatiske Vaas leverer sin "have I ever told you the definition of insanity?"-tale, og selvom han uden tvivl er stjernen, er de øvrige præstationer af samme høje kaliber.

Man tror på de her folk. Man tror på at de er sadistiske, voldselskende stjernepsykopater, der aldrig er mere end et splitsekund fra at slå klik, og når de truer en, føles det ægte. Det samme gælder taknemmeligheden fra ens venner, når man bringer dem i sikkerhed. Men man kan også se i deres øjne, at de ikke helt kan genkende den genfødte kriger, der nu står foran dem - for nok har han samme navn, stemme og ansigt som den Jason, de kender hjemmefra, men han er også bevæbnet til tænderne, og har et drive, de ikke har set før.

Det er fannerme godt lavet, med andre ord.

Og selvom historiemissionerne for det meste står i kontrast til sandkassen i deres brug af scripting og lineære baner, så bliver der stadig plads til det uforudsigelige og kaotiske. I en mission skal man således snige sig ind i en piratlejr, sabotere deres alarmanlæg, bryde ind i deres våbendepot og sprænge det i luften, og så tage flugten inden der ankommer forstærkninger. Jeg tog benene på nakken, straks efter depotet var sendt til vejrs, og satte kurs direkte mod den flod, der løber ved siden af lejren.

Med kuglerne flyvende omkring mig springer jeg i vandet og tænker, at nu er jeg så godt som i sikkerhed - men jeg når ikke mere end et par meter ud, før jeg uden varsel bliver angrebet af en krokodille. Jeg kunne være flygtet i hundrede forskellige retninger, men valgte tilfældigvis den ene, hvor der i dette øjeblik tilfældigvis befandt sig et sulten rovdyr. Det var næppe sket i Call of Duty.

Al denne frihed, historiefortælling, karakterudvikling og nydelig brug af scripting havde selvfølgelig ikke været meget værd, hvis ikke den grundlæggende action var i orden. Heldigvis sidder Far Cry 3's skydemekanikker lige i skabet. Alle våbnene har den helt rigtige tyngde og følelse, hvad end vi snakker håndpistoler, AK-47-rifler eller den fremragende kortbue (der selvfølgelig kan udstyres med hjemmelavede granat- og molotov-pile). AI'en er tilpas raffineret til at du kan løbe om hjørner med den, og derfor er det essentielt at holde sig på farten, flankere fjenden, forsvinde ind i buskadser og underskov for dernæst at angribe dem fra vinkler, de ikke forventer.

Løber man direkte ind med aftrækkeren i bund, går man ofte en tidlig skæbne i møde - i stedet belønner spillet en for at kæmpe med kløgt og lægge en plan, inden man slipper det første skud. Hvert møde med fjender, hvad end det er i en lejr, som del af en mission, eller på en tilfældig grusvej, er som en lille fest, hvor du er midtpunkt.

Indholdsmængden er som sagt også i top, og afhængigt af hvor mange svinkeærinder, man tager undervejs, kan man snildt klemme 20-30 timer ud af spillet, inden man er nået i mål. Nogle enkelte glitches her og der er stort set det eneste, der trækker ned. Ellers sætter Far Cry 3's singleplayer-kampagne ikke en eneste fod forkert.

Ubisoft kunne sagtens have stillet sig tilfredse med det, de leverer til solospilleren, men har alligevel valgt at inkludere både co-op og forskellige varianter af deathmatch. Grundet spillermangel (spillet er jo ikke ude endnu) har vi ikke haft lejlighed til at teste sidstnævnte videre grundigt, men co-op-delen har vi givet rigeligt med bank.

Op til fire spillere kan begive sig ud på en separat kampagne, der har sin helt egen historie og farverige hovedpersoner. Modsat solodelen er her ikke noget med at vandre frit omkring og gå på tapirjagt - i stedet kæmper man sig lineært fra kampplads til kampplads, men alle de gode takter fra singleplayer-kampagnens action er også til stede her.

Rutinen brydes med jævne mellemrum af små events, hvor man konkurrer indbyrdes. Det kan for eksempel handle om at skyde flest fjender med sin sniper-riffel på tid, pløkke fjender med maskingevær fra sejlende båd, eller ræse om kap på ATV'ere, mens man kæmper om hvem der kan samle flest bomber op fra terrænet og bære dem hen til den væg, der skal sprænges.

Hver mission byder på en enkelt af disse events, og en mission har typisk en spilletid mellem tre kvarter og en time. Der er seks missioner i alt, og ja - de er også sjove anden gang man spiller dem. Spillet gør desuden et fornemt arbejde med at justere sværhedsgraden efter både antallet af spillere og ens successer og fiaskoer undervejs, og selvom det starter blødt ud, kommer man under gevaldigt pres senere hen. Desuden er progressionssystemet med deathmatch-delen, så alle ens unlocks og hjemmestrikkede udstyrsvalg kan bruges begge steder. Konsoludgaverne af spillet byder tilmed på splitscreen i co-op.

Inden jeg kaster de sidste roser over spillet, så har jeg et kritikpunkt, der virkelig nager mig. Der er ikke nogen mulighed for at vælge sprog i selve spillet, og det betyder på PC-udgaven, at man er tvangsindlagt til menuer, statustekster, missionsbeskrivelser og så videre på dansk. Virkelig, virkelig dårligt dansk. Det er tydeligt, at al spillets tekst er blevet oversat fuldstændig uden kontekst, og det fører til nogle meget tvivlsomme sprogblomster.

Således er der et menupunkt i spillets butikker, der hedder "fødevarer" - og dækker over kropspanser og medkits. Blandt de ting, man kan fremstille, er der en kategori, der hedder "gennemsøg tasker". Som i "jeg skal bruge noget mere læder, så jeg kan lave en større gennemsøg taske". Dertil kommer et væld af stavefejl, og meddelelser som "0 gjorde den STOR BLIND-indsats", når man spiller poker (det kan man nemlig). Det er pinligt ringe, til et punkt hvor jeg kraftigt vil anbefale Ubisoft at patche en sprogvalgsindstilling ind i spillet. Det kan ikke passe, at man skal rode med systemindstillinger i Windows, for at slippe for sådan en gang sjusk.

Den ringe oversættelse er til gengæld også det eneste ankepunkt, jeg rigtig har. Ellers er spillet en pragtpræstation, et lysende eksempel på noget af det fineste, genren kan tilbyde.

Far Cry 3 lover utroligt meget - og holder alle sine løfter. For mig er dette her uden tvivl det bedste skydespil, der er udkommet i år.