Epic Mickey 2: The Power of Two

Undertitlen på Mickey Mouses seneste eventyr, The Power of Two (på dansk: Sammenhold Gør Stærk), skal tages ganske bogstaveligt. Ser man bort fra den første bane, er der vitterligt ikke et eneste øjeblik i spillet, hvor Mickeys glemte halvbror Oswald forlader ens side. Det er på alle måder et spil, der er født til co-op, men det betyder ikke, at man ikke sagtens kan spille det på egen hånd.

Der er atter ballade i Wasteland, den magiske verden hvor glemte tegnefilmsfigurer bor. Mystiske jordskælv rammer med jævne mellemrum, og ukendte kræfter forsøger at overtage landet. Samtidigt er den gale doktor, der var en af hovedskurkene i det første spil, vendt tilbage - men han sværger højt og helligt at han har forandret sig, indset at han førhen var helt galt på den, og insisterer på at han er her for at hjælpe.

Og det gør han i øvrigt gennem sang. Som den eneste figur i spillet, hvilket får alle andre til at rynke en smule på panden. Det er ret morsomt.

Men der er altså noget skummelt i gære, og derfor henter Wastelands indbyggere Mickey Mouse tilbage, så ham og Oswald i fællesskab kan komme til bunds i det hele.

Det første Epic Mickey fik en blandet modtagelse. Personligt var jeg vild med det, men det fik især hug for et problematisk kamera, og der var designvalg som man godt kunne undre sig over - som for eksempel at man ikke kunne genbesøge mange af banerne, hvilket ellers nærmest er normen inden for genren.

Epic Mickey 2 løser kort fortalt alle disse problemer. Hvor man i forgængeren kunne risikere at fejle et sidequest, fordi man ikke fandt en bestemt dims, den første gang man besøgte en given bane, så kan man nu altid vende tilbage senere. Selv efter sidstebossen er besejret og rulleteksterne har kørt, kan man rejse rundt i Wasteland mere eller mindre som man lyster, ganske som den slags skal være.

Kameraet får også det bedste ud af, at spillet nu også er tilgængeligt på HD-konsoller med almindelige controllere. Venstre stick styrer bevægelse, som vi er vant til, mens højre styrer både kamera og sigtekorn. Man kan selv vælge om sigtekornet skal være låst til skærmens midte, eller om man vil bevæge det frit. Med sidstnævnte mulighed er der en lille zone, som sigtet holder sig inden for, indtil man trykker sticken helt ud til en af siderne. Det giver en fin kontrol, og fungerer i praksis fremragende.

Og hvad er det så, man sigter med? Jo, maling/fortynder-mekanikken fra første spil vender selvfølgelig tilbage, og det betyder at Mickey kan fjerne og genoptegne dele af sine omgivelser. Det gælder alt fra husfacader til klipper og afsatser, træer og buske, trapper og radiobiler. Udover at være en dybt original mekanik, betyder det også at man konstant er på udkig efter skjulte områder og hemmeligheder, da næsten enhver mur i princippet kan gemme på mere end hvad man umiddelbart ser.

Altså burde der være lagt i ovnen til en fremragende efterfølger, der udvider og forbedrer på konceptet fra første spil. Men der mangler et eller andet.

En af de ting, der gjorde det første Epic Mickey til noget helt særligt, var stemningen. Wasteland virkede som et troværdigt sted fyldt med detaljer, et sted hvor man for alvor kunne gå på opdagelse. Samtidigt var det også en spændende rejse ned i Disneys historie og arkiver, der bød på sjove gensyn med glemte minder, og møder med obskure figurer, steder og referencer, man aldrig havde set før.

Til sammenligning virker banerne i Epic Mickey 2 mere som, ja, baner i et spil. Wasteland virker i anden omgang mere som et sted, der ligger i vejen for der, du gerne vil hen, end et sted hvor du glædeligt går på opdagelse.

Men tro nu ikke, at Epic Mickey 2 ikke er sjovt, for det er det. Her er stadig interessante puzzles og opgaver, figurer og dialog er stadig fyldt med humor, og indholdsmængden af stor, med et væld af valgfrie sidemissioner. Vil man se og opnå alt, hvad Epic Mickey 2 har at byde på, kommer man til at bruge mange timer.

Jeg nævnte i starten, at spillet er bygget til co-op. Oswalds evner er vidt forskellige fra Mickeys (han kan svæve gennem luften, og har en fjernbetjening der skal bruges til et væld af kontakter undervejs), og det betyder i praksis, at hvis man spiller alene, er man dybt afhængig af at AI'en ikke opfører sig som en idiot. Den opgave klarer den heldigvis for det meste. Oswald stiller sig som regel de rigtige steder, finder selv hen til kontakter og håndtag, der skal aktiveres synkront, og siger selv til, når man har brug for hans helikopterører for at passere en kløft eller lignende.

Alligevel har der været stunder, hvor jeg har siddet og råbt "kom nu, din idiotiske kanin", fordi han ikke gjorde som jeg ville. Det føles frustrerende - men så godt som hver eneste gang har det været fordi, at jeg har forsøgt at aktivere en eller anden kontakt, der slet ikke kunne aktiveres endnu, eller forsøgt at komme et sted hen, det alligevel ikke var muligt at nå. Det er ikke optimalt, men i langt de fleste tilfælde har AI'ens modvilje skyldtes, at det jeg har forsøgt at gøre, ikke kunne lade sig gøre.

Desuden behøver man ikke holde hånden over Oswald. Han er ikke en af den slags virtuelle makkere, man hele tiden skal beskytte og tage hensyn til.

Hvad angår selve co-op-delen, er alt til gengæld ligetil. Har du en makker ved din side i sofaen, kan han eller hun overtage Oswald med ét knaptryk, hvorefter skærmen deles i to. At hoppe ud af spillet igen foregår med samme lethed med samme lethed. Jeg kan ikke mindes at have spillet et spil, hvor drop-in/drop-out fungerede så gnidningsfrit. Der er ingen mulighed for at spille online, men med den måde spillet er bygget op på, ved jeg heller ikke helt hvordan det skulle lade sig gøre.

Epic Mickey var som bekendt kun til Wii, mens toeren også udkommer på HD-konsollerne. Endelig, fristes man til at sige. Selvom den grafiske stil bevidst er lidt grovkornet og meget inspireret af tykke tegneseriestreger, så klæder det altså spillet at være i HD.

Ligesom i første spil er animationsarbejdet helt exceptionelt, og ligner oprigtig talt noget, der kunne være hentet direkte ud af en Disney- eller Pixarfilm. Mængden af liv og udtryk, som animatorerne har fået ud af de karikerede figurer, er ganske enkelt imponerende.

Denne gang har Disney og Junction Point også fundet plads til stemmeskuespil til alle figurerne. I det omfang at figurerne har "officielle" stemmer, er det de rigtige skuespillere, der optræder, og generelt er stemmeskuespillet af højt niveau. Hele spillet er også oversat til dansk (man kan selv vælge om man vil have danske stemmer og/eller undertekster), og her er niveauet ligeledes højt. I enkelte tilfælde vil jeg faktisk næsten sige at det er bedre, hvilket er lidt af en bedrift.

Der er enkelte platformssekvenser i Epic Mickey 2, der kan give gevaldige hovedpiner, og turen gennem Wasteland er ikke helt uden bump i vejen. Alligevel gør spillet dog langt mere rigtigt end forkert, og selvom det ikke helt rammer den fantastiske stemning, der var så vigtig i forgængeren, så er det stadig et habilt platformspil/action-eventyr med fornemme produktionsværdier. Indholdsmængden er svær at kimse af (syv til ti timer, hvis man skipper de fleste sideopgaver), og med en eksemplarisk gnidningsfri co-op-oplevelse tør vi roligt anbefale spillet, selvom det aldrig når helt op på siden af forbilleder som Zelda og Mario.