Assassin's Creed III: Liberation

Det er da jeg kaster mig ned fra en faldefærdig bygning, og med knivene fremme stikker en vagt ned bagfra i slow motion, at det hele klikker. De første par timer med Assassin's Creed III: Liberation har budt på mange andre ting end seriens kendetegn. Der har ikke været skyggen af tempelriddere. Det har været begrænset, hvor meget parkour og snigmyrderi jeg har deltaget i. Og på mange måder har det været tydeligt, at dette et et spin-off i serien.

Men Ubisoft er ikke typerne der skuffer, og heller ikke på denne PS Vita-udgave af Assassin's Creed. Oplevelsen har da også leveret en opadgående underholdningskurve i de femten timer jeg har brugt på at nå slutningen.

Aveline de Grandpré er personen med de skarpe knive i denne omgang. En charmerende kvinde, der er resultatet af en plaçage. Hendes far er nemlig en velhavende forretningsmand, mens hendes mor var en slave. Agate er hendes læremester i broderskabet af snigmordere. Tidspunktet er 1765, kort før den Amerikanske Revolution, og tiden byder på store forandringer, ikke kun i vores syn på mennesker, men også for handel mellem lande. Te, kaffe, tobak og krydderier er det rene guld, og det samme er menneskehandel.

Men nu er det som sagt et spin-off i serien, så Desmond Miles leverer ikke minder, derimod er det en rutsjebanetur serveret af Abstergo gennem den enorme simulator Animus. Komplet med de friheder de nu tager sig for at fortælle historien set med en snigmorders øjne.

Historien tager sit udgangspunkt i New Orleans, mens den stadig er en fransk koloni uden problemer med den spanske stormagt. Den franske arkitektur og de mange små bygninger gør sig fortræffeligt til den slags parkour, som serien er så kendt for. Desværre får vi ikke chancen for at nyde det til fulde i begyndelsen af historien. For her skal vi nemlig først finde ud af hvad Aveline er for en størrelse. Hun er både fin dame, slave og snigmorder. Og det har Ubisoft valgt at udnytte til fulde ved at give spilleren tre personligheder at spille historien gennem.

Som snigmorder er Aveline på alle måde lige så badass som de efterhånden så velkendte protagonister i serien. Her skal der klatres, hoppes og naturligvis myrdes med et hav af våben og snigertaktikker. Men klæder hun sig i sit fineste skrud, så er det for at charmere sig ind hos alverdens godtfolk som en ægte adelig. Ganske vist har hun et par knive gemt i ærmerne, men med en enorm kjole er der ikke plads til klatrerier. Og når man starter ud på denne måde, uden mulighed for at vælge, er det lidt af en kamel at sluge. Som slave besidder hun dog alle de velkendte færdigheder. Hun er ikke så god i kamp uden sit sædvanlige grej, til gengæld kan hun lave mere ballade uden straks at blive eftersøgt. Selv hvis hun bliver eftersøgt, sker det med wanted posters, som ganske snildt kan rives ned igen.

Der er altså muligheder for variation, man skal bare være opmærksom på, at det ikke altid er valgfrit hvilken personlighed man vil iføre sig. Men det er som sagt ikke et større problem særligt ofte.

Nu ville det selvfølgelig ikke være en Assassin's Creed-historie uden snak om hacking, Animus og tempelordener med deres helt egne agendaer. I spillets første halvdel er det dog historien om slavernes oprør, der fylder, hvilket er en dejlig afstikker. For historien er velfortalt, Aveline er drøncharmerende og som sagt lige så badass som hun skal være. Intet tøsefnidder her.

Det er faktisk ganske imponerende hvor meget Ubisoft har været i stand til at fylde på PS Vitaen. New Orleans er enorm, og der er alle de velkendte skatte, udkigspunkter, collectibles og sidemissioner som kendetegner serien. Da jeg senere ankommer til sumpområdet The Bayou (der mest af alt giver os en smag af Frontier-delen i AC III) bydes der på kano-sejlads, tætbevokset sump og træklatring. Og så har vi ikke engang taget hul på Mexico og hvad der derefter følger. Og bare rolig: senere i spillet kan du også rejse frem og tilbage mellem områderne, hvis du er typen, der lige skal afdække alle spillets hemmeligheder.

Assassin's Creed III: Liberation er stort. Det føles helt enkelt som en fuldfed konsoloplevelse. Der er nat og dag. Masser af indbyggere, heste og hunde. Interessante bygningsværker. Fantastisk natur. Flotte detaljer og masser af ting at undersøge. Kort sagt: forventer du et rigtigt Assassin's Creed-eventyr, bliver du ikke skuffet.

Der er dog stadig nogle få detaljer der halter, men det er ikke mange set i betragtning af at der nu engang ikke er så kraftig hardware som en PlayStation 3 i sådan en lille Vita. Selvom omgivelserne er flotte og motoren for det meste kører som vi kender det fra HD-udgaverne, er der dog et filter henover udsigten, der i bedste fald leder tanker hen på en softcore-produktion fra firserne. Personligt foretrækker jeg dog dette fremfor jaggies og grove pixels.

Når der sker meget på skærmen (især under en heftig hestevogns-tur), sprutter og hakker den stakkels håndholdte. Det er dog aldrig noget, der trækker særligt ned i oplevelsen, for som helhed kører sandkassen som smurt. Det samme kan ikke siges om de få touch-elementer, som Ubisoft død og pine vil have med i PS Vita-udgaven. At skulle rive et brev åbent ved at trække fingrene henover front- og bagskærmen føles tåbeligt, at sejle i kano ved at padle på bagsiden føles middelmådigt, og at skulle aflæse koder ved at holde kameraet mod en lyskilde er bare dumt. Og en enkelt opgave med en trillende kugle er nærmest ikke-fungerende. Heldigvis er det ikke ofte, at vi bliver bedt om dette, så det er hurtigt glemt igen.

Hvad der til gengæld ikke kan glemmes er multiplayer-delen. Efter en halv times tid, aner jeg stadig ikke hvad der foregår. Et miskmask af asynkron strategi på en grim klode, enorm ventetid og en del der crasher og bugger oftere end man kan sige "åh, jeg keder mig", gør dette til en komplet ligegyldighed. Så lad dig ikke narre: Assassin's Creed III: Liberation har ingen multiplayer, heller ikke selvom det sikkert står bag på æsken. Om ikke andet er det næppe noget du gider spille.

Ubisoft elsker dog at peppe serien op med nye tiltag, hver gang de leverer et nyt kapitel, og Liberation er ingen undtagelse. Modsat multiplayer er der dog en nyskabelse, der er meget fornøjelig. En fem-seks timer inde i historien får Aveline mulighed for at ekspandere faderens forretning. Her kan man opbygge ens egen handelsflåde, og købe og sælge varer mellem de forskellige byer, som man åbner op for undervejs i spillet. Det er et fornøjeligt sidespring i et allerede solidt spil, og en sjov måde at optjene penge til nyt udstyr og kostumer i spillet.

Assassin's Creed III: Liberation leverer det vi kender, iblandet nogle nye mekanikker og et fornøjeligt minispil. Grafikken er nydelig og stemningsfuld, og det samme gælder musikken, der er produceret af kvinden bag LBP-musikken. Stemmeskuespillet kan være ganske 'orribelt, når der insisteres på en fransk accent hos stort set alle hovedpersonerne, men det er til at leve med. Historien er god dog uden nogensinde at blive særlig dyb, og Aveline fandt jeg enormt charmerende, så hvis du savner en afstikker i Assassin's Creed-universet, kan du roligt investere i Liberation. Der får du alt det du elsker fra serien - tætpakket så det passer i din lomme.