Hotline Miami

Hotline Miami er brutalt. Selvom spillets grafik er holdt i en bevidst grovkornet og heftigt pixeleret grafik, der vækker minder om 16 bit-æraen, så er det alligevel et af de mest groteske og udpenslet voldelige spil, der længe er udkommet. Blod, indvolde og hjernemasse flyder over det hele, alt efter hvilket våben, man benytter. Og når man henretter en fjende, der er blevet slået omkuld, ved at smadre hans hoved med et bat eller metalrør, eller bare banke det i gulvet med de bare næver, giver man altid et par slag mere end man ville forvente var nødvendigt.

Men det er ikke kun de voldsomme blodsudgydelser, der gør Hotline Miami til et svært spil - det er lige så meget dets mekanikker og gameplay. Som en syret udgave af GTA til fods fra dengang det var 2D, minder det om en gamle dage. Hotline Miami er svært, og der er sjældent mere end et splitsekund til forskel på liv og død. Du er altid i massivt undertal, fjendernes reaktionsevner er knivskarpe, og døden kommer hurtigt. Ét slag eller skud er som regel nok.

Derfor kommer du til at dø meget i Hotline Miami. Meget og ofte. Men der skal ikke mere til end et enkelt tryk på R-knappen, før man er i gang igen, uden skyggen af load-tid eller andet, der kan trække fra fornøjelsen. Det er som Super Meat Boy, gentagne dødsfald er en del af oplevelsen, og man kommer til at få mange ladninger hagl i maven eller knipler i fjæset, inden man både finder og eksekverer den perfekte rute gennem banens mange modstandere.

Selvom der er rigeligt med skydevåben, og man ikke kan klage over deres effektivitet, lærer man hurtigt at det har sine fordele at være stille - da lyden af geværild oftest får alle modstandere i banen til at komme rendende. Du kan slå døre ind og vælte fjender på den anden side omkuld, og det tager dem et øjeblik at rejse sig igen. Således er timing og beslutsomhed i højsædet, og inden længe har man styr på præcis hvornår man skal smadre ind i et rum, hvem man skal dræbe først, og hvornår man skal trække sig tilbage og vente på fjenderne kommer løbende gennem en døråbning.

Det er svært, og man kommer som sagt til at dø rigtig, rigtig mange gange - men lettelsen, når man så får nedlagt den sidste modstander på en etage, og man kan rykke videre til næste, er så meget desto større.

Men Hotline Miami er andet end røde plamager og lynhurtige reflekser. Det er en bizar 80'er-pastiche med særdeles skumle over- og undertoner og mystisk David Lynch-agtig stemning. Man bliver hurtigt i tvivl om hvad der er virkelighed og hvad der er bizar drømmeverden. Mystiske beskeder på ens telefonsvarer, fortæller hvor man skal tage hen og dræbe alt hvad der bevæger sig, og efter hver mission er der et lille intermezzo, hvor man besøger et pizzeria, døgnkiosk, cafeteria, videobutik eller lignende, hvor der altid er den samme mand bag disken, som altid insisterer på at det, man nu skal hente, er "on the house".

Bizarre hændelser og grænsepsykose er tilsyneladende hverdag for vores helt, og selvom spillet ikke ligefrem er direkte i sin fortælleteknik, får man klart det indtryk, at der er en eller anden kontekst for al den afstumpede vold, man går rundt og foretager sig. Men hvad den er, må man selv opdage.

Det hele bindes sammen af et af de lækreste soundtracks, vi længe har hørt. Pumpende teknorytmer og møgbeskidt synth-bas understreger den hektiske stemning, når man er ude og smadre kranier, og står i smuk kontrast til de mere stenede og drømme-agtige stykker, man møder i spillets menu og sekvenserne mellem missioner.

Og selvom grafikken som sagt ikke ligefrem er pæn, sætter den en fed streg under brutaliteten og vanviddet i det, man foretager sig. Baggrunden blinker, hver gang man slår nogen ihjel, og banen tilter og roterer gradvist, jo flere folk man sender i døden.

Måske vil Hotline Miami gerne sige noget klogt om spil og vold og hvordan vi fordriver vores fritid. Måske vil bare være et hårdtslående, beskidt, syret, skummelt og bizart actionspil, som er ude på at slide din R-knap ned. Men kombinationen af den simple grafik, den eminente lydside, den afsindige vold, den mystiske og mareridtsagtige stemning, samt det lynhurtige og krævende gameplay, gør det her til et af de bedste actionspil, jeg længe har prøvet. Hotline Miami er forrygende på alle punkter, og et pragteksempel på hvor meget man kan opnå med enkle virkemidler, så længe man har en klar vision.

Når det så tilmed koster omtrent det samme som en pizza, så er der ingen undskyldning for ikke at kaste sig frådende over dette top-down fuck 'em up. Køb det. Køb det nu.