Medal of Honor: Warfighter

Militær-sniksnakken blæser gennem min øresnegl. Jeg og en lille gruppe skæggede elitekrigere er lige ankommet til Filippinerne for at redde et vigtigt gidsel. Byen er helt oversvømmet, og enorme bølger river nådeløst bygningerne i stykker, mens veje og vegetation forvandles til små floder. Det er umuligt at forestille sig at dette for kort tid siden var en moderne metropol.

Eftersom vi er i stort undertal, tvinges vi til at snige os af sted. Vi sniger os ind på fjenderne og fjerner dem uden at de ser os, vi gør brug af lydløse snigskytteskud og det står hurtigt klar at finesse er vejen frem. Det går et stykke tid, men så bryder helvede løs. Grafikken er enestående, her er masser af action, lydeffekterne er blandt de bedste jeg har oplevet i genren, og scenariet forekommer realitistisk i sine flotte omgivelser. Faktisk er der kun en ting som ægrer mig: jeg har det ikke sjovt.

Faktisk var der allerede noget der virkede lidt underligt på mig, inden vi modtog spillet, for vi fik det nemlig først samme dag som det blev udgivet i USA. Normalvis tyder den slags på at udgiveren ikke ønsker anmeldelser af spillet inden det lander i butikkerne, fordi de ikke selv er helt tilfredse med produktet. Da jeg modtog spillet viste det sig da også, at det første jeg skulle, var at hente en enorm patch til det, for overhovedet at komme i gang med det.

Alarmklokkerne var altså allerede begyndt at ringe. Noget virker da også til at være gået helt galt hos udvikleren Danger Close, og min formodning er at Medal of Honor: Warfighter helt enkelt ikke var færdigt da EA besluttede sig for at det for hver en pris skulle i handlen inden konkurrenterne Call of Duty: Black Ops 2 og Halo 4.

Desværre findes der intet i spillet som modbeviser mine teorier, for allerede i spillets første træningsmission lykkedes det mig at dø, hvilket må siges at være lidt af en bedrift. Straffen falder efter jeg har forsøgt at gøre noget en smule anderledes end hvad udviklerne sikkert havde forestillet sig, og den slags toleres ikke. Man lærer altså hurtigt at her er tale om et hyper-linært spil hvor enhver form for selvstændig tankegang er strafbart.

Det hele virker en smule surrealistisk, for mens jeg bander over den forældede tilgang, kigger jeg på den flotteste grafik jeg endnu har set på Xbox 360, med potentiel undtagelse af Forza Horizon. Medal of Honor: Warfighter ser afsindigt godt ud, og det er tydeligt at Danger Close har forstået at udnytte den svensk-udviklede Frostbite 2 grafikmotor. Lyseffekterne og dynamikken gør havnen i træningsmissionerne levende og alt raser, brager og eksploderer som forventet.

Man forventes hele tiden at følge en meter-bred korridor, der konstant skabes af faldende vragrester indtil man når en helikopter der skal skydes i stumper og stykker, med et heldig placeret raketværn. Man fornemmer hurtigt at Danger Close helt har glemt hvad der gjorde det seneste Medal of Honor så fornøjeligt, i jagten på at lave en kopi af Call of Duty: Modern Warfare 3.
Nogen synes helt af have glemt at Modern Warfare 3 fik kritik for at være gammelt og umoderne da det udkom, og det bliver på ingen måde mere moderne af at man efterligner det, uden at gøre et lige så godt stykke arbejde.

Medal of Honor: Warfighter synes ikke rigtig at vide hvilket ben det skal stå på. Er det et hyper realistisk actionspil med sans for detaljer, eller er det en rutsjebane-oplevelse med masser af overfladisk militær-porno?

Da jeg i foråret mødte Greg Goodrick der arbejder som producent hos Danger Close, var det tydeligt at hans passion var stor. Han ønskede at fortælle om det pres på familielivet, det indebar at have et job hvor livet konstant sættes på spil. Han ville vise hvad disse soldater måtte gå igennem for at holde verden fri for terrorister, og fortalte at flere supersoldater havde været involveret under udviklingen af spillet.

Man fornemmer godt ambitionerne i det færdige spil. At hovedpersonen er i et forhold, der er ved at bryde sammen, og konstant må vælge mellem at tilbringe tid med sin datter eller hjælpe med at holde verden fri for terrorister er et modigt og friskt udgangspunkt for et spil af denne type.

At flere af opgaverne er baseret på virkelige aktioner, giver også et ekstra skud realisme. Ligeledes er detaljerne imponerende når det gælder dine våben og deres tilbehør, samt den måde hvorpå spillet effektivt kommunikerer, at du tager kritisk skade. Det hele ødelægges dog når spillet opfordrer mig til at løbe mod fjenderne med fingeren på aftrækkeren, i stedet for at tage en mere realistisk, taktisk tilgang.

Yderligere hjælper det heller ikke på oplevelsen at alle genrens obligatoriske indslag efterlignes til punkt og prikke. Her findes missioner hvor man skal bemande en maskinkanon om bord på et køretøj, missionen hvor man i mørke skal gøre brug af et par særlige briller til at dræbe fjenderne i smug, og banen hvor man skal beskyde fjenderne fra luften. Her findes også banen hvor en soldaterkammerat markerer mål og udsletter dem med en snigskytte-riffel, og generelt er det sparsomt med originaliteten.

Medal of Honor: Warfighter løfter sig sjældent over det middelmådige, og først hen mod slutningen formår historien og gameplayet tilsammen at byde på en fin overraskelse, samt lidt nytænkning. Det er bare ikke nok til et spil af denne kaliber. At spillet samtidigt virker ufærdigt, gør det svært at finde de store karakterer frem.

Under mine to gennemspilninger er jeg således flere gange blevet skubbet ud foran fjendernes skud, af mine egne soldaterkammerater, fordi deres scripting ikke tager hensyn til detaljer, som at jeg står i vejen. Dette gøres ikke bedre af at spillet sjældent gemmer din færd, hvilket betyder at man bliver tvunget til at gentage store dele af banerne igen og igen, der oven i købet tager lang tid at indlæse.

Desuden er oplevelsen fuld af usynlige vægge som forsikrer mig om at jeg ikke skal forsøge at overraske fjenderne eller spille smart. Man tvinges til at forcere sig igennem banerne, præcis som udvikleren har tiltænkt det. Mere komisk bliver det af at fjenderne kun har mig i sigtet. Tre af mine kammerater kan således stå foran en fjende, uden at nogen af dem rører på sig. Disse superkrigere, der øjensynligt ikke har en eneste tanke i hovedet, ser således til mens fjenden beskyder mig, selvom jeg befinder mig et godt gemt sted, hvor de ikke har nogen jordisk chance for at se mig.

Denne type af fejl er blandt de værste jeg kender til i genren, og hiver mig med det samme ud af enhver form for illusion. Fjenden kan plaffe mig ned på 200 meters afstand i komplet mørke, når kun en lille sprække er åben mellem ham og mig. Forsøger jeg at skyde tilbage bliver jeg mødt af den næste skuffelse, for spillets hitboxe er elendige. Det der skulle have været fuldtræffere rammer nogen gange slet ikke, og nogen gange må man helt give op, da det simpelthen ikke lader sig gøre at ramme enkelte fjender.

Og sådan bliver det ved. Medal of Honor: Warfighter er ganske simpelt ikke færdigudviklet, hvilket er ærgerligt da det faktisk rummer potentiale. Tag bare det obligatoriske breach-system, som er en fast del af genren men her har fået en ny funktion. Således kan man vælge hvordan man skal bryde døren, inden fjenderne forsøges besejret i slowmotion. I begyndelsen kan du kun sparke døren ind, men når man får adgang til økser, brækjern, shotguns og mere, bliver mulighederne også flere.

Det gør bare ikke den store forskel, for effekten er den samme uanset om man sparker eller skyder døren ind. Faktisk er standardmetoden med sparket både hurtigere og mere effektivt, så hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Det virker som om Danger Close havde store planer som de ganske simpelt ikke nåede at implementere.

Singleplayeren i det nyeste Medal of Honor er derfor svær at godkende. Den er kun seks timer lang, upoleret og fuld af fejl, hvilket gør det svært at se hvorfor man skulle vælge det frem for konkurrenterne.

For at redde pakken ville det altså kræve en helt utrolig multiplayer, men selvom den klarer sig bedre, er her stadig for mange fejl. Et af problemerne er den nærmest ubegribelig uoverskuelige måde hvorpå menuerne smelter sammen. Alt tager lang tid, intet klares uden problemer og det er lige før jeg taber lysten til at spille videre.

Medal of Honor: Warfighter er ikke decideret dårlig i multiplayer, det er bare heller ikke godt. Her er intet som ville kunne lokke nogen til at vælge det frem for Battlefield 3 eller Call of Duty, og ingenting som lokker mig til at jagte de mange ekstras som man løbende låser op for. Derfor hjælper det heller ikke det store, at muligheden for selv at skræddersy sine våben er genre-ledende.

Netkoden er yderligere en langsommelig affære, banerne er alt for små og de mange våben virker ubalancerede. Det eneste der virkelig lokker mig er den nye Fire Team-co-op-mulighed. Her tvinges man til at spille sammen, til at redde hinanden for at få point nok til at man igen kan blive genoplivet og så videre. Holdet er aldrig stærkere end sit dårligste led, og derfor gælder det hele tiden om at holde øje med hinanden.

Fire Team er dog på trods af sine kvaliteter, ikke nok til at holde mig fanget og ikke nok til at jeg ville blive ved med at vende tilbage til Warfighter. I stedet er dog kun lige nok til at hive oplevelsen op på et godkendt stadie.

Det nyeste Medal of Honor bliver aldrig direkte dårligt, men heller aldrig særlig godt, og holder sig i stedet blot til at være moderat kedelig. Pludselig forstår jeg hvorfor Danger Close brugte hele sommeren på at trække kontroversielle overskrifter, ved blandt andet at lave et samarbejde med en rigtig våbenproducent - de havde brug for opmærksomheden, for Medal of Honor: Warfighter er ganske simpelt for dårlig til at stå på egne ben.