Forza Horizon

Det er umuligt for mig at opgøre hvor mange omgange jeg har kørt på Suzuka, Silverstone og Spa, hvor mange gange jeg har forsøgt at ramme hver en curb og hvor mange gange jeg har sat bilen i muren. I den digitale verden har det altid handlet om den hurtigste omgang, om at være blot en hundreddel af et sekund foran bilen bag ved mig, og sjældent om den køreglæde jeg nyder i den virkelige verden.

Der er et eller andet ubeskriveligt fantastisk ved at sætte sig ind i en bil med en fuld tank, og vide at man kan køre hen hvor man vil. Det smager af frihed, eventyr og udforskning, og det er en vinkel som ikke særligt mange af de digitale oplevelser har turdet udfordre, hvilket dog ikke har forhindret den nye udvikler Playground Games i at give det et forsøg.

Friheden er omfavnende allerede fra starten af Forza Horizon, og Colorado danner baggrund for en verden af udfordringer, som du kan udforske i dit eget tempo. Undskyldningen for det hele er en vakkelvorn historie om den såkaldte Horizon-begivenhed, der bedst kan beskrives som en bil-elskers svar på Ibiza i højsæson. Her er masser af unge mennesker, generisk dubstep og attitude af dens slags man nærmest kan høre råbe "er jeg ikke bare for vild!?" - det er den ikke.

Heldigvis er der dog også masser af biler, og stort set alle typer og aldersgrupper er repræsenteret, hvilket betyder at man kan nyde Colorados veje i alt fra en Shelby Cobra (1965 - Dayton Coupe) til en Pagani Huayra (2012 - det måske grimmeste navn til en bil nogensinde).

Fremgangsmåden er som man kunne forvente, og det begynder-armbånd som jeg får fra starten, tillader mig kun at deltage i den slags løb, hvor bilerne på det nærmeste har fået udskiftet benzin-motorerne med et par pedaler. Det går langsomt og føles som en unødvendig kedelig måde at sætte det hele i gang på, hvilket dog til dels opvejes ved muligheden for allerede fra starten selv at kunne vælge mellem de forskellige løb og udfordringer.

Heldigvis avancerer man hurtigt gennem rækkerne, og belønningerne for at vinde er mange. Credits er spillets valuta, der naturligvis kan bruges til at købe nye biler til garagen, samt at udsmykke og tune dem til ukendelighed. I andre løb er det bilerne selv, der står på højkant, men mest brugbare er de point som gradvist låser op for mere kulørte armbånd, og dermed mere udfordrende løb.

Hvert nyt armbånd ledsages også af dets egen unikke personlighed, der hurtig skal vise sig at være et element der enten skulle være arbejdet mere på, eller helt skulle være skåret ud af spillet. Med farverige navne som Duke Macguire, Marko Baran, Zaki Malik, Darius Flynt og Ali Howard repræsenterer de hver deres egne udfordringer, men samtidigt også deres egne tåkrummende stereotyper. De er alle en uundgåelig del af spillet, hvilket gør det desto mere pinefuldt når du skal høre på afskyeligheder som "don't be blue when I beat you yo, its something you get used to...".

Løbene er heldigvis en varieret bunke herligheder, hvor udvikleren har udnyttet spillets knapt så stringente tone. Fra start står den mest på de typiske løb med et bestemt antal omgange, samt den slags løb hvor der skal køres fra et punkt til et andet. Herfra åbnes der dog op for kreativiteten. Eksempelvis bydes der på løb hvor du konkurrerer mod et fly, løb hvor banerne er offentlige veje med trafik, og løb hvor du selv bedes finde den hurtigste rute.

Variationen findes dog ikke kun i udformningen af løbene, men også i det underlag de foregår på. Forza Horizon er ikke gået den fulde distance og implementeret en komplet rally-afdeling, men indeholder alligevel grusveje, der stiller helt andre krav til dine køreegenskaber end den normale asfalt. Derfor er det også rigtig lækkert at opleve hvordan de senere baner i stigende grad begynder at blande de to underlag i en og samme udfordring. Den slags stiller langt større krav til dit valg af bil, opsætning heraf og naturligvis dine egne evner bag rattet.

Næsten lige så stor en nyhed er natteløbene. Fordi dagsrytmen denne gang er dynamisk, vil man opleve hvordan lyset skifter fra tidlig morgensol til nattens omklamrende mørke, og disse forskelligheder udnyttes også i de mange forskellige løb. Det er en udfordring at forsøge at styre de 500 hestekræfter, der konstant prøver at undslippe deres fængsel under motorhjelmen på en Ford GT i dagslys, men det er en helt anden slags udfordring at holde styr på dem mens det kun er lyset fra dine lygter der viser vejen frem.

Colorados normale trafik giver naturligvis også en ekstra dimension til det at drøne af sted på de mange veje, men denne er dog slet ikke så tæt som man ellers kunne have ønsket sig. Faktisk vil man langt mere hyppigt støde på andre Horizon-deltagere, som kan udfordres til improviserede løb, end normale hverdags-trafikanter, hvilket virker som en lidt unaturlig fordeling.

Desværre er det også i løbene at spillet begynder at vise sine fejl og forglemmelser. Hvis du ikke allerede sidder i en bil der passer til det valgte løb, vil spillet således automatisk byde på et underligt lille udvalg af passende biler som kan købes på stedet. Når bilen er købt, smides man direkte ind i løbet uden nogen chance for at tune den, hvilket ofte resulterer i at man mangler de fornødne opgraderinger der gør, at man kan følge med feltet. Særlig underligt bliver det dog hvis man allerede har valgt en bil der passer til løbet, for i sådanne tilfælde foreslår spillet selv en automatisk tuning af den, inden løbet sættes i gang.

Resultatet af denne underlige forglemmelse er, man ofte tvinges til at tage tilbage til midtpunktet af Horizon-festivallen hvor biler kan købes og tunes, inden man altså kan komme i gang med løbet. Dette forværres ved at spillets fast-travel-system fra starten koster kassen at bruge (dog ikke til selve Horizon-midtpunktet) hvilket tvinger dig til at køre den lange vej ud til det givne løb igen, hvis du forsøger gemme på kontanterne.

Heldigvis er næsten alt som det skal være, når først man sidder bag rattet i den valgte bil. Fysikken er tydeligt lånt fra seriens tidligere kapitler, og selvom stemningen her er langt mere løssluppen, føler man sig på alle tidspunkter i kontrol. Der er en lille tendens til at bilerne understyrer og virker tungere end hvad havde været nødvendigt, men dette løses til dels ved at finde de rigtige biler og tune dem til ens eget temperament.

Den grafiske indpakning er også lige så flot som man kunne have forventet i selve spillet, og ligesom det gjorde sig gældende i Forza Motorsport 4, er det tvivlsomt hvorvidt der efterhånden kan presses mere ud af hardwaren. Colorados efterårs-omgivelser, bjerge og rullende strækninger gør sig dog godt til et spil af denne type. Desværre kan det samme ikke helt siges om interfacet.

Man behøver ikke at bruge særlig mange minutter med Forza Horizon, før det står helt klart at store dele af Playground Games udgøres af tidligere medlemmer af Codemasters. Alt lige fra valget af skrifttyper, til farvevalg og konfettien, der markerer slutningen på hvert løb, er som tyvstjålet fra Dirt-seriens nyste afsnit, uden at det på noget tidspunkt ser lige så godt ud. Faktisk er det svært ikke at se det hele som et billigt plagiat, og det havde glædet mig hvis udvikleren i stedet havde forsøgt sig med noget mere originalt.

Forza Motorsport-serien har indtil videre repræsenteret det bedste genren har at byde på, hvis du spørger mig. Dette kan Forza Horizon ikke helt leve op til grundet nogle helt igennem stupide fejl, samt enkelte elementer, der godt kunne have brugt lidt mere udviklingstid. Spillet er simpelthen ikke god nok til at forme oplevelsen omkring dig og den bil du gerne vil køre i, hvilket paradoksalt nok ellers var et af de elementer, som Forza Motorsport 4 nærmest gjorde perfekt.

Alligevel er Forza Horizon et friskt bud på genren, der ikke kun overbeviser med en høj kvalitet i næsten alle facetter, samt en enorm mængde indhold, men ganske simpelt også byder på den slags køreglæde som alt for få spil af denne type husker at inkludere. Jeg er overbevist om at Colorado i sig selv er et hyggeligt sted at besøge, men fra førersædet af min cruisende Ford Mustang Boss 429 og med solnedgangen der langsomt daler ned over bjergene i baggrunden, er det et sted jeg ikke ser mig selv forlade lige foreløbigt.

Multiplayeren var ikke tilgængelig i vores anmelder-version af spillet, og vi vil derfor tilføje denne del til anmeldelsen på et senere tidspunkt.