Xcom: Enemy Unknown

Jeg har et utal af virtuelle liv på samvittigheden. Jeg har hugget, stukket og skudt hundrede af tusinder, og atombombet millioner. Jeg har udryddet hele civilisationer med enkelte knaptryk. Men det er ikke kun mine fjender, der har måttet lide døden. Jeg har sendt utallige tropper, kampvogne og deslige på selvmordsmissioner, og det har ikke rørt mig, når de gik deres skæbne i møde. Der er altid flere space marines, hvor de kom fra. Mange kammerater er faldet ved min side, men det tager man med. Man accepterer det. Sådan er spillet.

Men sådan er det ikke i Xcom: Enemy Unknown. Jeg føler en tilknytning til mine tropper, som jeg ikke har oplevet andre steder. Det er en katastrofe, når en af dem dør. Og intet er værre end følelsen af panik, når det går op for mig, at jeg har rykket en af mine mænd for aggressivt frem, og at han formodentlig vil være død inden næste tur er omme.

Mister jeg et party-medlem i et rollespil, kan jeg leve med det - det er som regel en del af historien, og selvom jeg måske kunne have reddet hende ved at træffe andre valg, føler jeg ikke rigtig, at det er mit ansvar. En forfatter fandt på det forinden.

I Xcom er ansvaret derimod altid mit, og mit alene. Her er ingen scriptede sekvenser, ingen dødsfald dikteret af historien. Hvis en af mine mænd dør, er det kun fordi jeg har fejlet som kommandør. Det er spillets måske vigtigste bedrift, at jeg føler mig så tæt knyttet til mine folk, at jeg bliver både rasende og frustreret, når mine egne fuck-ups koster dem livet. Det er derfra, al magien udspringer.

Præmissen i Xcom er simpel: jorden er under angreb fra rummet, og som kommandør for den lille, tværnationale styrke Xcom er det din opgave at stoppe dem. Det sker gennem en række missioner rundt omkring på kloden, hvor du med et lille hold soldater skal nedkæmpe de invaderende rumvæsener. Kadavere og fremmed teknologi slæbes med tilbage til basen, så dine forskere kan dissekere og analysere, og forhåbentlig bruge deres opdagelser til at forbedre dit arsenal.

I starten virker det som en uoverkommelig opgave. Du er underbemandet og underfinansieret, og fjenden er både flere end dig og har overlegne våben. Tilmed har de en fæl vane med at angribe flere steder ad gangen, og du kan i sagens natur kun svare igen ét af dem. Altså må man prioritere alt efter risiko, potentiel belønning, og hvor tæt de angrebne lande er på at bryde ud i fuld panik. Bliver panikken for udbredt i et givent land, trækker de sig fra Xcom-projektet, og tager deres penge med sig.

Hjemme i basen foregår al konstruktion og forskning i realtid (der heldigvis kan accelereres vildt), men når først dine soldater er ude i felten, sker alting efter et turbaseret system. Spillet er bygget op omkring et move-action-system, hvilket betyder at dine soldater hver tur kan rykke én gang og udføre en eller anden handling (skyde, kaste en granat, benytte et item eller en evne), eller rykke to gange. Det er essentielt at holde sine tropper i dækning, og man skal hele tiden være opmærksom på sine flanker. En soldat i det fri er en død soldat.

Det er den turbaserede mekanik, der er kimen til Xcoms succes. Fordi dine soldaters syn har begrænset rækkevidde, bekymrer man sig altid for hvad der lurer ude i mørket, og fordi man ikke kan stille noget op, så længe det er modstanderens tur, er man hele tiden tvunget til at tænke et par træk fremad.
Derfor er situationen altid spændt, når man er i marken. Der er sjældent nogen lette missioner i Xcom. Kombineret med hvor værdifulde ens folk er, føler man altid en reel fornemmelse af nervøsitet og fare, når man er på mission.

For ens soldater ER nemlig uvurderlige. De stiger i level, efterhånden som de gennemfører missioner, og med hvert level kommer nye og brugbare evner. Det betyder, at en soldat, der har været med på ti missioner og dræbt 14 fjender har langt større værdi end en grøn kadet, der er uden for barakken for første gang. Og derfor er det som sagt en katastrofe, når man mister sine bedste folk. Især når det kunne være undgået.

Alligevel skal man forberede sig på dødsfald, for Xcom lægger ikke fingre imellem når det kommer til udfordring. Du kommer til at miste folk. Skruer du sværhedsgraden op, kan du også godt regne med at måtte tage flugten til tider og opgive en mission, at miste støtte fra medlemslande og - ja - tabe spillet.

Det er en del af charmen. Xcom kan være (og nydes bedst når det er) benhårdt. Man kan i starten af sit spil tilvælge den såkaldte "Iron Man"-funktion, så man har ét savegame, som spillet automatisk opdaterer konstant. Altså er der ikke noget med at reloade og tage en mission om, hvis den gik ad helvede til. Død er permanent. Det er den bedste måde at spille på.

Er du spritny i genren, eller har du aldrig spillet nogle af de ikoniske forgængere (Xcom: Enemy Unknown er et remake/genfortolkning af UFO: Enemy Unknown fra 1994), skal du dog ikke lade dig skræmme. De forskellige sværhedsgrader er godt tunede, så nybegyndere også kan være med, og der er en udførlig tutorial til at sætte spilleren ind i reglerne (og den kan heldigvis også slås fra, hvis man ikke behøver den).

Og når man først er blevet bidt, er Xcom svært at lægge fra sig. Der er altid lige et forskningsprojekt at gøre færdig, og fristelsen for lige at scanne efter lidt mere UFO-aktivitet er altid stor. Dertil kommer at missionerne oftest kan klares på under 20 minutter, så hurtigt-fix-faktoren er ret høje. Jeg tager lige én mission mere.

Variationen i selve missionerne er også med til at fænge. Det handler altid om at dræbe rumvæsener, men nogle gange kun som sekundært mål. Til tider skal man eskortere en VIP i sikkerhed, demontere bomber, eller stoppe terrorangreb fra rumvæsenerne, inden de får dræbt for mange civile. Nedskudte UFO'er skal ryddes, og fjender fanges i live så de kan afhøres. Der bliver løbende hældt på med nye fjendetyper, og selvom banerne ikke er tilfældigt genererede, er her væsentligt flere end man kan nå at se på en enkelt gennemspilning.

Styring foregår enten med keyboard og mus eller Xbox 360-controller. Begge dele føles naturligt, og førstnævnte bærer ikke bræg af at være en hurtig og beskidt konvertering af styringen fra konsolversionerne. Hvad man foretrækker er mest et spørgsmål om smag og behag - dog kan der med musen være lidt besvær med at få spillet til at fatte, hvilket felt på banen man gerne vil trykke på, hvis det er nær en afsats eller en ændring i terrænhøjden. Det kan som regel omgås ved at dreje kameraet, men jeg opdaget at jeg sendte en soldat et helt andet sted hen end jeg troede.

Firaxis har også fundet plads til multiplayer. Her spiller man én mod én med et hold af op til seks soldater og rumvæsener, som man sammensætter ud fra et pointbudget, der bestemmes inden kampen går i gang. Således må man prioritere hvor mange og hvilken type tropper, man vil have med, og hvad de skal have af evner og udstyr. Det betyder, at man er på lige fod, uanset hvor langt man måtte være i kampagnen, hvilket selvfølgelig er en god ting. Til gengæld foregår turene på tid, enten 45, 90 eller 120 sekunder, og selvom sidstnævnte måske lyder af meget, så er det ikke rigtig tid nok til at sondere terrænet og tænke for længe over sine træk. Altså forudsætter succes i multiplayer næsten, at man kender banen i forvejen og er bekendte med mekanikkerne. Man kan også fjerne tidsgrænsen helt, men vil nok sætte de flestes tålmodighed på prøve, medmindre man spiller med folk man kender.

Multiplayer er fuldt integreret med Steam, hvilket vil sige at venneliste og matchmaking bliver nuppet herfra, og det fungerer upåklageligt. Multiplayer i Xcom er en fin lille afledning, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at kødet findes i singleplayer. En co-op-mulighed kunne være fedt - forhåbentlig kommer det i form af DLC på et tidspunkt.

Grafik og lyd er fine uden at være skelsættende. Selvom det næppe vil tage nogle grafiske priser, er slagmarken let at afkode, og det er også det vigtigste. Musikken er komponeret af Michael McCann, der gav os kuldegysninger i Deus Ex: Human Revolution, og han fortsætter de gode toner her. Især musikken, når der er fjender i sigte, sætter stemningen på effektiv vis.

Xcom: Enemy Unknown er en rendyrket succes. Hvis man virkelig, virkelig er inkarneret puristisk fan af originalen, vil man måske brokke sig over at nogle af mekanikkerne er blevet gjort simplere, men for os andre er det svært at sætte finger på nogen klare mangler. Da jeg satte mig ned for lige hurtigt at teste styringen med controller, endte der med at gå tre timer, inden jeg fik kigget på uret. Altså kan du godt regne med, at spillet kommer til at gøre indhug i din nattesøvn.

Dybden er fornemt tilstede, genspilningsværdien er enorm, og stemningen er så tyk, at man næsten kan skære i den. Har du bare den mindste hang til strategi, er dette her et spil, du bør kaste dig frådende over. Firaxis har på forbilledlig vis taget en klassiker og opdateret den til moderne tider, uden at gå på kompromis med essensen. Xcom: Enemy Unknown er en værdig arvtager, der til fulde lever op til vores forventninger.