Dead or Alive 5

Bryster. Det er ordet, der kan bruges til at give en hurtig beskrivelse af Dead or Alive 5. Team Ninja har allerede berettet om hvordan de har brugt adskillige timer og ressourcer på at udforske bryst-fysik. Den slags har jeg ganske vist svært ved at se noget forkert i, men det er en smule bekymrende at der fra udviklerens side er blevet snakket mere om de kvindelige former end selve spilmekanikken. Det er dog knapt så overraskende efter lidt tid med spillet, for man indser hurtigt at noget ikke er som det skal være.

Dead or Alive-serien har for mig altid stået som en taktisk omgang slagsmål, hvor combos og juggles har haft større værdi end i lignende spil, grundet det store fokus på kontraangreb. At hamre løs på knapperne er i denne serie altid blevet straffet med en hurtigt udtømning af livsenergien.

Det intuitive spilsystem og den høje hastighed har gjort Dead or Alive-serien til en favorit for mange af de, der normalt ikke rører genren, og gerne bare vil spille med vennerne.

Denne mentalitet har Dead or Alive i længere tid delt med Soul Calibur-serien, hviket har gjort at ingen af dem er blevet taget videre seriøst af genrens mere dedikerede fans. Det kan dog diskuteres om den holdning ikke er en smule snobbet, for Dead or Alive har altid indeholdt stor kompleksitet og faktisk været en af mine favoritter.

Alt det synes dog at være glemt i Dead or Alive 5, og udvikleren har i stedet satset kræfterne på et spil, der føles mindre præcist end forgængerne. Det er svært at finde den samme balance i kampene, og det hele føles hakkende og mangelfuldt sammensat. Eksempelvis er der alt for mange af animationerne som ikke kan afbrydes for at kaste modstanderen, hvilket var noget jeg sidst oplevede i genren for knapt 10 år siden.

Det virker også underligt at man har valgt at indskrænke mulighederne for at bevæge sig rundt om modstanderen, men særligt irriterende er det at Team Ninja er så ivrige efter at vise deres nye baner i flere planer, at man på det nærmest bliver suget mod de steder, der aktiverer den næste del. Jeg har derfor også stadig svært ved at vænne mig til, at der nu findes dedikerede angreb til at sende modstanderen ud over skrænten af en bane.

Jeg er ikke i tvivl om at Team Ninja har brugt lang tid på at diskutere hvordan banerne skulle være en større del af kampene, men det eneste den beslutning har medført er, at fokusset nu mangler hvor det er vigtigst - i selve kampene. Hvorfor man har valgt at nedprioritere gameplayet i forhold til lidt grafiske ekstras, har jeg svært ved at forstå.

Der er grund til ikke at være alt for negativ. Dead or Alive-serien hører som sagt til mellem mine favoritter, og det er derfor jeg er en smule forvirret over at spilmekanikken er blevet dårligere end sidst, frem for bedre. Når det er sagt, er seriens fundament dog stadig enormt solidt, og jeg er helt vild med udvalget af figurer.

Man kan ikke komme uden om, at det stadig er sejt at kunne gøre brug af Izuna Drop med Hayabusa, og samtidig har Ayane, Kasumi og resten af slænget aldrig set bedre ud. Det nye Team Ninja har arbejdet hårdt på selve figurerne, som nok faktisk ser bedre ud end i noget andet kampspil, takket være levende ansigter og virkelig detaljerede beklædningsgenstande. Den nye figur Mila, som er MMA-atlet, føles for øvrigt ganske naturlig og tidsaktuel i spillet.

Som gammel Sega-fanatiker er det naturligvis også svært ikke at klappe af gæsteoptrædener fra Sarah Bryant og Akira Yuki fra Virtua Fighter-serien. Dead or Alives skaber, Tomonobyu Itagaki, har tidligere fortalt hvordan hans serie er skabt på baggrund af Segas klassiker, og derfor er det heller ikke overraskende at de to bonusfigurer passer ind, som var de lavet til spillet. Fordi styringen ikke helt er som i Virtua Fighter V, har Team Ninja ganske vidst måtte rette dem lidt til, men du vil ganske uproblematisk kunne gå i gang med at mestre dem på lige fod med alle andre figurer i spillet.

Alt er dog ikke en fryd, når det gælder det grafiske. De afsindigt detaljerede figurer har betydet, at Team Ninja må ofre andetsteds, og derfor benytter spillet sig ikke af muligheden for at glatte kanterne ud (anti-aliasing). Spillet er derfor uskarpt på en måde der næsten minder om Virtua Fighter 4 som det så ud på PlayStation 2. Baggrundene er sparsomme, kantede og udsmykket med simple teksturer. Derfor hjælper det heller ikke det helt store, at lyseffekterne faktisk er rigtig flotte.

Dead or Alive 5 virker på en eller anden måde ikke helt komplet. Det mærkes tydeligt, at en stor del af Team Ninja består af nye mennesker, som simpelthen ikke har erfaring med at lave overdådige kampspil. Derfor er der blevet fokuseret på på det ydre og en masse ekstras, hvilket intet tilfører spilbarheden, og faktisk nærmere forstyrrer den.

Efter at have brugt måneder på at spille Tekken Tag Tournament 2 er det ganske tydeligt, hvor forældet Dead or Alive 5 virker, og det kommer endda fra en stor fan af serien. Det er stadig et godt spil, men seriens femte kapitel indeholder ikke noget der gør det bedre end Dead or Alive 4 fra 2006, på nær lige bryst-fysik og grafik. Uanset hvor sejt du synes den slags er, er det ikke noget der gør det her et køb værd.