Borderlands 2

For et spil med så store forventninger på sine skuldre, virker det hele en smule for sikkert den første times tid i Borderlands 2. Den muntre robot Clap-Trap, der faktisk slet ikke er så munter, men blot ikke er blevet programmeret til at udtrykke andet en glæde, tager godt i mod dig, og herfra er det så ellers som at træde lige ind i en udvidelse til det første spil.

En smule skuffet traver jeg således gennem snelandskaber med en sølle pistol, ingen særprægede evner, og missioner udstedt af den løjerlige Sir Hammerlock - en vilddyrs-ekspert der synes taget direkte fra den afrikanske savanne. Jeg er udmærket klar over at dette er efterfølgerens måde at byde nye soldater velkommen, men det er sløvt og faktisk en smule kedeligt.

Men hvad den første times spil ikke viser er, at Pandora er et ganske andet sted end sidst, og at startens lidt mere moderate tempo faktisk skal vise sig at være den første indikation af, at udvikleren denne gang har givet spillets historie og pacing lov til at udfolde sig langt mere effektivt.

Sanctuary er hvor alt dette begynder at vise sig. Den western-inspirerede by er fuld af skæve personligheder, faldefærdige automater, lysende skilte i alskens forskellige farver, og et lydspor der nærmest beder dig om at tage det med ro. Både Moxxi, Zed, Marcus, Tannis og adskillige andre af de bedst kendte personligheder fra forgængeren har fundet vej til denne lille flække, og det er deres mange opgaver, der sparker tempoet og spilleglæden op i et højere gear.

Der var mange historier om hvor travlt Gearbox havde haft med at færddigøre det første spil, og et af de steder, det kunne mærkes, var i missionerne, der ofte ikke bestod af meget andet end at skyde fjender og indsamle objekter. Missionsmålene er denne gang blevet flere, men det er i langt højere grad historierne, som forklarer og løbende udvider missionerne, der har fået meget mere kærlighed fra udviklerne.

En mission starter således som en afsporing af et godstog, men blander pludseligt konstruktion af hjemmelavede bomber, en forskruet lille piges hævntogt og et plot-twist ind i baduljen. Andetsteds sendes man på en infiltrationsmission, hvor man skal udgive sig for at være et pizzabud, inden man får adgang til de kloakker, der huser fire mystiske fjender, som hver har et skildpaddeskjold på ryggen - cowabunga!

Uanset om du målrettet vælger at følge de missioner, der fortæller selve hovedhistorien, eller i stedet bruger tiden på de mange sidemissioner, er kvaliteten så utroligt meget højere, at det bliver svært nogensinde at finde underholdning i det første spil igen.

Det samme kvalitetsspring gør sig gældende i udformningen af de spilbare figurer. I det første spil virkede det på alle tidspunkter som om de fire figurer hver var designet til et solo-spil. Naturligvis kunne de hjælpe hinanden i holdspil, men synergierne var sjældent effektive nok til at man ikke ville kunne klare sig lige så godt alene.

I Borderlands 2 er det derimod tydeligt, at man har afluret MMO-genren endnu mere nøje, og Maya kan således "crowd-controlle", Salvador "tanke", Zero være snigmorder og gøre enorm skade på en fjende, mens Axton er altmuligmand. "Kan" er dog nøgleordet her, for forskellen mellem de tre forskellige evnetræer som definerer hver af de fire karakterer, er denne gang langt større end sidst.

Axton kan for eksempel satse kræfterne på selv at give massiv skade, eller i stedet "slagge" fjenderne, således at de er mere modtagelige over skade. Maya kan fungere som holdets healer, eller forårsage enorm skade til flere fjender på en gang. Salvador kan på det nærmeste forvandle sig til en skadestornado med et våben i hver hånd, forhøjet skudhastighed og mulighed for at sende overskydende skade videre til den næste fjende. Zero er mindst lige så snedig, og kan i stedet for at fokusere på skade med sit sværd, bruge kræfterne på sine evner med en snigskytteriffel, hvilket blandt andet giver ham adgang til en evne, der kan "stackes" op til 999 gange, hvorefter ethvert skud vil give gigantisk skade. At "respecce" sin figur er for øvrigt billigt, så man kan eksperimentere lige så meget man har lyst.

Pandora selv har også gennemgået en massiv transformation, selv om man skal bruge et par timer på eventyret, før det begynder at vise sig for alvor. Væk er de typisk brune og grå områder, som her er blevet erstattet med Opportunitys stål og glas-futurisme, Caustic Caverns syregrønne huler og Highlands græsgrønne, rullende bakker og blå himmel. Kedelige snelandskaber og ørkener slipper man ikke helt for, men variationen er milevidt bedre end sidst.

Våbnene er ligeledes et langt mere varieret kuld denne gang, både i udformning og effekt. Hver fabrikant har sine særpræg, der gør dem nemt indentificerbare, samtidigt at deres effekt ikke blot er varianter af et maskingevær. I stedet kan man nu samle haglgeværer op,der skyder rullende giftkugler, pistoler der skiftevis skyder med slag og skade, samt granater der både suger fjenderne til sig, samt klistrer sig til dem. Bedst er dog at spillet mere effektivt end tidligere får spilleren til at glæde sig over at have fundet et unikt stykke udstyr.

Endnu bedre er dog fjendeudbudet, der ikke kun er langt større i fysisk størrelse og variation, men også kræver langt flere forskellige tilgange at overvinde. Loader-robotterne besejres mest effektivt ved at skyde dem i stykker del for del, mens de såkaldte Rats kan lokkes frem ved at lade loot ligge på jorden, som de sidenhen vil forsøge at sjæle. Andre fjender springer sig selv i luften, men sjovest er de som kan vendes mod hinanden, hvorefter man fra distance kan gøre det af med de der måtte være tilbage.

Borderlands 2 er dog ikke kun et spørgsmål om "mere og større", for udover et langt mere alsidigt karakterudvalg, er der også blevet arbejdet med at gøre rollespilselementerne dybere. Dette sker primært gennem de såkaldte Badass Points, der er en slags udvidelse af "achievement"-systemet, der konstant belønner dig for at opnå alskens forskellige delmål. I stedet for lidt ekstra til den valgte figur, belønnes fuldførte delmål her med Badass Points, der giver permanente opgraderinger til din spilleprofil, og altså kan give en ordentlig bonus når du vælger at begynde en ny figur.

Det er et afsindigt snedigt system, der kan tage lidt af smerten ud af at skulle begynde spillet helt forfra med en ny figur, men som samtidigt kan slås fra, hvis du synes det smager lidt af snyd. Samtidigt er det også sjovt at hver figur indsamler Badass Points til den samme profil, og altså kan bruges på kryds og tværs.

Yderligere dybde fås i form af skjolde, der denne gang kan gavne hele holdet, samt Class Mods, der også var en del af det første spil, men her er lavet sådan at de kan overskride de ellers låste begrænsninger på enhver evne. Har du eksempelvis allerede makset en evne fem niveauer ud med evnepoints, vil et Class Mod stadig kunne tilføje ekstra niveauer til denne, hvilket gør at jagten på sjældne Class Mods pludselig er meget mere interessant.

Det er tydeligt, at der denne gang har været meget mere tid til at overveje stort set alle aspekter af spillet, men alligevel er der stadig et par små ridser i lakken hist og her. På PC-versionen er der eksempelvis stadig lidt tekstur-indlæsningsproblemer engang i mellem. Det er også tydeligt at se, at spillets virtuelle rammer først og fremmest er designet til aldrende konsol-hardware, selvom det er flottere og mere detaljeret end det første spil, samtidigt med at udvikleren har gjort hvad de kunne for at smide lidt visuelle ekstras til PC-hardwaren.

Mit største problem med Borderlands 2 er dog, at det virker tamt at skulle starte eventyret helt forfra, hver gang man starter en ny figur. I spil som Diablo III og Torchlight, hvor tempoet er højere, gør det ikke helt så ondt, men at skulle høre Clap-Trap forklare hvordan man bevæger sig rundt, når nu spillet kan se at man har andre karakterer på level 28 og 26 på samme konto, virker bagvendt og dumt. Hvorfor ikke lade spilleren starte en ny figur på lvl5 direkte fra Sanctuary? Det ville med sikkerhed have gjort det hele lidt lettere.

Det er et par timer om at varme op og vise sine mange kvaliteter, men der er ikke nogen tvivl om at Borderlands 2 i stor stil er hvad jeg havde forventet og håbet på fra Gearbox' efterspurgte efterfølger. Det tager lige omtrent alle aspekter fra det første spil og finpudser dem til så poleret en oplevelse, at man får svært ved nogensinde at kigge tilbage. Specielt de mange historier bør fremhæves, og sjældent har jeg oplevet et spil så frit drage fra så mange forskellige emner uden at tabe fokus, samtidigt med at det stadig er et af de spil der har fået mig til at grine mest i nyere tid.

Bedst af alt er dog, at Borderlands 2 stadig råder over alle de kvaliteter der gør, at jeg simpelthen ikke kan ligge det fra mig. Hvilken fjende venter om det næste hjørne, hvad kan jeg gøre med den næste evne og hvilket våben befinder sig mon i kisten, som den gruppe monstre bevogter? En så fjendsk planet som Pandora har sjældent virket så indbydende.