Frogger: Hyper Arcade Edition

Når sommervejret ikke helt arter sig pænt, kan man jo passende støve af. E3's tørke har lagt et modent lag støv på konsollerne, så det er vist efterhånden ikke til at komme udenom. Spiludviklerne har garanteret tænkt det samme, for selv uden rengøringsvanvid bliver der støvet af i gamle spilserier, der får et nyt liv på XBLA og PSN. Sidste år kom det fænomenale Pacman, og i år er det blevet Froggers tur til endnu en gang at krydse de trafiktunge veje.

Vi skal tilbage i tiden til 1981 for at møde Frogger for første gang. Det originale spil udkom på arkademaskinerne, og gameplayet var simpelt. Man styrer en frø fra bunden af skærmen, tilbage over en hovedvej, over en brusende flod, for til sidst at lande til sidst i mål på en åkande. Sådan har opskriften lydt lige siden, og Frogger: Hyper Arcade Edition tilføjer ikke meget nyt.

I sin grundform har Frogger fået flere grafiske overhalinger, så man selv kan vælge hvordan spillet skal tage sig ud. Foruden den klassiske 8-bit grafik og en opdateret version, er der temaer fra Dance Dance Revolution, Contra og Castlevania, som Konami-fans kan fryde sig til. Ligeså kan man krydre det hele med en stor håndfuld enslydende plastik-musiknumre med alt fra funky synths til dub step. Det er ikke altid en fryd, hverken for øjnene eller øregangene. Men hvis konceptet lyder fuldstændig ligesom Pacman Championship Edition, så er det fordi, at Frogger har planket faconen uden nogen skam i livet.

Det er som sådan også fint nok, da Pacman CE var et dejligt spil, men desværre har holdet hos Zombie Studios lavet et sælsomt venstrehåndsarbejde, hvor spillet sagtens kan spilles, men hvor overskuddet sjældent kommer til syne. Med otte forskellige modes er der på papiret rigeligt at tage sig til, og halvdelen af disse er tilmed multiplayer modes. Men kvaliteten af gameplayet svinger meget. Hvor Battle Royale er et festbombardement af hektisk sjov, hvor man skal redde en damefrø og samtidig forsøge at slå de andre frøer ihjel, er Paint noget af det mest ligegyldige, der knapt egner sig som tidsfordriv. Hvor Random mode blander alle modes sammen i en stor skør kombi, så er Twin Frog det samme som Classic mode bare med, og hold nu fast, to frøer!

På den måde er det en ujævn samling minispil, der kun glimtvis egner sig til multiplayer og ikke har nok dybde til at blive ved med at spille singleplayer, og hvad er der så egentlig tilbage? Et nostalgisk gensyn, hvor duften af grillbarens friture skal sidde ualmindeligt godt i hukommelsen, for at bringe smilet frem. Jeg har søgt i alle afkroge af spillet og humøret for at finde en grund til at spille videre, men desværre er Frogger tabt i fortidens rigide spildesign, hvor spillets holdbarhed lige præcis passer til den tid, det tager at lave en bakke pomfritter. Gør dig selv en tjeneste, og hop over Froggers genudgivelse.