Retro City Rampage

Mindre end ti minutter inde i Retro City Rampage er jeg på det nærmeste paf. Det dokument jeg har åben på min iPad, og som jeg altid bruger til at skrive noter ned mens jeg spiller, har allerede fået sin første side fyldt med de mange indtryk. Alligevel virker det kun som om jeg har plottet en brøkdel af oplevelsen ned på det digitale papir, og som om jeg går glip af noget hver gang jeg griber tastaturet.

Mine forberedelser har ellers ikke fejlet noget. I årevis har jeg således fulgt Brian Provincianos kærlighedsbarn, der voksede sig fra et ønske om at lave en NES-version af Grand Theft Auto til at blive noget meget større. Jeg har læst om hans drømmeprojekt, der skulle kombinere et åbent sandkasse-spil, lavet med egenskabte 8-bit værktøjer, samt være fyldt med referencer til popkultur og alle hans egne spilfavoritter fra dengang, og alligevel føler jeg mig overvældet.

Inspirationen er ikke til at tage fejl af, og som den simpelt navngivne Player, kastes man direkte ind i en mission hvor man skal hjælpe til med et bankrøveri og tage rattet på flugtbilen, så snart politiet aner uråd. Der skal ikke det store spilkendskab til at se at spilmekanikken er hentet fra de første afsnit i Grand Theft Auto-serien, men oplevelsen fuldendes af at resten af scenen er "lånt" fra The Dark Knight og tilmed viser overskud nok til at have en gæsteoptræden fra Duck Hunt.

Det er en eklektisk sammensætning som man hurtigt kommer til at frygte vil udvikle sig til en simpel gimmick, men det sker bare ikke. I stedet formår Retro City Rampage at holde dampen oppe, ved hele tiden at præsentere nye situationer som specielt vil få alle der er født i 80'erne til at smile.

Det havde været nemt at lade sig begrænse af Grand Theft Auto-inspirationerne, men Provinciano og resten af Vblank Entertainment har på snedig vis valgt at bruge dem som springbræt over i en hulens masse andre genrer. Uden at bekymre sig om hvad resten af spilbranchen dikterer, bliver man således kastet ind i et miks af gamle arkadespil som Root Beer Tapper og Paperboy, for i næste øjeblik at blive sendt på hemmelig snigermission af den tyskerhårede Major Lee Solid.

På trods af at have så meget at vise, tvinger spillet dog aldrig spilleren ind i en fast rytme. Her er stadig tale om et såkaldt sandkasse-spil, hvilket betyder at man kan udforske og gøre som man vil. Gider du eksempelvis ikke at følge hovedmissionen, kan du i stedet stjæle en taxa og tjene lidt penge som taxachauffør, begå indbrud for byens mest lyssky personligheder eller spille på nogle af de mange arkademaskiner som indeholder forsimplede version af kendte indie-spil. Der er altid noget at give sig til og heldigvis også masser af det.

Et af de mest unikke aspekter ved Retro City Rampage vil dog utvivlsomt også være det, der vil virke mest frastødende på nogen. De af os som kan huske at have haft en 8-bit konsol stående på værelset derhjemme, vil nemt kunne sætte pris på den autentiske grafik og lyd, men for andre vil den ganske sikkert blive for meget. Det sparsomme farvebrug og de enorme pixels er ganske vidst brugt på bedst mulig vis, men selv jeg som ellers er helt vild med den slags, blev ganske simpelt nødt til at tage en pause i ny og næ - kombinationen af den høje fart og det simple udtryk blev simpelthen en smule hårdt for øjnene.

At fortælle mere om historien, minispillene og den enorme mængde af referencer i Retro City Rampage, ville være at ødelægge oplevelsen for de forhåbentligt mange som har tænkt sig at give spillet et forsøg. Provincianos drømmeprojekt byder på en unik oplevelse, der godt nok ikke vil være for alle, men til gengæld vil kunne byde på flere smil, grin og "så du det!"-situationer end de fleste andre spil, hvis man har sin viden om spil og populærkultur i orden.

Bemærk: spillet er ude nu på pc, men lanceres i denne måned på andre formater.