Beat the Beat: Rhythm Paradise

Nogle gange er det svært ikke at mistænke Nintendo for at komme fra en anden galakse. Deres tilgang til spiludvikling er tilsyneladende at være komplet ligeglad med hvad resten af branchen dikterer, og i stedet finde inspiration i alt fra hverdagens kedeligste opgaver til almen forståelse for rytme. At de tilmed formår at gøre disse oplevelser yderst underholdende, er samtidigt en kunst som ingen andre endnu har formået at efterligne.

Hvis du ejer en Wii, er der store chancer for at du for længst har fået nok af minispil, men den slags bekymrer Beat the Beat sig ikke om, og disker i stedet op med 50 af slagsen. Minispil er dog måske nok så meget sagt, og i stedet synes beskrivelsen microspil mere passende, når man tager deres opgaver og varighed i betragtning.

Det hele handler om rytme, og har du den ikke i forvejen, kan du godt forvente at spillet vil forsøge at gøre sit groveste for at få den banket ind i kroppen på dig. Faktisk vil du, allerede inden spillet går ordentligt i gang, få vurderet din indre metronom af en træningsmission, som hurtigt skruer op for sværhedsgraden.

De 50 forskellige mikrospil består alle af særdeles underlige situationer, som Nintendo alligevel får til at virke ganske almindelige i det løjerlige univers. Her er robotfabrikken hvor robotterne skal have skruet hovedet fast, golfbanen hvor aberne kaster golfbolde, fribryderen der ikke kan bestemme sig for hvad han skal og mange flere. Hver bane er sin egen lille verden, der mest af alt ser ud som om den er malet og animeret i Paint, men alligevel er fuld af charme og herlig lyd.

Netop lyden er i hver bane langt vigtigere end billedet, fordi det er musikkens rytmer, du skal aflure. Ganske vidst kan du have rimelig held med at vurdere hvornår du skal trykke for at ramme golfkuglen alene ved at kigge på billedet, men resultatet er ofte langt bedre hvis du i stedet klikker i takt med rytmen.

Det lyder ikke nødvendigvis særlig morsomt, men Nintendos leg med reglerne og forventningerne holder det hele friskt. Lige som du eksempelvis tror at du har lært en rytme, tilsættes en pause eller et temposkift i melodien, hvilket gør at du ikke bare kan blive ved med at trykke den samme rytme. Andetsteds tilføjes afledninger på skærmbilledet, som hurtigt stjæler din opmærksomhed, og har du først en gang mistet rytmen, skal den indre rytmebanjo nulstilles, hvilket kan være afsindig svært.

Styringen sidder på alle tidspunkter lige i skabet, hvilket ikke er så underligt, fordi der kun gøres brug af to knapper - ja, to! A og B-knapperne er således de eneste, der i kombination skal bruges til at klare de forskellige opgaver, og selvom det måske næsten får det hele til at lyde for simpelt, fungerer det upåklageligt og bliver sjældent kedelig.

Ligesom Wario Ware-serien, der tydeligvis har fungeret som inspiration for Beat the Beat, ved man aldrig hvad man kan forvente af den næste opgave - hverken når det gælder scenarie, rytme eller måden hvorpå opgaven klares. Ganske vist er der oftest mulighed for en lille introduktion, men den giver stadig ikke en fuldkommen gennemgang af den pågældende opgave, og overraskelser bør man altid regne med.

Desværre er der andre sider af Beat the Beat hvor vanviddet ikke har fået lov til at løbe lige så løbsk som i resten af pakken, og det gælder i særdeleshed den sparsommelige multiplayer. For det første er der kun mulighed for at spille to sammen, og for det andet er det sparsommelige udvalg af baner genbrug fra resten af spillet. Du bør altså ikke købe spillet og forvente timevis af morskab med vennerne.

Et mere fundamentalt problem er dog, at nogen utvivlsomt vil finde det hele lidt for simpelt, og foruden de mange liters charme og generelt gode håndværk, er der da heller ikke meget der adskiller enkelte af Beat the Beats udfordringer fra nogle af de gratis flashspil, der kan findes på nettet. Tager man denne tilgang, vil jeg dog vove en påstand om at man ikke "ser hele billedet".

Den store oplevelse ved Beat the Beat fås netop ved at blive slynget fra bane til bane, lære rytmen i musikken på rekordtid, og så ellers have styr på det hele før man giver sig i kast med de remix-baner, hvor flere udfordringer blandes sammen på en gang. Det er utvivlsomt sådan rytme-eventyret bør nydes, og gør man det, er her en herligt vanvittig oplevelse, der både blander udfordring og simplicitet på en måde som kun Nintendo formår.