Warhammer 40,000: Boltgun

Hvis man spørger en Warhammer 40.000-fan, om han eller hun kunne tænke sig en Doom-inspireret boomer shooter, hvor man spiller som en Space Marine og skyder og saver kættere og dæmoner i små stykker, vil han eller hun sikkert svare et rungende ja.

Okay, her er Warhammer 40.000: Boltgun, som er et svar på opfordringen til et nostalgisk, blodigt skydespil i en dyster, mørk, fjern fremtid. Warhammer 40.000: Boltgun har lige fra sin første fremkomst været et spil, som fans af tabletop-udgaven og universet generelt har ønsket sig, selv om det ikke var et koncept, de havde tænkt på før. På den anden side har det også skabt nogle høje forventninger, både fra fans af den mørke sci-fi-setting og fra dem, der er interesseret i genren.

Som et drømmeprojekt på papiret har Warhammer 40.000: Boltgun en simpel, men potentielt vanskelig opgave i at leve op til de forventninger, der stilles til det. Heldigvis gør Boltgun på mange måder netop det.

Fra det øjeblik du trykker på play og starter en ny kampagne, ved du, at du får en troværdig Warhammer 40.000-oplevelse. Du får en kort, men brugbar baggrundshistorie om, hvorfor du skal tage ned til planeten under dit skib og opsøge en fjende af Imperiet. Den er ikke så gennemsyret af lore, at den uindviede ikke kan blive involveret, men der er fine nik i retning af det bredere univers her og der, så loyale fans ved, at Auroch Digital har gjort deres research. Narrativt set har vi et simpelt set-up her, da vi forfølger en kult af Chaos-tilbedere, der har overtaget en planet og skal udryddes. Der er nogle twists og drejninger for at holde dig interesseret, og i slutningen af hvert kapitel er der en dejlig pixeleret cutscene, der giver dig endnu en dosis af historien, men ellers eksisterer det primært for at give dig en grund til at kaste dig ud i kampene.

At sprænge fjenderne i stykker i Warhammer 40.000: Boltgun, at hugge dem ned med dit trofaste kædesværd eller at sprænge dem til intet andet end en rød tåge med en fragmentgranat er alle utroligt tilfredsstillende handlinger. Kampene er lige så blodige, grusomme og underholdende, som man kunne have håbet på på baggrund af trailerne. Når du slæber dig gennem de røde klipper på planetens overflade eller ned gennem de smalle korridorer i de imperiale faciliteter, finder du masser af menneskelige fjender og dæmoner, der trænger til at få en kugle i hovedet. De fleste vil sprænge som en mast drue, når du slippes løs med din boltgun, så du føler, at du nærmest er ligesom er en omvandrende tank, men blandt de svagere fjender finder du også masser af stærkere fjender spredt rundt omkring.

Boltguns kamp giver dig det bedste fra begge verdener, da du til tider kan give efter for dine magtfantasier og efterlade de pixelerede rester af utallige håndlangere på gulvet. På andre tidspunkter vil du krybe sammen bag en væg, fordi en større dæmon lige har sendt dig til tælling. Spillet er på ingen måde en leg, og på flere punkter fandt jeg mig selv i en situation hvor jeg døde igen og igen til stærkere fjender, som jeg ikke havde planlagt at møde rundt om hjørnet. Det ville have været rart at se lidt mere variation i nogle af de opsætninger af fjender man møder.

Selvfølgelig er det sjovt at skyde og dræbe fjender, men sideløbende føles det utroligt tilfredsstillende i Warhammer 40.000: Boltgun at opleve spillets mobilitet. Du kan sprinte og hoppe utroligt langt, hvilket giver kampene et ekstra niveau af fart, da du kan suse fra dækning til dækning eller bare bevæge dig rundt om projektiler, der er på vej mod dig, for at få et overtag på de større fjender, før du udrydder de småfolk der hober sig op. Der er nogle øjeblikke i de større baner, hvor det kan være let at fare vild, men generelt må jeg rose Auroch Digital for banedesignet i Boltgun, især med hensyn til de åbne rum, der lader dig planlægge din tilgang til den indkommende kamp næsten som i et førstepersons Hotline Miami.

Art direction og grafikken i Warhammer 40.000: Boltgun er fyldt med den nostalgiske pixelering, som man forventer af en boomer shooter. Fra fjenderne til omgivelserne til de to hænder, der tilhører din karakter, som du konstant ser foran dig, er der også en stor detaljegrad i grafikken. Noget man ej må forglemme når man snakker Boltgun, er også lyddesignet, som er en af hovedårsagerne til, at kampene er så dybt tilfredsstillende. Hvert våben (ja, du får meget mere end bare en standard boltgun) lyder præcis som du ønsker det, lige fra den tordnende tunge Bolter til den syngende laser Volkite. Selv de dunkende fodtrin fra din Space Marine understøtter den overordnede fordybelse enormt. Jeg ville ønske, at det samme kunne siges om spillets soundtrack, som fungerer fint som backing track til den ødelæggelse og død, du skaber, men som ikke er så mindeværdig, som den kunne have været. Der er ikke nogen buldrende, dunkende numre, der virkelig sender dig ud i en skydevanvid, i hvert fald ikke efter min oplevelse.

Warhammer 40.000: Boltgun er et spil, der rammer hårdt. Det får dig til at føle dig som den mest badass skabning i galaksen i det ene øjeblik, før det minder dig om, at universet er et skræmmende og dødbringende sted i det næste. I det hektiske gunplay kan du finde timevis af sjov ved at sprænge kultister og dæmoner i stykker i kejserens navn. Jeg er ikke sikker på, hvor godt denne oplevelse kan oversættes til ikke-Warhammer-fans, men hvis du bare tilnærmelsesvis ved, hvad en Space Marine er, eller hvis du ønsker at fange nostalgien fra de tidlige 90'ernes skydespil, er Warhammer 40.000: Boltgun helt sikkert et forsøg værd.