The Elder Scrolls V: Skyrim - Dawnguard

Mine sidste timer er gået i selskab med en bleg tøs i et område der kaldes Soul Cairn. Man må sige at det lever vel op til navnet. Hvileløse sjæle vandrer sørgende rundt blandt ruinerne. Lillarøde farver bader hver en sten i deres neonagtige skær, og det er især når skyggerne kæmper om opmærksomheden at jeg bliver mindet om, at dette område mere end noget andet er en skærsild og et uhyggeligt limbo for alverdens krigere.

Det er nu lidt over et halvt år siden, jeg først satte fod i Skyrims sneklædte landskaber. Når små landsbyer og mindre flækker dukkede op på min vej gennem det fantastiske univers, var det let at miste timer og til tider dage til Bethesdas mesterværk.

Stemningen var uovertruffen, og jeg nød hver en time. Jeg var endda forskånet for de pinsler som uheldige PlayStation 3-ejere måtte leve med. Der var intet lag på min vandring. En enkelt flyvende hest var alt, der hev mig ud af mit eventyr. Efter uger spredte problemet sig dog sporadisk til mit savegame også, men ikke noget, der generede andre steder end i Riften, og selv her var der kun tale om et framerate-dyk fremfor en uspillelig oplevelse som andre brugere rapporterede om. En patch har siden fejlrettet og muliggjort kamp fra hesteryg og tilhørende Kinect-råb, hvis der skal kastes besværgelser med stemmen. Og det er stadig forrygende.

Derfor besøger jeg jævnligt Skyrim med godt humør og eventyrånden intakt. Et komplet Deadric-udstyr pryder min figur, og selv min følgesvend er ikke helt ueffent klædt på, med udstyr der kun rangerer lige under mit eget legendariske grej. Dagligt finder jeg nyt at give mig til, men alligevel er tanken om mere som en kær sirenesang. Jeg ville ønske at Bethesda en gang for alle fik løst de tekniske problemer der forhindrer så mange spillere i at nyde oplevelsen, og jeg så gerne dette fremfor en udvidelse. Men nu er udvidelsen her, så det er den, jeg vil koncentrere mig om.

Hvis du endnu ikke aner noget om Skyrim-spillet og gerne vil undgå spoilere omkring det, så bør du stoppe med at læse nu. Selve historien i udvidelsen holder jeg mig ligeledes fra at spolere mere end højest nødvendigt.

Der er dog information om udvidelsens indhold, der er svært at beskrive uden at nævne eksempelvis vampyrer og udøde bæster. Dawnguard tager nemlig fat om Twilight-delen af Skyrim og The Elder Scrolls-universet: de blodtørstige vampyrer. Du får nye evner, der blandt andet inkluderer en grotesk flagermuseform, der lader dig svæve let over jorden, mens du dræner eller dræber alt på din vej. Dit mål er som navnet på udvidelsespakken antyder Dawnguard. Og dit ønske er sammen med en anden mørk sjæl at slukke solen og opnå endelig frihed uden svagpissernes moralprædikener og levned (hvis du vælger den side).

Dette er noget, der passer min figur ganske godt. Vedkommende har nemlig allerede taget skiftingenes parti som en blodtørstig varulv, så mere blod og mørke bydes velkommen. Både varulve og vampyrer får nemlig adgang til nye evner og perks på stjernehimlen.

Og vigtigst af alt for nogle spillere: du kan nu få chancen for at blive vampyr selvom du allerede er varulv!

Vampiric Grip, Summon Gargoyle og Mist Form er bare nogle af de mere eksotiske bud på nye kræfter, hvis du vælger at gå i Draculas fodspor. Vampiric Damage virker som en slags lasso, der hiver dine modstandere tæt på dig. Summon Gargoyle lader dig få adgang til endnu en dyster følgesvend, mens Mist Form giver dig mulighed for at lade op uden at kunne skades. Der er endda blevet plads til eventyrverdenens svar på bullet time i form af Natural Reflexes.

Som Varulv får du chancen for at give endnu mere skade end tidligere, du bliver sværere at nakke, og når du æder, heler du dobbelt så hurtigt. Med mindre du bruger dine point på at kunne fremmane endnu en behåret hjælper.

Vælger du at installere udvidelsen, er der flere måder at gribe eventyret an på. Er du lavere end level 10 og en modig sjæl, kan du begive dig mod Dawnguard-fortet, som er placeret øst/sydøst for Riften. Er du højere level, er det ganske sandsynligt at en vagt vil fortælle dig om Dawnguard-rygterne. Efter en tur gennem et hul i et nærliggende bjerg, introduceres vi for Dawnguard. Her møder vi den krigshærdede, autoritære og alligevel imødekommende rekrutteringsleder Isran, der hurtigt sender dig afsted mod din første grotte. Kampen skal nemlig tages op mod vampyrerne (hvis man altså ikke vil bruge tiden på at slutte sig til dem).

Hvad Dawnguard-udvidelsen gør rigtigt godt er, at den blander sig sømløst ind i Skyrim-oplevelsen. Og alligevel introducerer den nye perks, mange flotte fjender, nye mekanikker og en rigtig god historie med masser af kød på. Er du fan af Molag Bal og vennerne bliver du ikke skuffet.

Få timer inde i det ret lange eventyr (som er på et stykke under ni timer, et tal du kan gange med to, hvis du vil prøve begge siders historie) er der heller ikke længere nogen tvivl om, at de nye omgivelser ikke bare er genbrug af gamle teksturer og fjender (hvor især helvedeshundene og de rustningsklædte vampyrjægertrolde stadig er favoritter på trods af de ellers ganske hårde gargoyles der introduceres i udvidelsen).

Jeg vil ikke røbe mere af historien, men fans af familie-tragedier, goth og vampyrer vil ikke gå skuffede fra Dawnguard.

Nyt Dragonbone-udstyr, nye shouts og våben som eksempelvis crossbows fuldender en tæt på perfekt pakke. Jeg har en gang tidligere erklæret min kærlighed til Skyrim, og Dawnguard ændrer ikke på den. Prisen på 1600 MSP er måske høj, men målt på timer og kvaliteten af disse er det svært at have det store problem med den smule point.