Man kan sige meget om zombie-spil, og om hvordan der måske bliver lavet lidt for mange af dem, men det er et absolut fåtal, der har en overgearet, overglad og motorsavssvingende cheerleader i hovedrollen. Men det har Lollipop Chainsaw, og hvor resten af genren oftest handler om gys, død og fortvivlelse (på trods af at hovedpersonen måske er iklædt bondage gear a la Dead Rising), så gør dette spil sig oprigtigt umage med at undgå de typiske troper. Endda til et punkt, hvor zombierne taler og råber ukvemsord efter en.
Man spiller som Juliet Starling, cheerleader og slikkepindsfanatiker, der måske ikke har en strålende karriere som raketfysiker foran sig, men mere end kompenserer for det med entusiasme og optimisme. Og så er hun også den midterste søster i en karriere af zombiejægere, og dræbte efter eget udsagn sin første zombie i en alder af seks måneder. Med en skarpsleben rangle.
Og zombie-jægere er der hårdt brug for, da skolens althadende goter har åbnet en port til helvede og rejst en hær af zombier, der nu hærger rundt i byen.
Lollipop Chainsaw er ikke et spil, der tager sig selv særlig seriøst, og gudskelov for det. Det sprøjter ud med lyserøde hjerter og regnbuer, hver gang man kapper hovedet af en udød, og generelt er stemningen enormt uskyldsren og boblende - og samtidigt også enormt lummer. Det er én stor pærevælling af popkultur-referencer, brud på den fjerde mur, skæve bemærkninger og fjollede jokes, men i en hårfin balance, hvor det sjældent rammer ved siden af.
Hele præsentationen er enormt stilrent gennemført. Fra de tegneserie-agtige menuer, der alle ligner noget taget ud af en gammel tegneserie lavet med billigt tryk, til det eminente soundtrack, der blander tyggegummi-klassikere som Chordettes' Lollipop og Toni Basils Mickey med hårdtpumpende dødsmetal i skøn forening.
Ligeledes er stemmeskuespillet og dialogen fremragende, og de mange samtaler mellem Juliet og hendes kæreste Nick (et afhugget hoved, der hænger i en kort snor fra Juliets hofte) er næsten uden undtagelse altid morsomme. Det samme gælder skurkene, fra de gængse zombier, der temmelig kulørt fortæller, hvad de vil gøre med Juliets lig (man skal nok regne med at få sit ordforråd udvidet undervejs), til bosser som en punkrock-zombie, hvis bandeord bliver til fysiske bogstaver, man skal undgå, og en syret hippie-zombie, der kaster om sig med hallucinationer og forvrøvlet røgsnak.
Lyd, musik, koncept, præsentation, kort sagt al indpakningen, går op i en højere enhed, der trods et hav af indflydelser og inspirationskilder alligevel formår at hænge sammen. Og det er for disse ting, man skal give Lollipop Chainsaw en tur i maskinen.
For gode som de er, kan disse ting ikke lægge skjul på, at Lollipop Chainsaw rent spilmæssigt blot er en temmelig ordinær brawler. Man løber ind i et rum, smadrer nogle zombier, løber videre til næste rum, smadrer nogle zombier, og sådan fortsætter man frem til hver af de fem kapitlers boss, krydret med en lille smule quick time events undervejs.
Og det er sådan set det. Man kan købe sig til nye combo-moves og stat-forbedringer undervejs (og jeg bliver aldrig træt af butiksmenuens kombination af sukkersød musik og Juliets kommentarer), og man får adgang til et par nye evner undervejs, såsom muligheden for at skyde zombier på afstand, men det er ikke noget, der ikke er set før. Og i mange tilfælde også gjort bedre.
Dertil kommer, at Lollipop Chainsaw snildt kan gennemføres på under seks timer, at grafikken er lidt tynd, kameraet til tider halter, og her ikke er den store genspilningsværdi (medmindre man virkelig elsker at jagte highscores).
Tag ikke fejl, jeg synes Lollipop Chainsaw er umådeligt underholdende, har rigeligt med grin, og byder på en præsentation og koncepter så kvæstede, at man snyder sig selv, hvis ikke man oplever dem. Men rent spilmæssigt er det helt og aldeles ordinært og gennemsnitligt. Man kunne godt ønske sig, at Suda51 og hans kumpaner havde lagt lige så meget energi i at lave sjovt gameplay, som de har brugt på resten af spillets mange sider.
Lollipop Chainsaw er en forrygende og vanvittig oplevelse, og man vil tage sig til hovedet flere gange i måben over de ting, der foregår på skærmen. Men det har langt mere med manuskript og koncept at gøre, end med det, man styrer med controlleren. Her er et gennemsnitligt spil med fremragende indpakning, der for de flestes vedkommende nok bør være en titel, man venter med at købe indtil den er på tilbud.