Tchia

Der er en scene 3-4 timer inde i Awacebs andet spil, Tchia, som fik mig til at misse med øjnene i vantro over, hvad jeg lige havde overværet. Jeg burde måske have set skriften på væggen, da Tchias far abrupt bliver kidnappet 15 minutter inde i spillet, eller da en høne får hugget hovedet af og lang tid efter løber rundt med en knogle stikkende op ad halsen, mens blodet fra tid til anden skvulper op og pletter omgivelserne. Sagen er bare den, at ud over de små udsving er Tchia et af de mest kernesunde spil, jeg længe har stiftet bekendtskab med. Vi har at gøre med et spil, hvor du kan klappe samtlige dyr, kamp udelukkende foregår mod væsener lavet af stof, og hvert møde med en ny landsby afsluttes med en euforisk jam-session, hvor Tchia brillerer på percussion eller sin ukulele. Men uskylden forsvinder som dug fra solen, da New Caledonias leder Meovara under en hårdt tilkæmpet audiens ud af ingenting stjæler en baby ud af moderens arme og sluger det lille menneske i én mundfuld!

Her adskillige dage og en masse spiltimer senere ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal synes om scenen - og om Tchias tone generelt. På den ene side er det forfriskende med den bramfri og uforudsigelige tilgang, der utvivlsomt tilføjer krydderi til spillets ellers noget traditionelle Hero's Journey, men håndteringen af især de mere dramatiske begivenheder er ofte så klodset, at det samtidig spænder ben for historien. Tendensen til at hæve og sænke niveauet fra det ene øjeblik til det næste er et gennemgående tema for Tchia, hvilket desværre resulterer i et ujævnt spil.

På den positive side finder vi verdenen og den måde, du bevæger dig igennem den på. Tchia er inspireret af New Caledonia, som Awaceb i øvrigt kalder for deres hjem, og de bjergrige øer med de markante farver er en fornøjelse at bevæge sig rundt i. Teknisk er det langtfra imponerende med flade teksturer og relativt simpel geometri, men det glemmer man hurtigt, når bølgerne skvulper om Tchias katamaran, mens solnedgangen farver de træbeklædte bjerge forude i et orange skær. Verdenen er ikke bare smuk, den er også udpræget rar at befinde sig i med sine mange dyr og mennesker, der stilfærdigt slentrer omkring, mens det glimrende soundtrack, som næsten må bestå af kunstnere fra regionen, sælger drømmen om det afslappede liv på en tropeø noget nær perfekt.

Det er som sagt også en fornøjelse at bevæge sig rundt. Som en anden Link kan Tchia klatre op ad alle flader, og foruden sin katamaran har Tchia også en glider, som hun på bedste Breath of the Wild-manér kan benytte til hurtigt at komme sikkert ned igen. Det er især en fornøjelse at klatre op i en palme, sætte den i sving ved at bevæge sig frem og tilbage, katapultere sig afsted for til sidst at svæve ned på sikker grund igen. Både klatredelen og glideren er styret af et staminameter, som kan opgraderes ved at finde særlige frugter rundt omkring på øen. Det er et simpelt system, der grundlæggende fungerer, men desværre er dårligt balanceret i Tchia. Mens du ret hurtigt får nok stamina til nemt at kunne klatre op ad de fleste lodrette flader, skal der ædes mange frugter, før du kan svæve ned fra noget der er højere end Valby bakke. Foruden at påvirke gameplayet negativt, giver det heller ikke nogen mening, at det skulle være hårdere at holde fast i en glider end at forcere lodrette klippevægge. Det er dog ikke noget, der decideret spolerer fornøjelsen, og når først Tchia har indtaget nok frugter, er det ikke længere et problem.

Tchia er dog ikke begrænset til sin egen krop, når hun skal bevæge sig omkring. Takket være en særlig evne kan hun sjælhoppe, hvilket konkret betyder, at hun kan styre de fleste væsener og objekter ved at flytte midlertidigt ind i dem. Denne del begrænses af dit sjælemeter, der ligesom din stamina kan opgraderes. I stedet for frugter er denne proces dog noget mere omfattende, da den kræver, at du snitter en totem ud af træ, fragter den til en port, som herefter åbnes, og til sidst klarer en særlig udfordring i grotten bag porten. At kunne styre dyr og ting bringer selvsagt visse fordele med sig. Overtager du en fugls krop, kan du for eksempel hurtigt nå toppen af et bjerg, mens du som fisk ikke skal tænke på at komme op til overfladen, når du udforsker et koralrev. Visse dyr har også evner, som er brugbare under hovedmissioner. I en sen mission, skal du således befri en fastspændt kæmpefugl, hvilket kræver en kraftig klo. På papiret lyder det spændende at kunne benytte alle de forskellige kapaciteter omkring dig til at løse problemer kreativt, men i praksis kommer denne del af sjælhopperiet aldrig for alvor i spil. Men det gør utvivlsomt navigationen af verdenen sjovere og mere varieret.

Awaceb skaber således en god ramme for en finurlig lightudgave af Wind Waker møder Breath of the Wild med et skvæt Vaiana oveni, men desværre formår udvikleren ikke at fylde den gode ramme ud med aktiviteter, der får alvor engagerer - hverken når du følger hovedhistorien eller afviger fra den.

Hovedhistorien i særdeleshed er en stor synder på dette punkt. De ting du bliver sat til at lave, er en kombination af tutorials til sideindhold, simple fetch quests og klodsede infiltreringer på en række triste fabrikker. Det stort set eneste lyspunkt er de fine musikalske øjeblikke, som forløses gennem et simpelt men fornøjeligt musikminispil, hvor du på ukulele eller percussion akkompagnerer de mennesker, du møder på din færd.

Sideindholdet klarer sig lidt bedre. Belønningen ved at spise staminafrugter er tilpas stor til, at det er værd at lede efter grundigt efter dem, førnævnte snitning af totemmer er en sjov øvelse udi genkendelse, og måden du kan sætte dit eget præg på Tchia og hendes verden gennem påklædning og ved at tage billeder er fint implementeret. Og selvom det er nå et højt punkt for at blotlægge kortets aktiviteter, er i stort set alle åbne verdener, kalder bjergene og hovedstadens skyskrabere stadig på mig. Der er dog også lige lovlig meget fyld i form af smykker og perler, der skal findes, væddeløb, der sjældent er spændende, og noget af den kedeligste rydning af fjendtlige lejre, jeg har oplevet.

Som du nok fornemmer, følger open world-designet på mange måder samme formular som for eksempel Ubisoft har benyttet i mere end et årti, men med et par kloge beslutninger undgår Awaceb at gå i samme fælde som utallige open world-titler. For det første fortæller spillet dig ikke præcis, hvor du befinder dig, men giver dig kun et overordnet område - og det er endda kun, hvis du åbner kortet og spørger direkte. I stedet tvinges du til at kigge efter landemærker og holde dem op mod dit kort, hvilket altså indgyder følelsen af opdagelse og eventyr noget bedre, end at følge en stiplet linje på et mini map. Denne tilgang til navigation virker ekstra godt, fordi verdenen - som grundlæggende består af to store øer og en håndfuld små omringet af havet - både størrelsesmæssigt og visuelt er til at overskue, så man aldrig farer vild på den frustrerende måde.

Kan du se mønstret? For hvert rosende ord har jeg et negativt til at følge det op med, og den struktur passer som sådan meget godt til min oplevelse med Tchia. Det ene øjeblik kunne jeg fryde mig over at finde en smuk klippeformation, mens jeg det næste ærgrede mig over, endnu en uopfindsomt konstrueret hovedmission. At komme frem til mit mål er en fornøjelse, men det bliver kedeligt, når jeg først er der. Og så er der den bizarre tone, som på den ene side gør det lidt jævne plot mere interessant, men på den anden side flere gange giver anledning til hovedrysten. Med Tchia lægger Awaceb kimen til noget godt, men i sidste ende er det for ujævn en oplevelse til, at jeg for alvor kan anbefale det.