Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Atomic Heart

Atomic Heart

Du er tilbage i USSR, og du aner ikke, hvor heldig du er.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Atomic Heart, et åbent og eksperimenterede skydespil fra russisk/cypriotiske Mundfish, er et slaraffenland af ideer, mekanikker og tematikker. Der er meget at komme ind på, så jeg skal forsøge at gøre noget ellers ikke særligt kommunistisk: At fatte mig i korthed og komme lige til sagens kerne. Om det så lykkes er en anden sag.

Præmissen bag Atomic Heart må siges at være beriget uranium for historienørder, og alle der i tidens løb har åbnet en bog af Marx uden at få bylder på hænderne. Året er 1955, og den sovjetiske videnskab har udrettet mirakler, der får Yuri Gagarins rumrejse til at virke som en søndagstur. Avancerede robotter har lettet arbejderens kår, ekspiditioner til Mars og Venus er under forberedelse, og man har endda opfundet e-mails!

Alt dette lærer du i løbet af spillets spektakulære begyndelse, hvor du deltager i fejringen af Kollektiv 2.0 - et neuralt netværk, der vil lade alle sovjetborgere kommunikere med hinanden alene ved tanken kraft. Desværre gemmer der sig en slange i arbejderparadiset i form af videnskabsmanden Petrov. Kort før den endelige lancering af Kollektiv 2.0 sætter han robotterne i kampberedskab, og de begynder at slagte indbyggerne i Facility 3826, en slags Sovjetunionens svar på Silicon Valley.

Atomic Heart
Dette er en annonce:

Som elitesoldaten og problemknuseren Sergei Nechaev (også kendt som P-3) får du til opgave at bringe orden i sagerne, og din jagt på Petrov, ender med både at byde på ubehagelige sandheder samt at rejse en række spørgsmål vedrørende lighed, den frie vilje og magtens natur. Ligesom sin primære inspirationskilde Bioshock bruger Atomic Heart sit alternative univers til vække tankeeksperimenter til live, der normalt kun behandles i tunge, teoretiske bøger. Og spilleren - hvad enten denne læner politisk mod højre eller venstre - tvinges til at tænke grundigt over sine forudindtagede holdninger.

Langt hen ad vejen, synes jeg personligt, at Atomic Hearts historie er langt mere mindeværdig end andre Immersive Sims, måske med undtagelse af Deus Ex. Det er primært ment som en ros, men et stykke hen af vejen skyldes det også den noget svingende produktionsværdi og særligt det næsten komisk ringe engelske stemmeskuespil. Selvom hovedpersonen Sergei Nechaev deler navn med historiens mest kompromisløse revolutionære kommunist, så er jeg ikke sekund i tvivl om, at han er en vestlig spion. I hvert fald lyder han næsten som Duke Nukem, og selvom mange af hans kvikke replikker ender som fusere, leverer han dem hver gang på overdreven vis, som var de retoriske håndgranater

Atomic Heart

Det skøre stemmeskuespil kombineret med den grove, sarkastiske dialog, der præger hovedpersonens interaktion med sin intelligente AI-implantat Char-les og de (få) venligtsindede robotter, får til tider Atomic Heart til at føles som en B-film. Det kan som sådan være charmerende nok, men det skurer alligevel en anelse, når nu resten af spillet er AAA. Det gælder ikke mindst det grafiske design, som er fra øverste hylde. Først og fremmest er variationen i miljøer stor, da Facility 3826 ikke blot indeholder produktionsfaciliteter og laboratorier, men også et teater, et museum og mange andre faciliteter tiltænkt besøgende journalister og partifunktionærer. Som vanligt for genren, bevæger du dig for det meste rum for rum gennem nærmest labyrintiske bygninger. Men de lange lige gange bliver aldrig kedelige at udforske, da de er klistret til med sirligt designede plakater, der illustrerer socialismens mange triumfer.

Dette er en annonce:

I modsætning til virkelighedens Sovjetunionen er der heller ikke langt fra propagandaens utopiske visioner til virkeligheden. Mellem faciliteterne brager skinnede røde lokomotiver, og i horisonten rejser mastodontiske statuer i triumf hammer og segl mod den evigt blå og skyfri himmel. Visuelt er Atomic Heart blændende. Måske nogle gange en smule for meget, da spillets flade og ensformige lyssætning aldrig rigtigt bidrager til atmosfæren. Men det er nu også et ret lille kritikpunkt.

Atomic HeartAtomic Heart

Når Sovjetunionen i spillets univers har gjort så store fremskridt, er det ikke nødvendigvis, fordi de har konstrueret deres samfund på et bedre teoretisk fundament end det kapitalistiske Vesten. Det skyldes snarere Polymer, en slags slimet mirakelmiddel, der har udgjort fundamentet for stort set samtlige teknologiske fremskridt, siden det blev opdaget i 1930'erne. Mundfish har på kløgtig vis anvendt polymer som en slags lim i spillets narrative der binder tråde sammen og lukker de værste plothuller. Men først og fremmest løfter det spillets kampsystem.

Til at sætte stopper for de løbske robotter og botaniske mareridt har P-3 et væld af muligheder. Du kan selvfølgelig fylde metaldåserne med bly fra din AK-47 eller andre konventionelle våben. Men oftere kan det bedre betale sig at hakke dem i småstykker med et væld af kreative nærkampsvåben, eller kortslutte dem med elektriske våben, der minder en del om, hvad vi kender fra Fallout.

Rigtigt effektivt bliver det dog først, når du anvender dine specielle evner. Du kan eksempelvis sprøjte fjenden til med Polymer, og derefter antænde den mystiske substans, hvis du har opgraderet dit våben med en ildkapsul. Eller du kan løfte fjenderne med telekinese, og derefter fryse dem. Resultatet bliver et intens og dynamisk kampsystem, hvor du hele tiden skifter mellem dine forskellige evner for at udnytte modstanderens respektive svagheder. Og godt nok er der kun fem "magiske besværgelser," men da de kan kombineres, og næsten alle våben desuden har en række unikke egenskaber, kommer du aldrig til at løbe tør for tricks.

Atomic Heart

På trods af dit store destruktive arsenal, så går der lang tid, inden Atomic Heart for alvor bliver den "power fantasy," som spillets trailere synes at love. Særligt i de første 4-5 timer er ammunitionen meget begrænset, og da dine evner er lige så, må du ofte snige dig rundt og eliminere fjenderne en ad gangen eller helt forsøge at undgå kamp. Robotterne og de forskellige botaniske fjender, du også kommer til at møde, er nemlig ekstremt aggressive, og de udvikler sig konstant i løbet af spillet. En gang imellem bliver det hele en smule for kluntet, og du kan nemt risikere at sidde fast i teksturer, simpelthen fordi mange miljøer ikke virker helt optimerede med hensyn til kamp. Men overordnet er kampsystemet flydende, varieret, sjovt og ikke mindst svært.

Du kan derfor godt vænne dig til at bruge samtlige ressourcer på våben-modifikationer og nye evner. Næsten alle opgraderinger giver dig nye muligheder i form af specialangreb eller nye tricks, som muligheden for at lave en ekstra undvigelsesmanøvre eller forbedre dit helbred midt under en kamp. Og du skal aldrig være bange for at eksperimentere, da alle ressourcer tilbagebetales fuldt ud, hvis du fortryder et valg. Dermed låses du aldrig fast i en spillestil.

Atomic HeartAtomic Heart

Den store valgfrihed i spillets kampe, afspejler sig dog ikke i spillets øvrige aspekter. Selvom du nogle gange skal løse 3-4 opgaver i en given lokation, så er det kun rækkefølgen, du kan påvirke. Altid er du tvunget ned af det samme spor, gennem de samme korridorer. Imellem de mere lineære niveauer, skal du nogle gange køre gennem facilitetens åbne grønne områder i en lille rød bil. Det er en sand fornøjelse at smadre ind i robotter, mens Sovjet-pop drøner ud af højtalerne. Men den åbne verden er langt hen ad vejen en Potemkinkullisse fyldt med masseproducerede assets. Ja, du belønnes altid med rigeligt mængder ressourcer for at udforske, men kun sjældent med en virkelig signifikant oplevelse eller en overraskende hemmelig. Og det inkluderede "politisystem" hvor robotterne alarmeres af overvågningskameraer, føles mest af alt som et irriterende benspænd.

Mere end en ægte Immersive Sim skal Atomic Heart derfor snarere ses som et lineært skydespil af den langsomme og metodiske slags. Og som sådan fungerer det heldigvis fremragende. Variationen er stor, og den konstante vekslen mellem udforskning, historie og kamp fungerer glimrende. Med ujævne mellemrum støder du også på gåder, der ofte kræver du bruger din håndimplantat til at manipulere platforme eller andre objekter. Gåderne er måske en smule til den lette side, og det gælder også de små minispil, du skal udføre for at åbne låste døre. Men det er trods alt acceptabelt i et skydespil, der på andre parametre kan være ganske svært.

Atomic Heart

Når Atomic Heart alligevel ikke helt når samme højder som sine inspirationskilder Bioshock og System Shock, skyldes det primært de små ting. Jeg har allerede nævnt stemmeskuespillet, de til tider lidt for hektiske kampe, og den meget genbrug af de samme assets. Men desværre oplevede jeg under min gennemspilning også en lang række tekniske fejl, som forhåbentlig bliver rettet i en kommende opdatering. Våben dukkede ikke op, når jeg havde dem i mit inventar, HUD-elementer forsvandt, mine magiske evner ville ikke skifte, flere gange sad jeg fast i elevatorer, og på et tidspunkt forvandlede en hel normal fjende sig til The Terminator og nægtede simpelthen at bukke under. I alle tilfælde var den eneste løsning at genindlæse, og i et spil med manuelle save points og kun sporadisk auto save, bliver det hurtigt frustrerende.

Atomic Heart er ikke spilverdenens svar på Oktoberrevolutionen. Udover den unikke alternative historie er det meste set før, men det gør ikke det store, for langt hen af vejen er spillet utroligt vellavet. Desværre trækker en række småfejl ned og forhindringer spillet i at realisere sit fulde potentiale. Men hvis du elsker denne slags tætpakkede, atmosfæriske skydespil, eller blot er en historienørd, så er det værd at tage rejsen tilbage til USSR.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
En af de mest fascinerende spilverdener i nyere tid. Spændende og tankevækkende historie. Alsidigt og fleksibelt kampsystem. Smukke miljøer og sprød grafik.
-
Ringe engelsk stemmeskuespil. Kampe og bevægelse kan til tider blive en smule kluntede. Masseproduceret inventar. Uigennemskuelige menuer. For mange tekniske småfejl.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

1
Atomic Heart Annihilation InstinctScore

Atomic Heart Annihilation Instinct

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Forulempet af en talende and og stikirenddreng for en liderlig AI - Annihilation Instinct er lige så underligt som hovedspillet, men er det også lige så godt?

Atomic HeartScore

Atomic Heart

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Du er tilbage i USSR, og du aner ikke, hvor heldig du er.



Indlæser mere indhold