Octopath Traveler II

Da Octopath Traveler 2 blev annonceret, var min første tanke: Er der virkelig behov for det her? Det første spil var med sin novelleagtige fortolkning af JRPG-genren et kreativt og langt hen ad vejen vellykket eksperiment, men jeg ved ikke ligefrem, om det kaldte på en opfølger. Jeg gik derfor ind til Octopath 2 med forventningen om, at en alt for stærk følelse af deju-vu ville gennemsyre oplevelsen. Men efter at have tilbragt mange timer med otte nye, vidt forskellige karakterer, må jeg erkende, at jeg ikke skulle have tvivlet på folkene hos Square Enix og Acquire. Ser jeg bort fra sidste års fremragende Chained Echoes, er det flere år siden, at et gammeldags RPG har grebet mig på samme måde som det her.

Som sagt forventede jeg at skulle tygge mig igennem ét langt deja vu, for Octopath 2 har ikke ligefrem lagt skjul på, at det er en opfølger af den iterative slags. Men den egentlige følelse, der gennemsyrer oplevelsen, er, at udviklerne har haft det skidesjovt med at skabe det her spil. Uanset om man hjælper den lille provinspige Agnea med at blive en verdensberømt danserinde, hjælper samuraiprinsen Hikari med at kæmpe sig til tops i en arena for at vinde assistance til en nærtstående krig mod hans blodtørstige bror, eller hjælper cowboyen Partitio med at anskaffe et milliardbeløb for at forhindre en grisk megavirksomhed i at stjæle og profitere på en skarp knægts opfindelse - så kan man virkelig fornemme, at forfatterne har lagt sjæl, kærlighed og en god portion humor i fortællingerne. Også selvom, at de langt hen ad vejen holder sig inden for stereotyperne og klicheernes trygge rammer. Jeg har endnu ikke ført alle karakterers fortællinger til ende (spillet er enormt), men det, jeg har set, har alt sammen været skarpt præsenteret, velfortalt og præcist eksekveret. Det skader absolut heller ikke, at stemmeskuespillet gennemgående holder et overraskende højt niveau.

Foruden de kreative og gribende fortællinger er en af mine største overraskelser ved Octopath Traveler 2, at spillets verden føles levende og troværdig. Det var nemlig min frygt, at den store variation mellem fortællingerne - i det ene øjeblik befinder du dig i en western-inspireret mineby, i det næste i et kongerige af samuraier, og i et tredje i en moderne metropol - ville få verdenen til at føles som et tonalt misk-mask. Det er i høj grad kvaliteten af fortællingerne, der får verdenen til at føles som et virkeligt sted, men bedriften skyldes også udviklernes beslutning om at lade spillet foregå i dampmaskinens fascinerende tidsalder, samt at inddele dets verden i to kontrastfulde kontinenter. Det vestlige kontinent fremstår med sine golde ørkener, støvede minebyer og små idylliske, men stillestående landsbyer totalt tilbagestående sammenlignet med det østlige kontinents pulserende, højteknologiske byer med osende fabrikker, store banker og teatre. Selvom fortællingerne er alvorlige, så parodierer de succesfuldt en række historiske perioder og stemninger. Et overordnet tema om at have lov til at drømme stort og gøre virkelighed af samme binder fortællingerne sammen. Octopath Traveler 2 handler om at stille magtmisbrugende autoriteter til regnskab, sprede empati og skabe positiv forandring i verden. Således er det, trods ganske voksne og til tider dystre fortællinger, et dejligt opløftende spil.

En af de mest udbredte kritikker af det første Octopath er, at spillets otte hovedpersoner ikke interagerer med hinanden, selvom de danner hold. Mange har derfor været spændte på, om opfølgeren har forholdt sig til denne kritik. Svaret er både ja og nej. Den overordnede struktur, hvor hver af de otte karakterer har en håndfuld uafhængige kapitler, er stadig den samme. Under disse interagerer karaktererne ikke, og alle på nær hovedpersonen for den pågældende fortælling fremstår stumme. Til gengæld introducerer udviklerne de såkaldte "Crossed Paths"-missioner, der sætter de otte karakterer sammen to og to under fire relativt korte fortællinger. De kan nok ikke helt tilfredsstille dem, der ønsker et traditionelt narrativ, hvor en samling helte drager sammen på eventyr, men de er ikke desto mindre velkomne og meningsfulde tilføjelser.

Det skal også siges, at der ifølge datamining er et sidste kapitel (eller samling af kapitler?), hvor de otte karakterer arbejder sammen mod et større onde. Jeg skal ikke kunne svare på, hvor vellykket dette er, da jeg som sagt ikke har ført alle karakterers fortællinger til ende endnu. Men jeg har det lidt sådan, at uanset hvor vellykket det end må være, så optræder det for sent i spillet for folk, der ønsker det traditionelle narrativ, eftersom det tager adskillige timer at gennemføre alle otte karakterers fortællinger. Jeg har debatteret med mig selv, hvorvidt det overhovedet er retfærdigt at kritisere Octopath-spillene for deres novelleagtige tilgang til historiefortælling. Jeg er nået til den konklusion, at det er en lidt svag kritik, eftersom spillene ikke foregiver at handle om andet end otte uafhængige fortællinger. Ønsker man den klassiske RPG-fortælling a la Final Fantasy, så findes der heldigvis et utal af spil derude, der forsøger at emulere netop den oplevelse. Hvis jeg har et problem med Octopaths novelleagtige struktur, så er det snarere, at det kan være mentalt drænende hele tiden at skulle omstille sig til nye karakterer, omgivelser og stemninger, og at man simpelthen risikerer at brænde ud, når spillet er så langt og indholdsrigt, som det er.

Hvis det var et utilfredsstillende svar, så kan jeg til gengæld med stor overbevisning fortælle, at Octopath 2 er en forbedring over forgængeren på stort set alle øvrige parametre. Den fortryllende, nostalgiske "HD-2D"-artstyle når nye højder med en større detaljegrad, nye dynamiske kameravinkler og utroligt lækre sprites for særligt bosser og våben (ja, våben har unikke visuelle identiteter i kamp nu!). Soundtracket er, endnu engang, en fryd for ørene og emmer af eventyr; hvert track passer perfekt til den situation og stemning, det understøtter. Kampe kan nu kæmpes i dobbelt hastighed, og nye kraftfulde "latent powers", som langsomt lades op over flere ture, er en fed tilføjelse med stort strategisk potentiale.

Ellers er kampsystemet ret identisk med etterens, så det gælder altså stadig om at afsløre fjenders svagheder, nedbryde deres skjolde, og "knække" dem, så de tager mere skade og forhindres i at agere. Jeg vil råde dig til at skabe så alsidigt et hold som muligt - dette gøres i høj grad gennem sekundære og skjulte "jobs" (alternative klasser) - så du har så mange typer våben og magier til rådighed som muligt, og dermed bedre odds for at kunne imødekomme fjenders svagheder. Ligesom i forgængeren er det karakterers udstyr snarere end levels, der dikterer deres styrke, så jeg vil også opfordre dig til jævnligt at handle våben og rustninger, samt at udforske omgivelser grundigt efter skattekister, der måtte indeholde nyt grej. Den maleriske HD-2D artstyle og miljøernes store variation motiverer heldigvis til at udforske alle afkroge, hvorimod de alt for frekvente kampe (som man ikke er garanteret at kunne flygte fra i første forsøg) godt kan hæmme lysten til det. Man kommer dog ikke uden om det, for Octopath Traveler 2 kan være et særdeles udfordrende spil, med bosser der snildt kan tage over et kvarter at besejre, og som kan grænse til det sadistiske.

Er du ikke i humør til hovedmissionerne eller de nye Crossed Paths-fortællinger, så er der heldigvis meget andet at lave i Octopath Traveler 2. Der er de mange side quests - ofte små gåder, der kræver, at du anvender den korrekte "path action". Det kan eksempelvis være, at du skal bruge Hikari til at bestikke nogen for information, at du skal forene to personer ved at få Partitio til at hyre den ene og lede vedkommende over til den anden, eller at du med healeren Castti skal bedøve en bodyguard, der bevogter et lager. Derudover er der selvfølgelig et utal af farlige sideveje - mange af dem kun tilgængelige fra vandet via skib eller robåd - som ofte afslører huler med uinspirerende dungeon design, men med farlige bosser og kostbare skatte for enden. Eller skjulte altarer, hvor du kan lære nye, kraftfulde magier. Og så er der de mystiske "octopuffs" og "caits", der i deres yderst sjældne forekomster, hvor de ændrer kampmusikken og flygter, før du kan nå at tænke dig om, giver stærke associationer til legendariske pokemons. Jeg ved endnu ikke, hvad meningen med dem er, men er spændt på at finde ud af det.

Slutteligt bliver jeg nødt til at nævne, at spillet på Switch kører i 30 FPS og en lavere opløsning end de øvrige versioner på Playstation og Steam. Ser du versionerne side om side, er der væsentligt mere "vaseline" over Switchen, så hvis du er meget sensitiv over for den slags og har mere end én platform til rådighed, vil jeg opfordre dig til at styre uden om Switch-versionen. I mine øjne er det dog stadig et smukt spil på Switch, og lige netop et massivt RPG som dette er for mig langt mere attraktivt og overskueligt med håndholdt spil til rådighed. Er du i modsætning til mig den heldige ejer af en Steam Deck, kan du sætte flueben ved både performance og håndholdt spil.

Tror man, at Octopath Traveler 2 bare er et lille, uinspireret sideprojekt for Square Enix i et år, der for dem står tydeligt i Final Fantasys tegn, så tager man grueligt fejl. Opfølgeren til deres nostalgiske RPG-hit fra 2018 er et på alle måder gennemført og vellykket rollespil. Higer du efter at bytte den kolde, grå februar-hverdag ud med en malerisk fantasiverden, der byder på engagerende fortællinger, eventyrlig musik og et udfordrende og vanedannende kampsystem med stor strategisk dybde, så kan Octopath Traveler 2 opfylde dit ønske.