Horizon Call of the Mountain

Det er egentlig overraskende, hvor lang tid det har taget Sony at bringe en af deres kendte serier til VR, for det første PSVR manglede i den grad kendte ansigter til at hjælpe med at hive folk over på platformen. Måske har Sony også indset det, for PSVR2 lanceres sammen med et fuldgyldigt sideeventyr i Horizon-universet. Nej, der er ikke tale om et 30+ timers open world eventyr (gider man overhovedet dem i VR?), men vi er heller ikke ude i en af de berygtede "VR-oplevelser", som især i PSVR's tidlige år var lidt for hyppige.

Men hvor er vi så, vil den nysgerrige læser spørge. Horizon Call of the Mountain har som de fleste andre succesfulde narrative AA(A)-spil en længde og et omfang lig PS2-generationens store baskere. Med andre ord er det et lineært, under 10 timer og så holder det sine systemer relativt simple for i stedet at fokusere på at introducere nye elementer og scenarier, der holder oplevelsen frisk. Det er en VR-buffet, hvor de største klassikere alle er på menuen: Kamp med bue og pil, let udforskning og indsamling af få materialer, crafting og, som titlen antyder, dødsforagtende klatring.

Der er naturligvis også en historie. Den omhandler den tidligere Shadow Carja Ryas, som, til gengæld for en benådning, får til opgave at finde sin bror, der under jagten på et mystisk signal er forsvundet. Det er et udmærket udgangspunkt, men historien bliver aldrig rigtig spændende. Dels fordi Ryas aldrig rigtig træder i karakter som, ja, karakter, men i høj grad også grundet en sen introduktion af en kedelig skurk med en master plan, hvis mulige konsekvenser ikke rigtig gør ondt. Det skyldes måske også, at spillet er centreret omkring Carjaerne, som vi ganske vist har tilbragt en del tid sammen med i hovedspillene, men stammerne og deres interne og eksterne konflikter har bare aldrig været den interessante del af Horizons historier, og det mærkes også her.

Ryas' søgen efter sin bror finder primært sted i en ufattelig naturskøn dal og de omkringliggende bjerge, hvilket selvsagt indbyder til førnævnte klatring. Alligevel var jeg overrasket over, hvor meget denne del rent faktisk fylder i Horizon Call of the Mountain, for du tilbringer afgjort mere tid hængende fra en afsats, end du gør med fødderne solidt plantet på jorden. Heldigvis krydrer Firesprite og Guerilla den klassiske VR-klatring med en håndfuld genstande, du først samler manuelt og derefter har fri adgang til. Den solide og tilfredsstillende pickaxe er for eksempel vejen frem, når du klatrer op ad isdækkede vægge, og med den grappling hook-agtige Grab Caster kan du svinge dig over dybe afgrunde. Det er ikke alle genstande, der føles lige gode at bruge - Grab Casteren har for eksempel en forsinkelse på kastet, som spolerer dens store potentiale - men den hyppige introduktion af nye genstande sørger næsten for, at klatringen også efter 8 timer er engagerende. Men også kun næsten, for det bliver altså lidt for meget af det gode, selvom systemet er både velfungerende og vellykket.

Noget jeg til gengæld ikke bliver træt af, er de fantastiske udsigter, der åbenbarer sig hver gang en ny top overvindes. Horizon Call of the Mountain hører til blandt de absolut flotteste VR-spil til dato - også selvom den glimrende introduktion, hvor du fra en kano kun kan kigge dig omkring, har et niveau det egentlige spil ikke kan matche. Som før nævnt foregår størstedelen af spillet i én dal, hvorfra du på forskellige tidspunkter kan skue ud over de fikspunkter, der udgør spillets baner. Især den enorme metaldjævel øverst på en snedækket bjergtop er et fantastisk syn, og ved at placere stederne med udsyn til hinanden føles verdenen mere sammenhængende.

Hvor omgivelserne er det ene store højdepunkt, er maskinerne selvfølgelig det andet. Fra det ærefrygtindgydende første møde med en Tallneck, der majestætisk krydser din vej uden at tage notits den båd, du sidder i, til brølet fra en Thunderjaw, der får headsettet til at ryste, fremstår maskinerne ekstra imponerende i VR. Ligesom i hovedspillene er de ikke alle fjendtlige og der ligger også en stor fornøjelse i blot at betragte dem i så stor skala.

Ryas kommer dog ikke uden om at tage kampen op mod dem fra tid til anden. Det er ikke fordi kampene fylder en kæmpe del af spillet, men det er alligevel en central del af det. Når en kamp indledes, frarøves du din fulde bevægelsesfrihed for i stedet at blive låst fast i en cirkel, hvor du kan bevæge dig sidelæns. Det føles på den ene side lidt restriktivt, men fordelen ved systemet er, at du kan fokusere på at tage ordentligt sigte med Ryas' bue eller slynge og undvige angreb fra fjenderne. Det resulterer i nogle underholdende kampe, hvor du hyppigt skifter mellem dine forskellige typer pile i et forsøg på at vende kampen til din fordel. Mod særligt udfordrende fjender som for eksempel en Thunderjaw forsøgte jeg for eksempel at fryse den ned med min slynges isbomber for derefter at skifte til præcisionspile for at yde ekstra stor skade på den nu ukampdygtige mastodonts svageste punkter. Både buen og slyngen akkompagneres af rigelige mængder haptisk feedback og modstanden i triggeren samt bevægelsen med at hente pile bag ryggen får den simple ting at affyre en pile til at føles fremragende. Undvigelsessystemet fungerer udmærket (jeg brugte det velfungerende gesture baserede system, hvor knaptryk kombineres med bevægelser, men en udmærket traditionel styring er også tilgængelig), men det mangler også finesse. Så længe man holder sig meget i bevægelse er det forholdsvis simpelt at undvige angreb. Jeg ville gerne have haft flere fjender som scrapperen, der har et angreb, man skal dukke sig under, for den konstante undvigelse til venstre eller højre bliver en smule enerverende i længden.

Der er også sektioner - både til fods og under klatring - hvor den bedste udvej er at snige sig forbi maskinerne. I en glimrende sekvens tidligt i spillet gemmer du dig således bag dinglende vogne i en forladt mine, mens du venter på det rigtige tidspunkt at klatre videre uden for en Watchers synsfelt. Den slags anderledes sekvenser måtte der gerne have været flere af - særligt til fods, for netop den del fremstår som spillets svageste. Øjeblikkene hvor Ryas har solid jord under fødderne og ikke skal kampe handler typisk om at transportere dig til den nærmeste klippevæg eller kamp, og selvom spillet byder på en smule udforskning, hvor du blandt andet kan finde genstande til at lave flere specialpile, føles denne del bare undervældende og ikke helt færdigbagt.

I det hele taget føles det til tider som om det sidste lag polering mangler, hvilket er atypisk for en førsteparts Sony-titel. Det gælder både, når Ryas sidder fast i vegetationen, eller når teksturer meget tæt på ham indlæses for langsomt. Men mere grelt gælder det også de abrupte overgange mellem baner, som med deres klodsede skift til sort er alt andet end elegante, og den måde kameraet nulstiller inden en kamp indledes. Det giver spillet et lidt usammenhængende præg, som bryder den ellers fremragende indlevelse, som de livagtige omgivelser og den glimrende underlægningsmusik er med til at skabe.

På den måde ender helheden som mindre end summen af sine dele. Jeg har rigtig mange gode ting at sige om grafikken, lyden, klatringen og kampene, men de forrådes af en lidt intetsigende historie, kedelige sektioner til fods og en manglende evne til at samle det hele på tilfredsstillende vis. Horizon Call of the Mountain viser den skinnende nye hardware frem på flot vis, og byder på en underholdende tur fuld af variation gennem de mindre kendte dele af Horizon-universet, men nogen systemsælger er det ikke.