Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Excavation of Hob's Barrow

The Excavation of Hob's Barrow

Vi har gravet en vaskeægte point-and-click-perle frem.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

På trods af en mindre renæssance for et årti eller deromkring siden, så får point-and-click-genren sjældent meget opmærksomhed udenfor fankredse. Det kom derfor som lidt af en overraskelse, da The Excavation of Hob's Barrow, midt i al snakken om Elden Ring og God of War: Ragnarök, formåede at blive nævnt et par gange i forbindelse med sidste års Game of the Year-debatter. Nu er spillet ude på Nintendo Switch, og vi ser nærmere på, om det kan leve op til hypen, samt hvorvidt det fungerer på den nye platform.

HQ
The Excavation of Hob's Barrow

I The Excavation of Hob's Barrow spiller du som Thomasina Bateman, en ung arkæolog, hvis research om de engelske gravhøje, har ledt hende til den afsidesliggende landsby Bewlay. Efter sin ankomst en kold og tåget aften, drager hun direkte til den lokale kro og lejer et værelse. Næste morgen er tågen lettet, men det slør af fjendtlighed og overtro, der hænger over det lille bysamfund, viser sig sværere at slippe af med. Thomasina må derfor bruge de følgende dage på at vinde landsbyboernes tillid, så hun kan finde gravhøjen og få tilladelse til at udgrave den.

Uden at afsløre for meget, så er der tale om en "Lovecraftian" gyserfortælling med masser af ildevarslende hentydninger, men kun meget lidt reel horror, indtil den sidste akt, hvor helvede pludselig bryder lys. Indlagt i den lineære fortælling er en lang række korte, spilbare flashbacks, der understreger temaet om at grave i fortiden og giver yderligere motivation til hovedkarakteren. Historien havde godt fat i mig fra start til slut, men selv hvis du ikke bryder dig om denne slags langsommelige horror, vil karakterne og dialogen sandsynligvis alligevel fange dig.

The Excavation of Hob's BarrowThe Excavation of Hob's Barrow
Dette er en annonce:

Først og fremmest er Thomasina en glimrende karakter. Hun har masser af charme, vid og varme, men falder aldrig ind i den ironisk-distancerende jernkvinde-kliche, der ofte er ret udbredt i genren. Gennem de velskrevne og medlevende samtaler, kommer du også ind under huden på mange af de lokale, såsom den noget frembrusende Arthur Pillet og den gamle og bitre eneboer Cyril. Det hjælper, at Thomasina kan drikke mere end de fleste mænd, og til tider virker historien næsten som Sam's Bar møder X-Files med den lokale Plough and Furrow fungerende som et slags tilflugtssted mellem de mange ildevarslende lokationer i Bewlay og den omkringliggende marsk.

The Excavation of Hob's Barrow

The Excavation of Hob's Barrow er udgivet af Wadjet Eye Games, og det endelige produkt lever op til deres normalt højere produktionsværdi. Godt nok er den pixelerede grafik på ingen måde original, men den er dog stadig vellavet med atmosfæriske scener, charmerende animationer og, måske allervigtigst, en tydelig gengivelse af de vigtigste objekter. Bemærkelsesværdige er også de lidt karikerede karakterportrætter med udspilede øjne, der giver minder om det klassiske Cthulhu point-and-click-spil Shadow of the Comet. Og hvor jeg snildt kunne bruge et par hundrede ord på at lovprise musikken og stemmeskuespillet, så lad mig bare konkludere, at det er fremragende - langt hen af vejen bedre, end hvad du finder i mange nye AAA-spil.

De fleste adventure spil står og falder med deres gådedesign. Det har ført mange moderne udviklere til næsten helt at fjerne gåder og hovedbrud, men udvikleren Cloack and Dagger Games vælger en bedre løsning og inkluderer gåder, der bidrager til den sælsomme atmosfære, frem for at bringe spilleren ud af fatning. Ofte kan løsningen koges ned til læse/høre sig igennem alle dialogvalg eller bruge dine arbejdsredskaber (såsom murske og mejsel). Der er dog også et par mere komplicerede inventory puzzles, der kræver lidt kreativ tænkning at løse. Overordnet set kan gåderne bedst beskrives som en slags fartbump, der tvinger dig til at sætte tempoet ned og udforske omgivelserne grundigt, uden at du på noget tidspunkt behøver at standse fuldstændigt.

Dette er en annonce:
The Excavation of Hob's Barrow

Alt det ovenstående taget i betragtning, så er det ikke svært at forstå, hvorfor The Excavation of Hob's Barrow har fået så meget ros. Cloak and Dagger Games har gravet dybt i genrens fortid, men i stedet for som gemene gravrøverne at stjæle alle nostalgiske elementer, har de fokuseret på kun at tage de mest anvendelige og har endda finpudset den yderligere. Men hvad med springet til konsol? Har de også formået at klare det?

Det korte svar er ja. For det meste i hvert fald. Grafikken er skarp, og hvor selv små objekterne er forholdsvis nemme at se, så kan du stadig highlighte dem alle ved at trykke Y - en funktion der burde være et lovkrav, når det kommer til point-and-click-spil. Andre quality-of-life-funktioner inkluderer en effektiv inventory bar ved skærmens top, muligheden for at skifte mellem genstande via skulderknapperne og øjeblikkelige skærmovergange, der kan aktiveres ved at dobbeltklikke på en dør eller udgang. De lille udviklerhold har endda forsøgt at løse den gordiske knude, som er at oversætte mus og keyboard til en controller. Du bruger begge analog-pinde til at styre en virtuel markør, men den højre en lille smule langsommere end den venstre for ekstra præcis kontrol. Desværre kan farten for den enkelte analogpind ikke justeres manuelt, hvilket ville have været prikken over i'et.

The Excavation of Hob's BarrowThe Excavation of Hob's BarrowThe Excavation of Hob's Barrow

Der er visse mangler, såsom en længde på omtrent fem timer og en slutning, der både føles en smule forhastet og forudsigelig. Men alt i alt er The Excavation of Hob's Barrow en glimrende moderne point-and-click thriller, der på mange paramtere overgår selv genreklassikere som Broken Sword og Gabriel Knight: Sins of the Fathers. Med en rimelig pris på 112,50 kr. er der tale om et sikkert køb for fans af genren.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Spændende historie. Interessante og velskrevne karakterer. Smuk præsentation og fantastisk lyd. Glimrende gådedesign. Masser af quality-of-life-funktioner. God kontrol selv på Nintendo Switch.
-
Til den korte side. Slutningen føles forceret. Følsomhed på virtuel markør kan ikke justeres manuelt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold