Vi anmelder de første to afsnit af Velma på HBO Max

"This is MY story, told MY way! Me! Me, me, me!"

Allerede et minut inde i serien lyder det mere end tydeligt, at dette er et forfængelighedsprojekt for The Office-skuespillerinden Mindy Kaling, som har sat sig selv i Scooby-Doo-figuren Velmas sted for at give serien lidt mere attitude. Det er lige hvad den familievenlige Hanna Barbera-karakter har brug for i dagens smerteligt kyniske humorklima: sex, nøgenhed, meningsløs vold, forfærdelige karakterer, kynisme og stoffer. Kaling synes dog ikke at have forstået, at animerede voksenprogrammer er mere end bare blod, bryster og brutalitet, og spinoff-serien Velma er et tab for alle involverede som resultat.

Velma er en slags oprindelseshistorie om et skolemord, der i sidste ende vil handle om dannelsen af den ikoniske mysteriebande - minus Scooby selv, der formentlig blev dræbt i et skur for at skåne ham for Kalings målgruppe-rettede metahumor. Og hvem er egentlig målgruppen for det her? Rick & Morty-fans vil ikke røre dette efter at have nået skarpere metaniveauer i seks sæsoner nu, og Scooby-Doo-fans vil højst sandsynligt kaste op af den kvalme, som showet fremkalder. Muligvis er målgruppen sadister og Mindy Kaling selv, som får et eller andet sygt kick ud af at fornærme sit publikum og sine fans på alle mulige måder.

Som show viser Velma mest af alt, hvor meget manuskriptforfatterne elsker lugten af deres egne prutter. Hvert 30. sekund bliver seeren bombarderet med, hvor selvbevidste forfatterne er om popkulturelle troper, mens de selv giver sig i kast med den mest fantasiløse reboot i verdenshistorien. Serien er tydeligt bevidst om identitetspolitik, men er også åbenlyst stereotypisk, hvor hovedpersonen konstant dømmer andre ud fra deres hudfarve og sociale status. Stakkels Fred, som var en af de mest elskede figurer i serien, er blevet forvandlet til en forkælet møgunge med en mikropenis.

Der er ingen humor overhovedet midt i al småligheden, hvor sarkasmen drypper som en urin-gennemvædet madras og karaktererne enten portrætteres som hjerneskadet savsmuld eller brutale psykopater. Det er tydeligt, at Velma har hentet meget inspiration fra den animerede Harley Quinn-serie, som formåede at være både "edgy" og subversiv på den helt rigtige måde. Skaberne af Velma har dog ikke det talent for at fortælle noget med et glimt i øjet, og det der burde være provokerende, føles snarere desperat, træt, trist, uaktuelt og patetisk.

Velma vil gerne chokere, men befinder sig i et allerede overmættet marked af voldelige voksenanimationer om kyniske røvhuller. Det eneste jeg ikke har noget imod er animationen, men selv den kan til tider føles lige så sjælløs som dens rådne manuskript. Hvis du gerne vil se en "voksen" version af Scooby-Doo, kan jeg i stedet varmt anbefale den fandenivoldske Mike Tyson Mysteries med Norm MacDonald i hovedrollen som en uforskammet due, eller hvorfor ikke bare tjekke Harley Quinn-serien ud? Bare se alt der ikke er Velma, for her er der ikke andet end flad, barnlig chokhumor at hente.