Need for Speed Unbound

Når man nævner Need for Speed, så ser de fleste nok en street racer for sig. Faktisk startede serien som en simulator tilbage i 1994 og siden dengang har Electronic Arts forsøgt at bevæge serien i flere forskellige retninger - nogle mere succesfulde end andre. Det har været lidt en ørkenvandring på det sidste, så forhåbningerne til Need for Speed Unbound har været store - især fordi at det er legendariske Criterion, der nu står bag.

Las os starte med det de fleste har talt om, når snakken er faldet på Unbound siden annonceringen tilbage i starten af oktober, nemlig den unikke visuelle stil. Her blandes virkelighedstro biler og flotte omgivelser med tegnede karakterer og tegnede visuelle effekter fra bilerne. Det kan være røgen fra dækkene, fartstriberne rundt om bilen og vinger, sammensat af bogstaverne "BIGAIR", der kortvarigt sættes på bilerne, når man tager den ud over et flyvehop.

For det første synes jeg at det er rart, at Need for Speed serien får lidt kant og karakter, for de kan godt gå hen og blive lidt kønsløse, men med Unbound forsøger Criterion at få Need for Speed til at skille sig ud - og jeg er faktisk ret vild med det. Det ser rigtigt godt ud og effekterne er på ingen måde generende for gameplayet, da de holdes på en fint niveau. En god og flot tilføjelse efter min mening.

Så er det på plads. Det er så nok også det mest interessante ved Unbound, da resten følger en langt mere velkendt formel. Historien er som vi efterhånden har set den før - og lige så fjollet og meningsløs som altid. Det virker i hvert fald ikke som om, at forfatterne har nogen form for indblik i street racer kulturen. Det hele udspiller sig i den fiktive by Lakeshore og her tager man rollen som en up-and-coming street racer, der skal skabe sig et navn i miljøet, skrabe penge sammen til dagen og vejen og ens nye værksted. Det gør man ved at deltage i såkaldte "Meetups", som er gadeløb af forskellige typer i og omkring byen, hvor der vindes penge ved at placere sig bedst muligt i løbene og vinde de væddemål, man indgår med andre kørere.

Der er fire uger til The Grand, en serie af store gadeløb som alle street-racere gerne vil være en del af, starter. Hver lørdag aften køres der kvalifikation til The Grand, så i løbet af de fire uger, skal man sørge for, at skrabe penge nok sammen til at kunne betale det beløb der kræves for at være med i kvalifikationerne, men også at have den rigtige type bil, for overhovedet at kunne være med. Ud over disse kvalifikationer, er alt som det plejer omkring selve racing delen; langt det meste af tiden går med at køre rundt i byen, deltage i de her forskellige løb, løse forskellige missioner der kommer ind via ens telefon, finde graffiti og anden street art rundt omkring på vægge, smadre billboards og slå rekorder igennem fotofælder, driftzones og speedruns. Absolut intet nyt der.

Politiet i Lakeshore har en nul-tolerance-politik overfor street-racere, så man får hurtigt de blå blink i bakspejlet og man opbygger løbende "heat" fra politiet - altså ganske enkelt hvor meget opmærksomhed man tiltrækker sig og dermed også hvor hårdt politiet vil gå til en. Heat opbygges hen over dagen og tages med ind i nattens løb, hvor politiet er endnu mere aggressive og ens Heat forsvinder først, når man klarer sig igennem dagen eller natten uden at blive anholdt og afslutter i et safe house - hvor man også inkassere dagens eller nattens indtjening. Bliver man derimod anholdt af politiet, så mister man alle de præmiepenge man kører rundt med, så det er hele tiden en opvejning mellem hvor store chancer man vil tage med de penge man har i lommen og hvornår det er tid til at cashe ud i et safe house.

Man starter, som man plejer, ud med en sløv bil og så skal man gøre sig fortjent til at købe og vinde flere biler undervejs. Man får løbende adgang til mere end 140 forskellige biler fra alle de store producenter som Lamborghini, Dodge, Chevrolet, Ferrari, Aston Martin, McLaren, Porsche og Mercedes - men også ægte street racer klassikere som Nissan Skyline, BMW M3, Ford Mustang, Mazda RX-7 og ikke mindst rapperen A$AP Rocky's virkelige Mercedes 190 E, som gør en gæsteoptræden i spillet - faktisk både rapper og bil.

Bilernes udseende kan opgraderes med alt fra nye spoilere, skærme, lygter, sidespejle, fælge, bremsekalibre, affjedring, støddæmpere, sænkningssæt, udstødninger, splittere, lakeringer og meget meget andet. Der er helt utroligt mange opgradering- og modificerings-muligheder og man kan bruge virkelig lang tid på at gejle ens bil hvis det er det man ønsker - helt ned til hvordan udstødningen skal lyde og hvilken farve bremsekalibrene skal have. Jeg tog mig selv i, at bruge alt for lang tid på at lege med alle mulige designs af mine biler - det fungerer godt og drengerøven får overtaget når man pludselig får mulighed for at bygge den bil man ellers kun kan drømme om. Man kan i øvrigt også vælge at bruge andre spilleres opgraderinger og modifikationer, som man kan tilføjes til ens egen bil.

Som det måske fremgår af ovenstående, så er der ikke meget nyt under solen her og på rigtigt mange områder føles Need for Speed Unbound meget som det forrige Need for Speed Heat. Flere af elementerne i gameplayet er blevet genbrugt, blandt andet at man efter gennemført løb skal ryste politiet af sig i en irriterende ekstra politijagt og at løbene ændre karakter alt efter om man kører om dagen eller om natten er også taget direkte fra Heat. Flere dele af byen virkede bekendt og styringen er præcis lige så udfordrende som i Heat, hvor man ender med at kæmpe mere med den, end med ens modstandere.

Det meste ville være til at leve med, hvis det var sjovt at spille, men desværre er der to ting, som ødelægger det for mig. For det første, har spillet en kraftig elastik-AI. Det vil sige, at det virker som om, at der er en elastik mellem bilerne, der betyder at man som spiller aldrig kommer langt foran ens konkurrenter og de kommer sjældent langt foran spilleren. Det er en meget normal måde i arkade-racere at sikre, at man hele tiden har nogen at køre ræs med. I Unbounds tilfælde virker det dog som om, at elastikken nærmest kun virker den ene vej. Begår man den mindste fejl, sørger elastikken for at man hurtigt bliver overhalet af mindst 3-5 konkurrenter, men elastikken hjælper ikke på samme måde med, at få indhentet de biler der nu kører fra en, da de er meget svære, og visse gange umulige, at få indhentet igen.

Det andet problem, som faktisk hænger lidt sammen med elastik-problematikken er, at gameplayet er meget baseret på at man skal bruge ens boost-funktion som alle biler har. Problemet er bare, at boosteren mange gange nærmest er ubrugelig, fordi ens konkurrenter, på magisk vis, også sætter farten op i det øjeblik man aktivere ens booster. Begge dele virker tåbeligt og direkte unfair og får spillet til at føles temmelig ubalanceret.

Multiplayer delen hedder Lakeshore Online og også her slippes man løs i Lakeshore sammen med 15 andre spillere. Her kan man, meget lig kampagnen, deltage i forskellige typer af løb ved Meetups og gennemføre forskellige aktiviteter rundt omkring i byen. Aktiviteter er delt med kampagnen, mens progression i Lakeshore Online er seperat fra kampagnen. Online delen fungerer fint og det er altid sjovt at udfordre andre spillere og tage deres penge og de unfair elastik- og boost problemer er ligesom ikke helt så udtalt her.

Vi har været inde på den visuelle del af spillet, som er virkelig flot og gennemført - og den nye stil er meget velkommen og hele spillet er gennemsyret af den. Bilerne er flotte og de mange visuelle opgraderingsmuligheder er imponerende. Lakeshore og omegn er også flot og den visuelle side hjælpes på vej af, at vejene langt det meste af tiden er våde (dog uden at der kommer spray op fra bilerne), så specielt om natten ser det ganske lækkert ud med byens lys der reflekteres i de våde veje. Det hele kører (det meste af tiden) flot og flydende ved 60fps og generelt er Need for Speed Unbound et rigtigt flot spil og der er ikke meget at sætte en finger på her.

Lydsiden er præcis som man kunne forvente det i et Need for Speed, med noget overdrevne lydeffekter, gode motorlyde og solide knald fra udstødningerne. Dialogerne mellem spillets hovedpersoner kan have en krummende effekt på ens tæer, da de er fyldt med påtaget "Bro", "Yo!", "Dude" og "Family is Everything" attitude. Soundtracket er til gengæld fedt og passer perfekt til hele stilen, med tunge numre fra blandt andre Charli XCX, Diplo, Shygirl, Oliver Olson, Alison Wonderland og med A$AP Rocky's "Shitting Me" i front for det hele.

Need for Speed Unbound er Need for Speed som vi efterhånden har kendt det i en årrække. Desværre. Jeg havde nok håbet på, at Criterion havde tilført lidt af deres magi til serien og selv om den visuelle stil er forfriskende og lækker og man får glimt af deres Burnout DNA når man kører galt og smadre ens bil, så minder det meget som noget vi har set før - og det er skuffende. Det hele er pakket virkelig lækkert ind - men inde under den flotte indpakning, er det næsten den samme gamle pakke, vi fik med Need for Speed Heat i 2019 - og den var i sig selv også en genindpakket udgave af Need for Speed Payback fra 2017.

Forza Horizon, der for længe siden har overhalet Need for Speed serien som den bedste arkaderacer på Xbox, behøver ikke at kigge sig nervøst i bakspejlet, for Need for Speed kører stadig på den samme gamle benzin og det ser ikke ud til, at den har tænkt sig at lægge an til overhaling lige med det samme. Faktisk er Need for Speed blot en lille prik i Forza Horizons bakspejl.