The Knight Witch

The Knight Witch er lidt en sjov blanding. Det er et Metroidvania blandet med et twin-stick shoot'em-up (nærmest med bullet-hell tendenser til tider) og så lige krydret med deck building. Det kommer fra den spanske udvikler med det vilde navn Super Awesome Hyper Dimensional Mega Team, også kendt som Super Mega Team. Selvtillid lader de da til at have.

Historien i The Knight Witch er ganske fin og fungerer som et godt bagtæppe for den hektiske action der foregår på skærmen. Jorden er på randen af udslettelse, da Daigadai imperiet nærmest har udsultet planeten for alle ressourcer. Det resulterer i et folkeligt oprør i et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage, men de kan ikke gøre meget mod imperiets krigsmaskiner og golems - ikke før de fire helte, The Knight Witches, drages ind i kampen og Daigadai imperiet nedkæmpes.

Så man lægger faktisk ud med at tage kontrol over Robyn, lederen af The Knight Witches og man bliver kastet på hovedet ud i en temmelig svær bosskamp, som skal forestille at være det endelige slag mod Daigadai imperiets leder. Det tog mig mindst 15 forsøg før jeg vandt kampen og tænkte, at hvis det her var spillets sværhedsgrad, så ville det blive en hård anmeldelse at komme igennem.

Det egentlige spil udspiller sig 14 år senere og her er sværhedsgraden anderledes medgørlig - i hvert fald i starten. Man tager rollen som pigen Rayne, som har levet fredeligt i den underjordiske by Dungeonidas, i skøn forening med naturen. Indbyggerne fejrer stadig sejren over Daigadai imperiet og hylder årligt de fire helte fra Knight Witches. Rayne var faktisk selv i lære som en Knight Witch, men nåede aldrig at "komme med på holdet" og har aldrig været i kamp. Hun besidder dog nogle af de samme evner som Knight Witches gør og jeg vil ikke afsløre så meget af historien herfra, for den skal faktisk opleves, men jeg kan da sige så meget, at Rayne får brug for alle hendes evner, da hendes rolige verden pludselig bliver angrebet af en mystisk fjende.

Gameplayet i The Knight Witch er som sagt i starten, en god blanding af forskellige genrer. Man udforsker verdenen som et Metroidvania, kampene foregår som i en twin-stick shooter, hvor man på normal vis styrer Rayne rundt med den venstre styrepind, sigter med den højre og skyder med R1. Spillet her byder på en alternativ måde at kæmpe på, da man faktisk også kan angribe uden at sigte med den højre styrepind og så bliver ens skud målsøgende, så de selv finder frem til den nærmeste fjende. Hagen ved det er, at skuddene ikke gør så meget skade som hvis man sigter, så fjenderne skal rames langt flere gange. En ganske sjov lille funktion, som faktisk kan være ganske nyttig ind imellem.

En anden vigtig ting i The Knight Witch er de såkaldte Spell Cards, som giver Rayne forskellige specielle angreb eller egenskaber i en kort periode. Man kan bygge en hånd af seks kort, hvoraf tre tilfældige kort kan være aktive på én gang. Hvert kort koster mana at bruge, som man samler op, når man nedkæmper fjender. Der er i alt over 40 forskellige kort, som man løbende gennem spillet kan købe sig adgang til eller vinde når man nedkæmper bosser og andre fjender.

Endelig indeholder The Knight Witch et såkaldt "Link" system - som er en mekanik, der skaber bånd mellem Rayne og indbyggerne i Dungeonidas, der støtter hende i hendes kamp. Link systemet er ganske snedigt bygget op; Rayne bliver løbende stærkere og stærkere og det er indbyggernes tro på hende, der giver hende denne styrke. Efter endte missioner, taler Rayne til befolkningen og alt efter hvad hun fortæller dem (som spiller vælger man selv hvad hun skal sige), stiger hendes bånd til dem. Nogle gange er det måske ikke optimalt, at de får hele sandheden, for folk er mere tilbøjelig til at tro på det de ønsker at høre og så vil man opbygge et stærkt bånd til dem, skal man måske hellere fortælle dem det de ønsker at høre. Men som bekendt kan der også være en bagside af at tilbageholde sandheden, så det er en balance og det er en ganske snedig måde at opbygge et level system på.

Man kan have tilbøjelighed til at lyve og give det svar der giver mest styrke fra befolkningen, da sværhedsgraden generelt er høj og man skal gå til fjenderne med omtanke. Specielt de store bosser er udfordrende og her ændre spillet sig visse steder nærmest til en bullet-hell shooter, da skærmen bliver fyldt med projektiler og andet, der let kan tage livet af dig. Oven i dette, så er checkpoints nogle gange lidt underligt placeret - og andre gange direkte brutalt placeret. Det kan betyde, at man for eksempel kan komme ud for, at skulle kæmpe sig igennem horder af fjender man tidligere har besejret, for at nå frem til den boss, som igen og igen slår én ihjel. Det kan være pænt frustrerende.

Den grafiske side er virkelig smuk og fyldt med håndtegnede detaljer og stil. Alt lige fra menuer og ens Spell Cards, til karakterer, baggrunde og eksplosioner er lavet med den største kærlighed kan man se. Der er masser af detaljer over det hele og det giver et smukt helstøbt udtryk og det er virkelig guf for øjnene. Lydsiden er ligeledes ganske god, med et godt soundtrack og behageligt nedtonede lydeffekter, som passer fint til spillets nærmest eventyrlige grafik.

The Knight Witch er en positiv overraskelse. Der er ikke meget dårligt at sige om spillet her, andet end de lidt underligt placeret checkpoints, som kan være kilde til voldsomme gloser. Der er flere gode idéer, blandt andet link systemet og den vellykkede blanding af flere genrer. Er du på udkig efter en ny og anderledes Metroidvania du kan hygge dig med i de mørke vinderaftener, så er The Knight Witch det bedste bud denne vinter.