The Chant

Har du lyst til sammenhold på tværs af alder og udseende? Har du altid drømt om at komme til en ubeboet ø, hvor man kun drikker the og render rundt i toga hele dagen? Er ekstremisme baseret på krystaller lige det der kan få dig op om morgenen? Tiltaler alle disse småfjollede ting dig, så kom til øen Glory, hvor vi har samlet fem mennesker, som alle vil hilse dig velkommen med underlige seancer, og med en smule kosmisk horror, bare lige for at få lidt krydderi på tilværelsen. Ja, sådan lød reklamen, som jeg selv har fundet på til spillet The Chant. Det er udviklet af Brass Token, og kan spilles på PlayStation 5, Xbox Series X og Series S, Microsoft Windows lige nu. Ja, faktisk er vi kommet lidt sent til festen her.

The Chant starter med Jessica Briars rejser til øen Glory for at komme lidt væk fra hendes travle hverdag i biomedicin. Hun er blevet inviteret af hendes veninde Kim, med hvem hun deler en tragisk fortid. Kim tager imod hende på den smukke ø, men alt er ikke som det skal være, da Jessica meget hurtigt begynder at se syner, hvor hun bliver angrebet af aggressive insekter, som vil mere end bare give hende et myggestik. Efter denne klamme oplevelse møder hun øens fem beboere, som mest af alt minder om kultister. Lederen af dette underlige kollektiv er Tyler Anton, som mest af alt minder om en psykopatisk kultleder, selvom han i starten er meget venlig. Den måde han ser ud på burde få en alarmklokke til at ringe hos de fleste. Den lille flok tilbeder noget de kalder Prismic-videnskab, som skulle kunne få medlemmerne til at snakke med ånder. Jessica finder dog gamle filmruller, som fortæller om dem der kom før, og hvordan de mødte klamme insektmonstre, som man ikke skal tage med hjem til mor. Jeg vil ikke spoile noget, men disse groteske væsner er stadig at finde på øen, og mon ikke Jessica render i dem på et tidspunkt? Jo, det tror jeg nok hun gør. Historien er egentlig meget fed. Selvom The Chant har et ret skrabet udseende, og føles som om det er lavet på et ret stramt budget, er ideerne ganske fede, og øen er ret nice at udforske. Historien er også det der er i højsædet, for man skal opklare hvad der foregår på øen, og de fem permanente medlemmer af Prismic-troen har skjulte motiver. Ikke nok med det, men flere af medlemmerne bliver i løbet af spillets forløb besat af underlige ånder, hvilket gør man ikke ved hvem man kan stole på. Det giver en konstant følelse af paranoia, som jeg ret godt kunne lide.

Som førnævnt er Glory fyldt med groteske væsner og ånder, som gerne vil ens karakter det ondt, og derfor er man nødt til, at kunne beskytte sig selv. I The Chant er det ikke tunge våben eller muskler man skal forsvare sig med, det er i stedet røgelse og diverse olier med urter i, som kan smides i hovedet på monstrene man møder. Disse kan så antændes med flammende buske, som man på sin rejse rundt på øen. Det er faktisk ret fedt at Brass Token ikke falder tilbage til de gængse klichévåben, som man ser i alt for mange horror-spil, og der er noget organisk ved at man skal forsvare sig med de ting man naturligt finder på øen. Det passer også til de monstrer man bliver angrebet af, da de alle ville være at finde på øen, bare i meget mindre versioner. Man møder forvoksede frøer, mennesker der lavet af myggesværme og andre kultister, som vil stoppe Jessica i at finde ud af sandheden om øen, og dens mørke fortid.

Alle disse surrealistiske og skræmmende oplevelser kan godt være svære for ens hjerne at holde til, og det problem har Jessica også i den grad. Derfor har hun en måler der viser hvor freaked hun er. Når den er tom, så kan hun ikke angribe, da hun er gået i panik. Heldigvis kan man finde urter der fylder denne måler op, men der er langt imellem de lavendelplanter, der giver hende mere mental modstand. Det er fed mekanik, som hele tiden gør man føler et pres for at ikke at være skræmmende steder for lang tid. Derudover har man også en måler for fysisk helbred, som heller ikke skal komme i bund, for så dør man bare. Det er der heldigvis også en urt for. Så The Chant er med til at gøre urter relevante igen efter at Resident Evil ikke stoler så meget på dem mere. Disse målere og våbene kan man løbende opgradere, som man kan holde til mere både fysisk og mentalt.

Så som man måske kan fornemme er The Chant meget lig Resident Evil-serien når det kommer til gameplay. Specielt er det at finde underlige nøgler for at komme ind af låste døre i højsædet i The Chant. Jeg stødte ind i flere tilfælde, hvor man skal kombinere underlige geometriske former, så de ender med at blive til nøgler. Det bliver lidt ideforladt til sidst, men ikke nok med det, for der er også en masse almindelige nøgler at finde. Jeg talte fem i et område alene, og det blev gammelt hurtigt. Der er andre gåder der skal løses senere, men der er stadig flest låste døre man skal finde en måde at låse op for, og det kunne man godt have varieret en smule. Et andet kritikpunkt er selve kampsystemet, som er meget basalt. Man kreerer som sagt diverse røgelser og olier, men den måde man bruger dem på er ret primitiv. Røgelsen bliver bare flagret i hovedet på de monstre man møder, og olien bliver på selvsamme monstre, hvorefter man flagrer med de brændende buske til de antændes. Her kan man virkelig mærke at spillet er lavet på et stramt budget, for det er på ingen måde tilfredsstillende kamp. Et andet område hvor man kan mærke det slanke budget er i karakterernes udseende. Min research af spillet viste mig videoer hvor skuespillerne der lægger stemmer til karaktererne havde en dims på hovedet, som skal fange ansigtstræk og mundbevægelser til spillet. Desværre har denne teknologi ikke den store succes, for karakterernes ansigter virker stive og en smule livløse. Mundbevægelserne passer heller ikke altid med det som karaktererne siger. Så det er en ret blandet pose bolsjer at se karaktererne interagere. Det tager en ud af oplevelsen, når et spil som er så meget baseret på narrative "hooks", ikke har ret overbevisende karakterer. Det er synd, for historien er som sagt fed, men det virker som ambitionsniveau og udførelse ikke helt har kunne følge med hinanden.

Derfor er The Chant også ret et underligt spil på mange måder, for der er nogle virkelig fede nye ideer og detaljer, som skal opleves, men spillet har også nogle designvalg, hvor man kan se at udviklerne er strandet på grund af et for lille budget. En udvikler kan jo ikke udvikle for mange millioner, hvis de ikke har pengene, og det er også ok at spil ikke skal have udviklingsomkostninger, som kun de store studier kan leve op til. Derfor vil jeg give Brass Token stor ros for hvad de har fået ud af de ressourcer de har haft til rådighed, og at de har udviklet et ganske hæderligt og underholdende horror-spil. Jeg håber The Chant bliver en succes, så deres næste spil får de ressourcer det fortjener.