Black Adam

Borgerne i den fiktive stat Kahndaq har været undertrykt, så længe nogen kan huske. Når deres forfædre ikke bliver terroriseret af en tyrannisk konge, lever deres efterkommere under hælen på et forbrydelsessyndikat. Løsningen? En mystisk kæmper fremtrylles af de samme troldmænd, som gav verden Shazam, men den nye helt spillet af Dwayne Johnson har intet til fælles med Zachary Levis charmerende gavtyv. Kahndaqs frelser er en hævngerrig, vred og ustoppelig gud, som bliver fængslet af Shazam-banden - indtil verden får brug for ham igen 5.000 år senere. Hans navn? Black Adam.

Et, når man skærer det indtil benet, relativt simpel setup, hvilket er passende, for Black Adam er en meget simpel film. Warner Bros. går her efter den mere klassiske antihelt, der ikke har noget problem med at rive sine modstandere i småstykker, for at udføre sine mission (modsat den typiske helt, der udtrykker visse kvaler, men gør det alligevel). Det resulterer i et par brutale og ret morsomme sekvenser, hvor Black Adam skamløst afriver legemer eller sætter stød til sine fjender. Men selv lidt over-the-top antihero-humor kan ikke redde Black Adam fra at være en CGI-pærevælling, der tager sig selv alt for seriøst.

Filmen er lige så højlydt og actionfyldt udenpå, som den er tom indeni, med langtrukne actionsekvenser og tung, forklarende dialog, der forsøger at give en smule kontekst til den tynde oprindelseshistorie, som aldrig virker til at have en klar identitet. Det hele begynder som en mytisk fortælling, går derefter over i et Tomb Raider-eventyr, og bliver så til en meget forvirret omgang tegneserieaction uden hverken retning eller substans. Om noget er Black Adam en smertefuld påmindelse om, hvor fantasiløs og kedelig superhelte-dillen efterhånden er blevet i løbet af de seneste par år.

Black Adam er muligvis også den grimmeste film, jeg har set i år, og bombarderer seeren med overdrevne computereffekter og produktionsdesign, der er intetsigende, generisk og uinspireret. Frem for alt er Black Adam dog bare kedelig. Det hele var så kedeligt, at jeg under flere af filmens actionsekvenser zonede fuldstændigt ud og begyndte at tænke på hverdagens små gøremål, hvilket klart var mere tankevækkende, end at se Johnsons udødelige muskelbjerg ødelægge sine rivaler for hundredende gang.

Det eneste, jeg følte, der virkelig fungerende i filmen, var introduktionen af Justice Society, en samling af skæve superhelte, der i modsætning til Black Adam ønsker at løse problemerne på en langt mere fredelig måde. Ikke at filmen havde brug for flere karakterer i et i forvejen rodet plot, men jeg kunne godt lide, at disse individer et øjeblik blev filmens antagonister, da Kahndaqs indbyggere vendte sig imod dem for i stedet af omfavne Black Adams brutale tilgang. Det føltes rimelig friskt, at de åbenlyse helte pludselig blev set som skurke fra Kahndaqs perspektiv, og jeg havde håbet, at manuskriptforfatterne kunne bygge videre på den idé. Desværre varer dette ikke ret længe, da filmskaberne hiver en mere klassisk superskurk ind mod filmens slutning - i øvrigt noget der desværre begynder at føles næsten obligatorisk i superheltefilm.

Black Adam er desværre ikke meget andet end en lang række tegneserieklicher, smækket sammen på en filmfabrik til at konkurrere mod rivalerne fra Marvels kreativt skrantende, men økonomiske stadig enormt lukrative, filmiske univers. Den vigtigste scene for det resterende DC Extended Universe kommer dog først efter, at du har set rulleteksterne igennem, så heller ikke på denne front, er der meget at komme efter. Ligesom dens hovedperson forsøger filmen konstant at spille med sine muskler i hver eneste scene, men filmskaberne glemmer fuldstændigt det solide filmhåndværk midt i den rodede CGI-tornado.