Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Scorn

Scorn

Frastødende, forvirrende og kvalmende brunt. Scorn drypper af atmosfære, men det er langt fra for alle.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Kender I det, hvor man følger et spil i så lang tid, at man kommer i tvivl, hvorvidt det nogen siden kommer ud? Sådan har mit forhold til Scorn været igennem mange år. Det var for snart fem år siden sponsor for et podcast, som jeg lyttede til dengang. Her blev spillet meget godt beskrevet, som et meget stilistisk spil, med en smådeprimerende og klam stemning. Dette kan jeg bekræfte efter at have spillet mange timer nu. Scorn er en meget anderledes oplevelse, og det har taget Ebb Software mange år at færdiggøre spillet, som jeg har spillet på PC. Så lad os se, hvad der venter os i dette meget specielle spil, som nu er ude til PC og Xbox.

HQ

Scorn er meget minimalistisk i den måde, det fortæller sin historie, og jeg er efter at have gennemført spillet stadig ikke helt sikker på, hvad jeg har oplevet. Man starter som et menneskeagtigt væsen, som slår øjnene op, og så skal man ellers finde ud af, hvad der foregår, uden nogen form for narrativ, andet end det verdenen og dens gåder giver. Det er på en side ret fedt, da det er ens egen fortolkning, der skaber historien, men på den anden side føles det hele en smule formålsløst, da ens avatar i spillet ikke har nogen personlighed, der giver motivation til at finde ud af, hvad i hulens navn der foregår. Jeg måtte derfor tvinge mig selv igennem de første par timer, da spillet på ingen måde forsøgte at hjælpe. Gåderne er nemlig historien, og uden dem løber man bare rundt i grå og brune rum, som ret meget ligner hinanden. Jeg havde desuden det problem, da jeg startede spillet, at jeg ikke kunne finde frem til den gåde, man skulle løse for at få bolden til at rulle. Alle andre gåder i dette første område afhænger nemlig af, at man har løst den første gåde. Jeg fandt den heldigvis til sidst, og da den var løst, begyndte de andre gåder at virke også.

Jeg skulle finde et, hvad jeg tror var et æg, med en forkrøblet og sammenpresset skabning, som lå og stønnede. Denne skulle man så bruge igennem flere gåder for til sidste enten at sætte fri eller slå ihjel. Lige meget hvilken af de to muligheder man vælger, ender man med at bruge dette skabnings arm til at åbne den første store dør, som før var låst. Dette er et eksempel på historiefortællingen i spillet, for hvad er det for et underligt væsen, og hvorfor er den et æg? Som sagt er jeg efter gennemførsel stadig ikke sikker.

Dette er en annonce:

Det er også derfor, jeg tror Scorn er meget polariserende spil, for der er ikke noget definitiv svar, andet end det ens egen tolkning af begivenhederne giver en. Jeg havde selv svært ved at blive motiveret til at udforske den groteske verden af samme grund, da verdenen er meget meget deprimerende og ikke specielt fed at være i. På den ene side kan jeg godt lide hvad Ebb Software forsøger her. I hvert fald ren teoretisk. Men praktisk set hadede jeg hvert et minut, og jeg måtte tage mange pauser, da det faktisk havde indflydelse på mit humør, hvis jeg var i verdenen for lang tid. Det er et stilistisk valg, og det respekterer jeg, men på mig gjorde stemningen bare hele oplevelsen ganske deprimerende. Gåderne er dog ret opfindsomme, og de begynder også at give mening, når man lige får styr på hele Scorns logik. Dette er ret fedt, og jeg nød at løse de tiltagende svære opgaver, som spillet stillede mig.

ScornScorn

Scorn er visuelt meget mørkebrunt og gråt, og musikken understøtter dette til fulde. Et stort problem for mig var, at alle de trange gange, man skulle løbe rundt i igen og igen, så enormt ens ud. Der er flere gåder, hvor man skal finde diverse rum, hvor en kontakt skal trykkes eller en gåde skal løses, hvilket er man har set i mange andre spil. Problemet er her, at jeg brugte mere tid på at navigere de til tider ret indviklede gråbrune labyrinter, end på faktisk at løse gåderne. Ebb Software har prøvet at farve de steder, man skulle interagere, med røde farver, men når man ikke kunne finde rummene i første omgang, testede det tålmodigheden gevaldigt. Det bliver ikke bedre senere i spillet, hvor der også kommer fjender, som genopliver efter et stykke tid, når man har besejret dem i første omgang. Det var meget frustrerende, da jeg følte at selve spillets udtryk forhindrede min fremgang, hvilket jeg kun synes gåderne skal gøre. Så Scorn er lidt stil over substans, hvilket er ok, men det skal gøres bedre end her.

Man får ret tidligt et våben, som først er et spyd, som man kan stikke fjenderne med, men senere opgraderer man det, så man blandt andet kan skyde med granater. Man skal dog ikke tage fejl, for dette er ikke et skydespil på nogen måde. Jo, man skal skyde de klamme væsner, der vil gøre en ondt, men våbene bruges mest til at løse gåder. Der er for eksempel en boss-kamp, hvor granatskyderen skal bruges strategisk, for at kunne besejre bossen. Efter bossen skal granatskyderen også bruges flere steder til at løse de almindelige gåder, hvilket er opfindsomt og fedt. Disse våben spiller igen ind i den logik der i Scorns verden, og hvordan næsten alle elementer smelter sammen til en overordnet helhed, er superfedt. Det er absolut, hvad jeg bedst kan lide ved spillet, og jeg hyggede mig når gåderne var lette at finde, og jeg ikke gik fejl flere timer på grund af den gråbrune verden.

Dette er en annonce:
ScornScorn

Scorn er som nævnt meget minimalistisk. Verdenen har en skiden brun farve, og stemningen er trykkende og deprimerende. Derudover det hele er supermørkt, og der er en sygelig grå tåge over det meste af verdenen. Man får hurtigt fornemmelsen af at alt er organisk, da der er pulserende vægge, og alt er dækket af slim og værre. Man får i starten af spillet en dims på sin arm, der gør at man kan interagere med gåderne, og for at kunne åbne døre og lignende, skal man stikke ens fingre eller hænder ind i huller, som ligner diverse kropslige lukkemuskler. Det er ret klamt egentlig, men jeg kunne godt lide den måde det passede ind i spillets logik. Klamt kunne godt være overskriften på spillet generelt. Klamheden i spillet gennemsyrer alt, og sammen med den gråbrune tone, som alt havde i spillet, er Scorns verden ret ubehagelig at være i. Det hele føles håbløst og meningsløst, og spillet gør alt for at understøtte denne stemning. Den er ikke for alle, og jeg havde som nævnt også svært ved at kunne holde det ud i længere sessioner. Men man må sige, at spillet er yderst stemningsmættet.

Scorn er et underligt spil i al sin stilistiske fuldkommenhed, for det kræver meget af spilleren, og der er ingen hjælp at hente fra udviklernes side. Det man skal, er at lytte til spillets logik, og så selv finde ens vej igennem den klamme og deprimerende oplevelse. Kan man lide ikke at blive holdt i hånden, så er det her eventyrspillenes Dark Souls. Vil man gerne have et mere optimistisk spil, hvor spillet faktisk hjælper en med at forstå det og historien, så er det her ikke for dig. Jeg nød visse dele af spillet meget, og brød mig slet ikke om andre dele, men man kan ikke tage fra Ebb Software at deres vision for spillet er hundrede procent gennemført.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fede gåder. Spilverdenens gennemførthed. Lydsiden skaber en meget tyk stemning.
-
Minimal historie. Måske for deprimerende stil. Meget ensformig gråbrun verden
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

8
ScornScore

Scorn

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Frastødende, forvirrende og kvalmende brunt. Scorn drypper af atmosfære, men det er langt fra for alle.



Indlæser mere indhold