FIFA 12: UEFA Euro 2012

Sommeren nærmer sig hastige skridt, og kigger vi i kalenderen kan vi se, at årstallet er lige. Det betyder, at der i juni måned vil blive afholdt et fodboldsmesterskab, med alt hvad det indebærer. For mange er der lighedstegn mellem fodbold-EM og indkøb af nyt tv samt tidlig ferie. For andre er forberedelserne mere beskedne omend vigtige. Grillaftener skal aftales, officielle EM-sange skal undgås, og den omfattende og prestigefyldte sofaliga med vennerne skal arrangeres.

Til denne ritualbundne venten hører som regel også det officielle mesterskabsspil. Som sædvanligt er det EA Sports, der er afsender, men denne gang kun som digital download i form af en udvidelse til FIFA 12. Måske er modellen med DLC frem for en seperat titel et signal om et lavere ambitionsniveau end tidligere, hvilket prisskiltet på cirka 170 kroner også vidner om.

Personligt tror jeg, at det er en grundlæggende god ide at vælge denne vej, i stedet for at bruge for meget krudt på nye titler i en produktserie, der i forvejen har en meget stram udgivelsescyklus. Så da jeg dykker ned i denne digitale forsmag på årets største fodboldfest, er det med store forhåbninger om en smukt præsenteret slagmark for kampen om det europæiske græsherredømme, med store doser notalgi og stemningsopbygning.

Som offlinespiller viser det sig, at valget står mellem enkeltstående kampe, flere udfordringer af typen "du er Spanien og er bagud mod Tjekkiet med 30 minutter tilbage, vind kampen), EM-slutspil og noget, der kaldes Expedition Mode. Med en uhæmmet trang til at føre landsholdet til ære, berømmelse og storer mængder urkainsk borsjtj hopper jeg derfor direkte ind i det glødende EM-slutspil. Uden på noget tidspunkt at kede mig på vejen til mit velfortjente EM-guld, undrer jeg mig over hvor EM-stemningen dog blev af.

For udover en kortere introsekvens og en sødladen medaljeceremoni er gameplayet umuligt at skelne fra enhver anden kamp i FIFA 12. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet mig, men når jeg ikke kan mærke EM-hypen blive skruet et par trin i vejret, så ryger meget af pointen med spillet. Håbet ligger dermed hos den tidligere nævnte Expedition Mode.

I beskrivelsen af denne klart mere langsigtede karrieredel er der rigeligt, der kilder min nysgerrighed. Her kan jeg skabe mig eget hold, ført an af min Virtual Pro fra FIFA 12, og krydret med den største samling lømler, der nogensinde har været samlet på en græsplæne. Sammen skal vi rejse land og rige rundt for at udfordre samtlige UEFA-nationer på gammeldaws manér. Ved sejr låses der op for nye udfordrere, og en af det tabende lands reserver kan tilføjes til ens eget hold. Sejr nummer to mod samme modstander belønnes med en spiller fra bænken, og ja, tredje sejr belønnes med en spiller fra startopstillingen.

Hovedsageligt kan landene udfordres gruppevis ud fra inddelingen i det kvalifikationsspil, der sluttede i efteråret. Da jeg for mit vedkommende ville måle mig mod Sverige så hurtigt som muligt, bestod mine fire første kampe derfor af nedtromlinger af stakkels blåbærsnationer som San Marino og Moldavien, med nyerhvervelser af assisterende vandbærer-klasse.

Så langt så godt, men efter at have rejst til Amsterdam og gjort kort process med VM-toeren, føles mit hold lidt kedeligt. Der er nu omkring 50 lande at udfordre, uden at sværhedsgraden kommer til at stige væsentligt. Tværtimod kan jeg som næste modstander vælge mellem Kazakstan og Luxemburg. Undskyld mig, men hvad har EA Sports dog tænkt? Expedition Mode må gerne vende tilbage i fremtiden, men det skal være med en mere logisk øgning i sværhedsgraden, ved for eksempel at inddele holdene efter dygtighed. Og så synes jeg også, at man burde gå planken endnu længere ud i sådan en spiltype, og koncentrere realismen i den autentiske karrieredel.

Altså virker UEFA Euro 2012 som en tynd kop te. Det rammer ikke stemningen, og Expedition Mode virker ikke rigtig gennemtænkt. Derfor ender det hele som en temmelig overflødig omgang.