Prey (Disney+)

Først og fremmest er det vigtigt at give Prey ros for sit mod. Nej, det er ikke som sådan modigt at lave en Predator-film, men det er dog modigt at alle involveret i projektet (og det inkluderer også studierne bag) at tage en så ikonisk skikkelse, og lade den indgå i så nye omgivelser som her.

Jo, Predator blev introduceret i vildnisset, hvor en enkelt mand kæmpede en brav kamp for at overvinde den toptrænede og toptunede jæger, men denne gang er der strækninger der har mere til fælles med... ja, en mere budgetvenlig The Revenant end en egentlig dkitsch sci-fi film. Det handler om at bryde rammerne lidt, og det lykkedes, til dels.

Filmen foregår i 1719 i den såkaldte "Comanche Nation", altså de sydlige prærier i hvad der i dag blandt andet er Oklahoma, hvor vi følger Naru spillet af Amber Midthunder (der selv er Sioux). Hun samler, mens mændene jager, og den status quo er hun godt træt af. Men når en mystisk tilstedeværelse truer lejren ser hun sit snit til at bevise noget overfor de andre, men det kommer hun hurtigt til at fortryde.

Hvad der følger er cirka halvanden times intens jagt, der både involverer belgiske krybskytter, en kamp med en bjørn og masser af sekvenser hvor Naru virkelig er millimeter fra døden ved hånden af den her lettere redesignede Predator.

Takket være relativt stram instruktion fra Dan Trachtenberg, en bundsolid central præstation fra Midthunder og velkoreograferede action-sekvenser der virkelig, som i virkelig fortjener sin 18+ aldersmærkning, så er Prey også en nyfortolkning der er værd at fejre, om ikke andet fordi at den skær så langt ind til benet, og giver os en mere sårbar og mere simpel fortælling uden en bagvedliggende mytos.

Det handler vitterligt bare om en mystisk fjende, der truer den her kvinde på livet, og som derfor må stole mere blindt på hendes egne evner. That's it. Selvom at CG-effekterne, særligt dem der ikke har noget med Predator-figuren at gøre, er en kende middelmådige, så bruger filmen sågar også sine omgivelser med solide kontraster, flotte kamerabevægelser og ret fine billeder generelt.

Så hvad er problemet? Jo, selvom at vi naturligvis ved at det her er en Predator-film, så bruger filmen vitterligt kun få minutter før karaktererne selv ved at der er tale om noget lidt udover det sædvanlige, og hvad der kunne have været en mere mystisk trussel bliver lynhurtig uhyre konkret, som tager pusten fra filmens første halvdel. Naru ser et rumskib i allerførste scene, og selvom at hun naturligvis tilskriver dette noget mytologisk, så havde det været mere gunstigt hvis filmen havde holdt lidt igen den første halve time. Det gør den så overhovedet ikke.

Som jagten intensiveres finder filmen dog en rytme, og takket være opfindsomme gadgets (der faktisk virkelig er inspireret af God of War) er der også til tider lidt sort humor at finde i de mangle liv den kære Predator hurtigt får på samvittigheden. Den tonale dobbelthed kan være lidt svær at bokse med, men samlet set er Prey let underholdning, der tør tage chancer hvor det gælder.