Sniper Elite V2

Sniping (eller finskytteri, som det vist hedder på korrekt dansk militærjargon) har været en fast andel af semi-realistiske skydespil, lige siden AWP-riflen i Counter-Strike gav de tunge kalibere og kikkertsigte deres store gennembrud i spilsammenhæng.

Siden da har snart sagt enhver militær-shooter med respekt for sig selv haft en bane eller mission, hvor man skulle tage mål ud fra lang, lang afstand.

Den logiske konsekvens er selvfølgelig en undergenre af spil, der kun handler om at være sniper. Det er blevet forsøgt et par gange med skiftende held, men Rebellions Sniper Elite fra 2005 klarede sig åbenbart godt nok til at det skulle have en toer.

Sniper Elite V2 foregår - ganske som sin forgænger - under Anden Verdenskrig. Tyskerne har fået tæv, russerne nærmer sig Berlin med hastige skridt, og amerikanerne tænker allerede frem mod næste krig. Det betyder, at de tyske raketforskere, der har udviklet V2-raketterne (deraf spillets navn) skal sikres - med andre ord skal de enten hyres af amerikanerne, eller have en kugle i panden inden russerne hyrer dem. Lige noget for en soldat med dine talenter.

Spillets helt store trækplaster er kombinationen af mere eller mindre realistisk kuglefysik, hvor der skal tages højde for kuglens fald og så videre, kombineret med spektakulære killcams, hvor man i slowmotion kan følge hele projektilets færd, fra det forlader geværdmundingen til det brager gennem målets venstre øje og forlader bagsiden af hans kranie i en gejser af blod. I bedste Mortal Kombat-stil vises den sidste del af færen ofte med røntgensyn, så du kan se præcis hvor du rammer, og hvilke voldsomme skader du forårsager.

Det er grotesk, blodigt, voldsomt, til tider absurd og næsten altid ganske tilfredsstillende. Lunger, hjerte, kæbe, pande, hals, rygrad, lårknogle - jeg har pulveriseret dem alle fra over 100 meters afstand. Jeg ved fra videoer på YouTube, at man også kan skyde folk i testiklerne, komplet med røntgensyn, men trods ihærdige forsøg er det endnu ikke lykkedes mig at gøre YouTuberne kunsten efter.

Men der er selvfølgelig andet til Sniper Elite V2 end bare at sidde gemt i et højt vindue og pløkke nazister i diverse kropsdele. Man er nødt til at flytte sig ikke bare en gang i mellem, men faktisk ganske ofte.

Som en 40'ernes svar på Sam Fisher skal man som oftest snige sig rundt og undgå at blive set, sætte fælder op, dræbe intetanende fjender med kniven eller skyde dem i knoppen med en lyddæmpet pistol. Man kan tilmed samle lig op og flytte dem, så de ikke bliver fundet af patruljerende vagter.

Men lige så tilfredsstillende selve sniper-delen kan være, lige så meget kan resten af spillet halte. Normalt forbinder vi stealth-gameplay med valgfrihed og alternative ruter, men her bliver man alt for ofte tvunget i en bestemt retning, og alt for mange er der ingen vej uden om fjenden end at skyde sig igennem.

Baggyder og små sideveje er altid spærret af ruiner, spillet er enormt kræsent med hvilke vinduer, man kan kravle igennem, og visse forhindringer, som vejbomme med pigtråd, kan fjenden åbne uden problemer, mens man selv kun kan kigge bøvet på dem.

Det betyder så også, at man snildt kan bruge over en time på at passere et forholdsvist lille geografisk område, mens man leder efter alternative ruter eller muligheder for baghold, der måske slet ikke findes. Indikatoren af, hvornår man bliver set, lader også meget tilbage at ønske.

Men når det så endelig lykkedes, og man rigtigt får dækket alle sine flanker og luret fjendernes ruter, er forløsningen enorm, når man endelig får taget alle de fjendtlige soldater ud, uden selv at blive dræbt i processen.

Derfor bliver Sniper Elite V2 en rutschebanetur af frustrationer og gode oplevelser. For mit vedkommende klikkede det hele i en mission, hvor man skal infiltrere en tysk raketfabrik, og undervejs undgå myriader af vagter mens man timer sine skud til at blive overdøvet af højtalerudkald, rakettests, kraner og andet larmende udstyr, mens man sniger sig rundt for at placere sprængladninger. Jeg har opgivet at tælle, hvor mange gange jeg døde undervejs, men min stædighed bød mig at kæmpe videre, og tilfredsstillelsen var da også enorm, da jeg endelig kunne blæse hele hulen i småstykker og kæmpe mig vej ud igen med livet i behold.

Men det skal ses i lyset af, at hverken grafikken eller lydsiden er noget at råbe hurra for, at man mange gange må slås med styringen, og at den kunstige intelligens ofte virker temmelig bagvendt.

Desværre er det ikke lykkedes os at teste spillets multiplayer-del, men vi har konfereret med vores kollegaer i det svenske. Herfra lyder meldingen, at både muligheden for co-op gennem hele kampagnen og den Horde-agtige Kill Tally fungerer som de skal. Men af uransagelige årsager har udviklerne valgt at droppe mulighederne for at spille mod hinanden på konsol (den findes til gengæld på PC), så hvis du havde planer om en episk sniper-duel med din bedste ven på konsol, bliver du nok slemt skuffet.

Når Sniper Elite V2 er bedst, føler du dig uovervindelig, som kongen af verden. Men resten af tiden er her både mangler og fejl, som kan være svære at se gennem fingre med.

Sniper Elite V2 kan være ganske underholdende, men du bør nok gå på tilbudsjagt, hvis det frister.