Gwent: Rogue Mage

Måske har CD Project Red lært af fiaskoen med Cyperpunk 2077? I hvert fald "skyggelancerede" Gwent: Rogue Mage for et par uger siden til PC og mobile enheder, uden den mindste form for markedsføring. Nu har jeg haft et par uger til at spille igennem dets kampagne, et par kampe af gangen. Og det er faktisk spillets helt store styrke. Selvom du kun spiller få minutter af gangen, skal du nok blive både underholdt og udfordret.

Gwent: Rogue Mage beskrives som en selvstændig udvidelse til CD Projects Red onlinekortspil Gwent: The Witcher Card Game. Du behøver dog hverken at eje eller kende til dette spil, for Gwent er stadig lige så tilgængeligt og vanedannende, som da det debuterede som et minispil i The Witcher 3: Wild Hunt. Din modstander og dig spiller på skift et kort med en numerisk værdi. Når du ikke har flere kort på hænderne, slutter spillet, og den spiller, der har den højeste samlede score, ender med at vinde. Udover at bidrage til den samlede score, har næsten alle kort en eller flere evner, som enten kan bruges til at styrke din egen hær eller sabotere modstanders.

Hvad der næsten altid afgør kampene er synergieffekter. For eksempel boostes kort med effekten Thrive, hver gang et svagere kort rammer bordet. Du kan også anvende et kort med Devour til at opsluge andre kort og absorbere deres styrke, hvilket samtidigt aktiverer deres mulige Deathblow - en særlig egenskab, der kommer i spil, når kortet besejres. Mulighederne er stort set uendelige, og det er muligt at lave nogle dødbringende kombinationer, hvis man planlægger sine træk kløgtigt. Samtidig åbner systemet op for nogle interessante taktiske overvejelser, når det kommer til at angribe modstanderen. Vil du for eksempel fokusere på at fjerne modstanderens stærkeste kort og opnå en sikker gevinst? Eller vil du hellere fjerne en tikkende bombe af et kort, der lige nu, ikke gør den store forskel, men på længere sigt måske kan blive kampafgørende med de rette synergieffekter? Det er et robust system, der endda langt hen af vejen eliminerer RNG, som en afgørende faktor.

Som noget nyt, skal du mellem kampene ikke blot slikke din sår eller nyde sejrens sødme. Gwent: Rogue Mage lader sig inspirere af Slay the Spire og er et såkaldt roguelike, hvilket vil sige, at du, for at gennemføre et "run," skal nå hele vejen frem og besejre en boss for enden af et stort landkort. Du starter med et meget simpelt deck, men samler undervejs opgraderinger op i form af nye kort, opgraderinger af eksisterende eller praktiske genstande. De valg, du træffer i forhold til nye kort, er derfor mindst lige så vigtige som de taktiske beslutninger, du tager under kampene, da et enkelt kort nogle gange, kan være den katalysator, der får hele dit deck til at gå op i en højere enhed.

Afgørende er i den henseende også dine Hero Abilites. Her er tale om særdeles kraftige besværgelser, der ofte kan udgøre forskellen mellem sejr eller nederlag. De koster dog energi, og da denne ressourcer kun i sjældne tilfældet regenereres mellem kampene (det kan dog ske gennem tilfældige begivenheder eller de såkaldte Places of Power), får spillet en ekstra taktisk dimension - vil du bruge energien nu og få en nemmere vej til bossen, eller vil du hellere spare ressourcerne til det afgørende slag? Et svært valg, da blot et enkelt nederlag betyder, at du må starte helt forfra. Sådan da. Du optjener nemlig løbende permanente belønninger i form af nye kort og Hero Abilities. Disse er dog ikke nødvendigvis stærkere end dine eksisterende, og dermed er det kun dine taktiske muligheder som forbedres, ikke din styrke. Et glimrende designvalg, der ikke lader dig kompensere for manglende spilforståelse ved ren og skær vedholdenhed.

De nye roguelike-elementer giver Gwent et frisk pust, som gør det interessant for både nye og rutinerede spillere. Du bør dog ikke købe Gwent: Rogue Mage for historiens skyld, selvom præmissen er interessant nok. Du spiller som troldmanden Alzur, der sammen med sin partner Lily, skal forsøge at bremse den indstrøm af monstre, der er selve roden til Witcher-universet, som vi kender det. Fortællingen fylder dog ikke meget og er faktisk ikke andet end krummer sammenlignet med det Sønderjyske kagebord, vi normalt kender fra Witcher-serien.

Præsentationen er i det mindste af den vanligt høje kvalitet fra CD Project Red. Ingen andre kortspil, jeg kender til, har så flotte illustrationer som Gwent, og de enkelte borde/kamppladser, du spiller på, er meget varierede. Det er dog lidt ærgerligt, at her hverken er alternative illustrationer eller ny tekst til kortene. Fans af onlinespillet kommer derfor ikke rigtigt til at se noget nyt, men har du ikke tidligere spillet Gwent, er dette intet problem.

Som nævnt i starten egner Gwent: Rogue Mage sig glimrende til et par hurtige kampe i ny og næ. Det skyldes primært, at kampene nu kun varer én tur, frem for at skulle afgøres bedst af tre. Tilbage i The Witcher 3: Wild Hunt var det komisk let at få den dumme AI til at sætte alle ressourcerne ind i første runde, og dermed nemt nuppe sejren i de efterfølgende to. I onlinespillet gav det dog en interessant taktisk dimension, at man kunne tabe slaget, men vinde krigen ved at lokke modstanderen til at satse for meget.

Beslutningen giver som sagt mening, da det øger tempoet, og den taktiske dybde opvejes til dels af metaovervejelserne mellem kampene. Men de manglende runder introducerer også nye problemer. Hvor mange kortspil er som en boksekamp, hvor man skiftes til at eliminere kort, så har den konstante oprustning i Gwent den konsekvens, at det hele bliver en smule uoverskueligt. Nu ryddes der ikke længere op mellem rundener, og både din modstander og dig vil derfor ofte ende med, at have nær ved de maksimale 18 kort på bordet hver. Da de forskellige kort som sagt har masser af synergieffekter, bliver det til sidst næsten umuligt at bevare overblikket.

Til en pris på 75 kroner går du næppe galt i byen med Gwent: Rogue Mage. Det populære kortspil egner sig overraskende godt til en roguelike-struktur, og produktionsværdien i denne lille pakke lever bestemt op til, hvad man forventer fra CD Project Red. Dog kunne historien godt have fået lidt mere plads, og det er en smule ærgerligt, at der ikke introduceres flere unikke kort med nye illustrationer.