MADiSON

Kameraer og gyserhistorier er en ret klassisk kombination, der, hvis den udføres ordentligt, ofte er skræmmende effektiv. Jeg tror, de fleste et eller andet sted frygter, at et tilsyneladende tomt rum, viser sig at indeholder noget mere, når billedet fremkaldes. Okay, det er måske anderledes nu i den digitale tidsalder. Men i MADiSON, det nye gyserspil fra Bloodious Games, ejer du kun et gammeldags polaroidkamera, og så bliver det altså hurtigt uhyggeligt, når skræmmende fænomener dukker op på de hurtigt fremkaldte billeder.

Hele historien begynder meget brat, du vågner op som hovedpersonen Luca i et trangt værelse dækket af blod. Det banker på døren, og en aggressiv mandsstemme, der viser sig at tilhøre din far, gør det klart, at du hellere må se at komme videre i teksten - hurtigst muligt. Det står hurtigt klart, at Luca bliver hjemsøgt af et ondsindet væsen, højst sandsynligt en dæmon eller måske endda noget endnu værre? Noget eller nogen er i hvert fald ude på at fange Luca, og han har intet andet valg end at finde ud af, hvad det drejer sig om, hvis han vil overleve hele misæren.

Herfra skal du mere eller mindre klare dig selv. Det bliver ikke engang forklaret, hvordan styringen fungerer, selvom det er ret nemt at gennemskue, da det næsten giver sig selv med denne type horrorspil i første person. Luca har hverken våben eller superkræfter, og hans eneste hjælper er derfor et polaroidkamera med en unik evne til at se fænomener, der ikke kan fanges med det blotte øje. Langsomt begynder en historie derfor at tage form - gennem billeder og fundne stemmeoptagelser, som der gemmer sig overalt i det uhyggelige hus. Undervejs skal der også løses gåder. Nogle gange er de næsten fornærmende simple, og andre gange er de frustrerende svære. Oftest er det dog kameraet, der er nøglen til løsningen, så når man først forstår, hvordan udviklerne har tænkt, bliver det også nemmere at se mønstrene.

Det er ret tydeligt, hvor Bloodious Games har hentet sin inspiration. Huset, du befinder dig rundt i, giver mig stærke vibes af især Resident Evil 7: Biohazard, hvilket også mærkes i de forskellige gåder. Det er bestemt ikke en ulempe, og det er i hvert fald både stemningsfuldt og uhyggeligt at snige sig gennem husets gange. At huset så ser ud til at have sit eget liv, gør ikke det hele mindre ubehageligt. Pludselig vender man sig om, og der er noget, der ikke har været der før, eller der er dukket en dør op ud af ingenting. På trods af at man spillet igennem befinder sig i det samme hus, ser miljøerne sjældent helt ens ud, og der er hemmeligheder overalt. Udvikleren har formået at gøre rigtig meget med ganske lidt, og det er et stort plus i min bog.

I modsætning til mange andre gysere, kaster MADiSON dig direkte ud i rædslerne. Min puls stiger en del, når jeg sniger mig frem og forsøger at finde vej igennem det kæmpe puslespil, som huset hurtigt viser sig at udgøre. Da jeg indser, at jeg skal ned i kælderen, tøver jeg først, for det føles slet ikke sikkert at kravle ned i en mørk kælder i et åbenlyst hjemsøgt hus. Jeg har i hvert fald set nok gyserfilm til at vide, at det normalt ikke er en god idé. Den overordnede følelse af ubehag hører dog ret hurtigt op, og selvom der altid er en uhyggelig stemning, stoler MADiSON lidt for meget på jump scares. De konstant knirkende døre og gulve, du hører omkring di, bliver til sidst til ren baggrundsstøj, og lidt mere variation havde gjort undere for atmosfæren.

Vi skal også snakke lidt om kameraet, for det er både din bedste ven eller værste fjende i spillet, alt efter hvordan du ser på det. Det er frem for alt et nyttigt og ekstremt nødvendigt redskab, når det kommer til gåder og oplåsning af nye områder, ligesom det nogle gange er den eneste lyskilde. Så bliver du nødt til at stoppe op og tage et billede, gå et kort stykke og derefter gentage processen, for ved hjælp af blitzen at orientere dig korrekt. Samtidig håber du hele tiden, at du er alene i rummet, og at der ikke dukker skjulte rædsler op i de fremkaldte billeder eller blitzens blændende lys. På de tidspunkter er spillet virkeligt nervepirrende.

Styringen er ikke helt enkelt at have med at gøre. I bund og grund er kontrolskemaet meget enkelt, da man for det meste kun bruger en eller to knapper, så lige der er der ikke noget at klage over. Men for at kunne interagere med objekter og andet kræves der næsten millimeterpræcision, og det bliver hurtigt frustrerende. At spillet også er noget ujævnt at kontrollere med analogpindende forbedrer heller ikke oplevelsen. Det ene øjeblik virker kameraet til nærmest at sidde fast, for i det næste at blive helt ustyrligt. Virkelig ærgerligt!

På mange måder føles MADiSON som et retroinspireret spil, og det er ikke nødvendigvis positivt. At du kun kan bære otte genstande af gangen, er måske realistisk, men det bliver altså hurtigt irriterende, når du skal huske, i hvilket af husets forskellige pengeskabe, du har valgt at opbevare dine overskydende genstande. Mekanikken højner ikke spillets atmosfære - tværtimod.

Samtidig har specifikt Xbox-versionen i øjeblikket en utrolig irriterende fejl, der fører til, at du smides ud i hovedmenuen, hver gang du låser op for en achievement. Det kunne måske være til at leve med - spillet har trods alt et begrænset antal gennemførelser - men desværre opnår du ofte disse, lige inden spillet gemmer! Så er det ellers med at starte forfra igen fra det seneste checkpoint... Utvivlsomt bliver dette dog snart rettet.

MADiSON efterlader mig i sidste ende med en blandet fornemmelse. På den ene side er det på mange måder et ret vellykket gyserspil, på den anden side er det alt for mange frustrerende øjeblikke, der gør, at jeg ikke rigtig nyder oplevelsen fuldt ud. Udvikleren Bloodious Games har helt klart potentialet til at lave rigtig gode psykologiske gyserspil, og MADiSON kunne måske have været et hit, hvis der havde været en smule mere styr på spillets fundament. Men når det er sagt, bliver det unægteligt spændende at se, hvad studiet finder på næste gang.