Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Rogue Legacy 2

Rogue Legacy 2

Fans er allerede ellevilde med Cellar Door Games' opfølger, og det er vi faktisk også.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Rogue Legacy var et af de roguelikes, der for alvor viste, hvordan progression skulle skæres i denne halvmasochistiske genre. Opfølgeren, som ganske enkelt hedder Rogue Legacy 2, udvider det, som originalen gjorde så godt, på rigtig mange måder. Det er dog snarere en evolution end en revolution indenfor genren. Det er dog også helt okay, især når et spil er så pokkers gennemtænkt som dette.

Præcis som i originalen, så kæmper du i Rogue Legacy 2 gennem et proceduralt genereret slot med din helt, som før eller siden typisk dør. Når din helt dør, så vælger du den heldige arving blandt tre tilfældige udvalgte. Du giver det så et skud til, nu som arving, alt imens slottets rum er blevet blandet tilfældigt, og din progression stort set er væk. Inden du bliver fragtet ned til slottet, så får du dog lov til at bruge det "nedarvede" guld på at opgradere din egen herregård, hvilket vil give dig gear, mere health, nye classes og andre permanente fordele. Du øger altså hele tiden din chance en smule for at komme en smule længere, og det er et ganske vanedannende gameplay loop.

Inde i slottet er der forskellige faste områder, men det er generelt tilfældigt, hvor de enkelte rum/lokationer i et område er. Mens du starter ud i et decideret slot, så vil senere områder være snedækkede landskaber og meget andet. Fælles for dem er dog, at de er proppet med udfordrende fjender, dødbringende platformingmiljøer og meget andet, som sætter dine reflekser på prøve. Generelt byder Rogue Legacy 2 på rigtig god variation i områderne, hvis du ellers formår at komme langt nok inden du dør.

Dette er en annonce:
Rogue Legacy 2
Rogue Legacy 2Rogue Legacy 2Rogue Legacy 2

Rogue Legacy 2 er nemlig en klassisk super udfordrende side-scroller, og det kan føles som en ret massiv udfordring til at starte med. Det har dog masser af twists på formlen. Eksempelvis kan du vha. "house rules" i pausemenuen tilpasse din spiloplevelse, så den bliver mere eller mindre udfordrende. Ved hjælp af opgraderinger kan du også midlertidigt "låse" verdenen, så rummene bevarer deres lokation efter du dør. Det vil bl.a. hjælpe dig til at finde de såkaldte "Heirlooms", som er nye evner, der tillader dig at rejse gennem verdenen på nye måder, hvilket giver dig adgang til andre områder.

Heirlooms er en ret genial mekanik. Du finder dem ved bestemte altere, hvor en stemme vil tale til dig og føre dig ind i sin egen verden. Her skal du igennem en udfordring, der også samtidig lærer dig at bruge den nye evne. Heirlooms har meget forskellige effekter, fx at lade dig dashe i luften, hører ånder snakke, dobbelthoppe mv. Sammen med evnen til at låse verdenen kan disse heirlooms, i kraft af at de låser op for ellers utilgængelige områder, få spillet til at virke mere som et metroidvania end et roguelike til tider. For mig selv bringer det tankerne hen på spil som Ori-serien.

Dette er en annonce:

Heirlooms er fedt tænkt, men kun prikken over i'et, som er det grundlæggende gameplay. Rogue Legacy 2 føles rigtig godt at spille, og alt fra generel navigation til kamp med spells eller sværd, eller at sigte med bue og pil, føles super gennemarbejdet. Platforming er præcis udfordrende nok uden at føles umuligt. Der er bl.a. god udfordring gennem brugen af dashes og spillets særlige "spin kick", som lader dig bruge udvalgte ting i luften som afsæt for et boost opad.

Rogue Legacy 2 har også ganske tilfredsstillende variation, når det kommer til "arvingerne", du vælger, altså dine helte. Efterhånden som du låser op for flere vil du afgjort finde nogen, du klikker bedre med end andre. Hver class har en unik evne samt et grundlæggende angreb. Kokke er fx en fed tilføjelse, da de kan booste deres eget liv, hvilket er vanvittigt essentielt, da spillet har meget begrænsede healing-muligheder. Dertil slår kokken med en pande, som giver skade over tid, hvilket ikke kun er underholdende, men også effektivt. Spillet har super mange classes, du kan låse op for og lege med, og der kan bruges mange timer med at udforske spillets mange muligheder.

Som om det ikke var nok med de generelt meget forskellige egenskaber, hver class har (hver class har også forskellig health pool, mana og meget andet), så har hver enkelt arving også sine egne karaktertræk, som kan være meget afgørende. Arvingerne hedder alle sammen Lady Triss, Sir Teddy eller noget andet tilfældigt, og mange har virkelig skøre traits. Ét trait gør fx, at der er rampelys på dig i hele dit run, så du kan se fjender og det der er umiddelbart tæt på dig, mens resten af banen er i totalt mørke. En anden trait gav spillet et old-timey filter, mens et helt tredje gjorde, at jeg kunne hoppe vanvittigt højt. Igen giver det en super god variation til spillet.

Som du måske kan fornemme, så er Rogue Legacy 2 ikke det spil i verden, der tager sig selv mest højtideligt. Der er en historie, men den træder klart i baggrunden. Fra navne til dialoger og tekst, så er spillet fyldt med en let humor, og viben kan vække minder om brætspillet Munchkin. Den håndtegnede tegneseriestil, som kendetegner spillets grafik, passer rigtig godt med humoren. Det er dog samtidig en stil, som ved første øjekast kan virke lidt generisk. Som man vænner sig til spillet, så lærer man dog at holde af stilen. Den musikalske side passer også perfekt ind, med en hyggelig akustisk melodi, når du er i din herregård, mens både klassisk rock og stemningsfuld eventyrmusik går igen i slottet. Generelt har spillet en fed og sammenhængende stil, som dog ikke er specielt unik.

Rogue Legacy 2
Rogue Legacy 2Rogue Legacy 2

Er der noget, som spillet skal have lidt hug for, så er det, at det lidt tager for givet, at du kender genren og forstår, hvad du skal gøre. Det er ikke specielt tilgivende, hvis det er første gang, du spiller denne slags spil. Det er for eksempel ikke specielt klart, hvad du spiller for eller hvordan du progresserer. Der er nogle uklarheder, som kan være frustrerende, og jeg tror mange nye spillere kan blive irriterede over, at de potentielt kan bruge en del tid på at løbe hovedet mod en mur.

Når det så er sagt, så er Rogue Legacy 2 et ekstremt velpoleret spil, som uden tvivl vil være et sikkert hit med fans af genren. Mens nytilkommere også kan have det sjovt, så er spillet først og fremmest lavet til fans, som ikke kun kender, men også elsker, de mange særheder ved roguelikes og den iboende udfordring. Den vilde variation, de nye mekanikker, den uformelle stil og det super tight gameplay gør spillet til en sikker anbefaling herfra.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Vild variation, sjove classes, solid udfordring, heirlooms, house rules, sjovt gameplay.
-
Antager lidt genrekendskab, stilen er ikke vildt unik.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
Rogue Legacy 2Score

Rogue Legacy 2

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Fans er allerede ellevilde med Cellar Door Games' opfølger, og det er vi faktisk også.

2
Rogue Legacy 2 er annonceret

Rogue Legacy 2 er annonceret

NYHED. Skrevet af Emil Hanquist

Rogue Legacy var et af de spil, som virkelig satte gang i roguelite-genren for nogle år siden. Nu har udviklerne fra Cellar Door Games syv år senere endelig annonceret,...



Indlæser mere indhold