Poppy Playtime Chapter 2

Jeg har spillet nogle virkelig skræmmende spil i mine mange år som gamer. Jeg har gennemført de fleste spil i Silent Hill-serien, og har boltret mig i horror-genren generelt i mange år nu. Jeg elsker stemningen, og muligheden for at mærke de små nakkehår rejse sig, når jeg ser noget skræmmende, eller oplever adrenalinen, når man kæmper mod alle slags uhyrlige monstre.

Noget der dog ikke skræmmer ret meget, nok fordi jeg har oplevet lidt af hvert igennem årene, er det man kalder "jump scares", hvor et skræmmende monster lige pludselig springer frem og op i ansigtet på en. En serie der nærmest er bygget på dette er Five Nights at Freddie's, og det spil siger mig ikke meget, da jeg ikke bliver skræmt mere desværre, eller finder det særligt innovativt. For nylig anmeldte jeg Poppy Playtime, som jeg generelt var ret tilfreds med, men spillet forsøgte også at skræmme via "jump scares", så det var ikke det der gjorde mig tilfreds. Det var derimod stemningen, og hele stilen. Nu er det andet afsnit af serien ude, og jeg har igen påtaget mig at udforske den skumle legetøjsfabrik yderligere. Poppy Playtime Chapter 2, kan fås på Steam lige nu, og er udviklet af MOB Games.

I det første spil ankommer man til Playtime-legetøjsfabrikken, som er forfalden og ganske skummel. Man finder VHS-bånd, som fortæller historien om stedet, og disse er filmet som legetøjsreklamer fra 1980'erne. Man har to gummihænder, som man kan gribe fat i ting på afstand med, og hænderne kan også bruges som elkabler så man kan få strøm til maskiner og lignende. Efter at have løst nogle ret opfindsomme gåder bliver man jagtet af det blå og tandfyldte monster Huggy Wuggy, som man undslipper, og kapitlet med man finder dukken Poppy Playtime i en montre. Kapitel to starter kort efter, og Poppy Playtime vil gerne hjælpe ens karakter ud af den forbandede legetøjsfabrik. Hun bliver dog hurtigt bortført af en anden dukke der hedder Mommy Long Legs, som er en dukke hvis ben og arme kan strække sig, og den ligner lidt en edderkop, på den måde som den bevæger sig. Man skal så jagte den super klamme dukke, som af en eller anden grund har set sig sur på ens karakter. Hun udsætter så en for nogle ret dødelige prøver, som man skal gøre sit bedste for at overleve, så man kan redde den venlige Poppy, som spillet er opkaldt efter. I det første kapitel føltes historien en smule langsom, men her i kapitel to begynder den at tage fart, og det er en god ting, da jeg følte at det første kapitel var en smule kedeligt rent narrativt. Et centralt ankepunkt jeg synes kunne forbedres til det tredje kapitel, så er det at dette slutter meget ligesom det første, og det kunne være fedt, hvis der kommer en smule mere variation næste gang man skal igennem legetøjsfabrikken.

Mommy Long Legs, som er den edderkoppeagtige dukke jeg har nævnt foroven, bortfører ikke kun Poppy, men hun tager også den ene af de teleskophænder man skal løse gåder med, men man finder hurtigt en ny grøn hånd, som kan opbevare en ladning strøm, så man kan få motorer til at køre midlertidigt, da flere af gåderne man skal løse, benytter sig af denne nye hånds egenskaber. Det er fedt at få lidt variation i gåderne, men hånden kan også det den tidligere hånd kunne, så udviklerne har bare haft flere strenge at spille på denne gang.
Så er der også de prøver, som Mommy Long Legs udsætter en for, og her må jeg indrømme et jeg ikke var helt tilfreds med især én af dem. De forskellige prøver er nemlig mere baseret på ens reaktionsevne, hvor man i den første skal trykke på knapper, inden man bliver overfaldet af en skummel kanin, som sænkes ned mod en, hvis man trykker forkert. Den er ok, men den næste handler om, man skal trykke på en flok Huggy Wuggier i forskellige farver, inden de kommer ud af rør, og forsøger at give en et at de førnævnte jump scares. Her sad jeg fast i alt for lang tid, da jeg ikke kunne se de små bæster, før de var lige krydderen på mig. Spillet giver ikke en nogle ideer om, hvor lang tid man skal holde ud eller overleve, og det var ret frustrerende. Til gengæld vil jeg nævne den sidste også, som en jeg ikke vil spoile, men som bare skal opleves. Generelt er gåderne dog dejligt logiske og sjove at løse, og jeg synes det tyder rigtig godt inden kapitel tre forhåbentlig udkommer.

Noget at det bedste ved Poppy Playtime er den grafiske stil, og jeg elskede at udforske den menneskeforladte fabrik. Nu er jeg en total mekaniknørd, og jeg elsker de mange farverige maskiner og dukker man ser. Det er som at være i en helvedes version af Disney World, kunne jeg forestille mig, uden at have besøgt stedet. Det hele er så dejligt opfindsomt og spændende at se, og hver eneste gang jeg havde løst en gåde, så så jeg frem til hvad det næste rum ville indeholde. Dukkerne skal også nævnes her, for de er superseje. Mommy Long Legs er som sagt edderkoppeagtig, men har altid et smilende hoved, som siger forfærdelige ting til en. Hun er en fed modsætning, som gør, man egentlig ikke helt ved hvad man skal tænke, da Mommy Long Legs' ansigt... ja, ovenud positivt. Du ved, det der med at klovne er skræmmende fordi uhyggen findes i det uventede? Ja, det er sådan det føles hele tiden. Man møder også en anden lyserød dukke på et tidspunkt, som er fantastisk animeret, og det bidrager bare til den her stemning af at man er et farligt sted, med ting der egentlig burde være ufarlige, hvilket gør at man føler en konstant gru, mens man udforsker Playtime-fabrikken.

Lydmæssigt er Poppy Playtime ret minimalistisk. Når man bare render rundt og løser gåder, hører man ikke andet end ekkoet fra en forladt fabrik. Man hører ting der knirker og en sagte rumlen fra maskiner og elektronikken. Dog kommer der hele tiden små lyde, som gør man aldrig helt føler sig tilpas, mens man udforsker. Der kommer kun musik hen mod slutningen, som tegn på man bliver jagtet, og den er ret urovækkende. Derudover er der virkelig godt stemmeskuespil i spillet. Mommy Long Legs lyder sød, og på samme tid psykopatisk. Poppy Playtime lyder i starten som den sødeste lille dukke, der kun vil en det bedste, men det er ikke sikkert man helt kan stole på hendes tone. Det er fedt at opleve stemmeskuespil der bidrager så godt til stemningen.

Så efter at have spillet andet kapitel, ser jeg meget frem til det tredje kapitel. Spillet har siden udgivelsen virkelig forbedret sig på alle fronter, og fortsætter det jeg forudser kan blive en ny horror-klassiker, der smider Five Nights at Freddie's af "Jump Scare"-tronen, og bliver det fænomen, det fortjener at være. Så jeg vil anbefale og prøve Poppy Playtime, hvilket er nemt, da kapitel et er gratis på Steam.