Doctor Strange in the Multiverse of Madness

Hvis du er den slags biografbuff der generelt oplever lidt metaltræthed ved Marvels insisteren på at superhelte, som koncept, er en platform hvorfra et utal af forskellige genrer og stilistiske opsætninger kan springe til live, og som derigennem kan skabe nødvendig variation og innovation, jamen så er Doctor Strange in the Multiverse of Madness lige noget for dig.

Og hvorfor er det så? Ja, det lader til at instruktør Sam Raimi, hvis kreative fingeraftryk er at finde overalt på den gode Doctor Stranges anden solofilm, valgte så snart han overtog roret på den kosmetiske skude, at dette så afgørende skulle være genkendeligt som en superheltefilm, og at du aldrig som seer bør være i tvivl om hvor inspirationen drages fra, og hvad det primære formål er. Det er i øvrigt "underholdning", hvis du skulle være i tvivl.

Underholdning er der rigeligt af med ret tydelige overtoner af 90'er agtig camp, til tider nærmest Mad Max-agtig punk rock og selvbevidsthed til den helt store guldmedalje, noget som man faktisk sjældent ser her i MCU's aflukkede men frodige have. Den starter i højeste gear, giver aldrig slip og mister aldrig sans for sit primære eksistensgrundlag. Med andre ord; det gifter sig helhjertet med én central identitet - nemlig at være en stor, dum, uhyggeligt underholdende og ofte himmelråbende ujævn biograffilm.

Lad os dog måske lige slå bremserne i her, og slå fast at det næsten er umuligt at tale generel plotstruktur uden at spoile virkelig afgørende overraskelser, som I som publikum har i vente. Lad os nøjes med at sige at Benedict Cumberbatch skal som Stephen Strange beskytte den nye karakter America Chavez mod ondsindede kræfter, der forsøger at manipulere multiverset, et koncept som blev direkte introduceret i Loki Disney+ serien og Spider-Man: No Way Home og som lader til at være "stjernen" i denne fjerde fase af Marvels sammenhængende filmunivers. Du møder et galleri af genkendelige ansigter, hvoraf nogle virkelig, som i virkelig, vil overraske i løbet af sin to timer lange spilletid. I løbet af disse to timer stopper karaktererne på lærredet stort set aldrig med at løbe fra fantasifulde væsener, frygtindgydende monstre og alt derimellem. Det er en hurtig film med stort "H" ulig noget andet Marvel har sammensat før.

Og rent stilistiske er den velkonstrueret også, for den drypper, ja nærmest drukner, i Raimis karakteristiske stil med nærmest forsætligt kikset protesearbejde, glam rock guitar riff og campy effekter. Stol på mig når jeg siger, at der er mere Army of Darkness og Drag Me to Hell end du umiddelbart ellers ville have forventet.

Som en enkeltstående omgang historiefortælling, så er filmen god, sågar rigtig god til tider med solide skuespillerpræstationer over hele linjen (måske med undtagelse Xochitl Gomez' til tider lidt stive præstation som America Chavez, men det skyldes nok karakterens lidt akavede positionering gennem hele filmen). Der er sågar en række følelsesmæssigt ræsonnerende scener krydret ind i den samlede kageblanding, der fungerer som de skal, og som let binder en knude på begivenheder der række helt tilbage til WandaVision.

Problemet er, og det er i øvrigt et problem som Marvel selv har skabt, er at samtlige af disse flagskibsfilm ikke bare skal være tilfredsstillende enkeltstående fortællinger, men at de samtidig skal være pejlemærker, noder i en sammenhængende sekvens, og lad os bare sige at selvom Doctor Strange in the Multiverse of Madness ligner at den vil propellere den overhængende fortælling fremad, så gør den intet af det du håber den vil gøre. Faktisk lader den til at underspille sin signifikans i det bredere perspektiv fra start til slut. Det kan være at det ligefrem er et plus for dig, men i forhold til de konkrete forventninger trailere skabte i ugerne op til premieren, så falder det hele lidt let til jorden.

Lige meget hvad, så ville det være direkte dumt at kalde Doctor Strange in the Multiverse of Madness in dårlig film, fordi det er den så sandelig ikke. Den, og instruktør Sam Raimi, ved præcis hvad den ønsker at opnå, og man bliver nødt til at give Marvel ros for at forbinde en film så tæt til sin instruktør på en måde så de hænger uløseligt sammen. Men filmen ender også med at blive en kende rodløs, og derigennem mister den også lidt af sin karisma som den ene farverige sekvens erstatter den anden, som i sidste ende efterlader os med en sjov, underholdende biografoplevelse, men ikke meget mere end det.

Det tæller dog også for noget, for at være helt ærlig. Men det er lidt problemet med kontinuitet, ikke sandt? Du skal både kunne tilfredsstille på egen hånd, samtidig med at du leverer kontekst, og forstærker den fælles platform som fremtidige historier skal bygges på. Denne anden Doctor Strange-film formår at levere, men forvent ikke den centrale begivenhed, som skal forme Marvel-filmuniverset, som mange måske have håbet.