Returnal: Ascension

Housemarque ramte sidste år en gylden åre med Returnal. Med udgangspunkt i deres uforlignelige evne til at skabe lynhurtigt arkadegameplay med en stram styring udfordrede den finske udvikler sig selv ved smelte den kernekompetence sammen med en ambitiøs science fiction-historie, der udfoldede sig i et 3D-miljø langt mere detaljeret og stemningsfuldt end noget Housemarque før havde skabt. Det lykkedes over al forventning. Returnal var mit personlige yndlingsspil i 2021, og jeg har længe gået at håbe på, at Housemarque ville finde en god måde at udvide deres univers på.

Det har de nu gjort med Ascension, en gratis udvidelse som dels byder på muligheden for at spille online coop og derudover tilføjer et helt nyt område i form af Tower of Sisyphus, som lidt forvirrende kun kan spilles alene. Af de to tilføjelser er Tower of Sisyphus det mest interessante at tage fat på. Misforstå mig ikke. Det er sjovt at kunne spille Returnal i coop og muligheden for, at erfarne spillere kan hjælpe dem der har svært ved det udfordrende spil, vil givetvis åbne Returnal for endnu flere. Men tilføjelsen af coop er også en ting, man typisk ville se i en gratis opdatering, hvorimod Tower of Sisyphus nemt kunne have været en betalt udvidelse. Og for os der har savnet reelt nyt indhold, er det her, det sker.

Returnals hovedspil befinder sig et sjovt sted mellem roguelike og Metroidvania. Ligesom roguelikes er det bygget op om runs, hvor de fleste opgraderinger går tabt fra gang til gang, men disse runs er længere og man låser op for mere permanent progression end i de fleste roguelikes. Med Tower of Sisyphus skubber Housemarque deres titel over mod en mere rendyrket roguelike, hvor det oprindelige spils arkaderødder ligeledes fremstår mere tydelige. Hvor det oprindelige spil formåede at sætte de forskellige rum sammen på en måde, som gav en høj grad af sammenhæng, er opdelingen mellem områder her langt mere abrupt. Hvert rum svarer til en etage i det titulære tårn, og din opgave er at rydde det for fjender og teleportere dig til næste rum. Ganske simpelt.

Heldigvis er der lidt mere i det end det. For det første er tårnet ikke bare en endeløs række af ensartede rum, men i stedet delt op i tre forskellige biomer med hver 20 tilfældigt genererede rum, som visuelt godt nok ikke har samme variation som hovedspillet, men stadig byder på nok afveksling til at holde det nogenlunde friskt. Derudover handler det ikke kun om at ekspedere modstandere af vejen. Nogle rum har ikke en eneste modstander for i stedet at kaste dig ud i halsbrækkende manøvrer mellem lasere, mens andre byder på muligheder for at opgradere dine evner. Og så er der igen en skattejagt. Denne gang er det hvide valmuer, der skal indsamles for at låse op for nye historiesekvenser på et hospital, som kaster lys over Selenes fortid. Også på dette punkt er Ascension mere strømlinet, for hvor indsamlingen af Sunface Fragments krævede udforskning, er det umuligt at overse valmuerne.

Det betyder dog ikke, at det er nemt, for de dukker op senere og senere, og Returnal er ikke blevet mindre udfordrende siden sidst. Det er stadig nødvendigt at være i konstant bevægelse og de mere komprimerede områder gør det endnu mere påtvingende end før at have styr på omgivelserne. Fjenderne er til gengæld kendte størrelser, men der er kommet en ny boss til, som for hvert biom får en ny fase med nye dødbringende angreb til følge. Algos, som den hedder, er dog ikke blandt de bedste bosser, Housemarque har præsteret. Dens passive natur og åbenlyse svaghed gør, at den mere bliver en ren øvelse i bullet hell og ikke en truende entitet i egen ret, som nogle af hovedspillets bosser var.

Til at trodse de hårde odds, hun er oppe imod, har Selene også fået nogle nye hjælpemidler i form af Disgorgers, en række utrolig kraftfulde våben, der går tabt efter brug. En sender en fokuseret stråle afsted, mens en anden plastrer omgivelserne til med varmesøgende missiler. De er ret forskellige, men har det tilfælles, at de kan vende et truende nederlag til sejr, så det handler om at bruge dem med omtanke, hvilket kan være svært, da de generelt er utrolig tilfredsstillende at fyre af, og derfor varmer noget i lommen.

Er man en rimelig habil Selene vil det tage ca. 5 timer at grave Tower of Sisyphus' hemmeligheder op, men de lidt kortere runs giver et godt incitament til at prøve at kravle højere op på leaderboardet. På den måde har Returnal: Ascension lidt til alle. Det sociale element er blevet mere fremtrædende, arkaderødderne er trukket frem på det forreste blus, og de nye audio logs og hospitalssekvenser kaster nyt lys over Selenes forhold til en prominent karakter, hvis identitet ikke skal afsløres her. En lidt mere inspireret visuel side og mere nyt på våben- og fjendefronten havde været velkomment, men Returnal: Ascension er stadig en nem anbefaling til alle jer, der ligesom undertegnede holdt af hovedspillet.