Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Paradise Killer

Paradise Killer

Selvom der er flere slanger i dette paradis end i Medusas hår, er det alligevel herligt at udforske.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I Biblen var Paradisets Have et herligt sted, hvor menneskene (måske fordi de kun var to?) levede i fred og fordragelig. Lige indtil en famøs slange selvfølgelig skulle ødelagde det hele. I det sælsomme detektivspil Paradise Killer, der efter at have været ude siden 2020 til PC og Switch nu er tilgængeligt på de nye konsoller, er ambitionerne om en evig, frydefuld tilværelse også blevet forpurret, og du skal forsøge at bringe orden i sagerne.

Vi befinder os på Paradise Island 24. Nummeret indikerer, at der er tale om det 24. forsøg på at skabe et perfekt parallelt univers, hvor almindelige mennesker, udødelige overmennesker og vaskeægte guder fra de fjerneste kroge af kosmos alle kan leve i fred og fordragelighed. Undervejs har der været et par svipsere såsom dæmoniske invasioner, menneskeofringer og lignende bagateller. Men nu var den altså lige ved at være der. Overgangen til den perfekte Paradise Island 25 bliver dog standset i sidste øjeblik, da alle medlemmer af øens øverste råd findes brutalt myrdet. Det er nu op til dig - Lady Love Dies aka The Investigative Freak - at løse mysteriet og realisere paradis, her 3.000.000 millioner dage efter, at du blev sendt i eksil, for ved et uheld at have smadret Paradise Island 13 - lige den burde de nok have vidst ville slå fejl?

Paradise Killer
Dette er en annonce:

Hvis det lyder en smule underligt, så bare vent til du selv prøver kræfter med spillet. Paradise Killer er eksalterede, flamboyant og excentrisk. Et af den slags spil, man simpelthen ikke forstår, og derfor desperat kaster vage adjektiver efter i håbet om, at et par stykker sidder fast. For hvad skal man ellers sige om en verden bestående af perverse filosofispyttende dæmoner, popidoler med æselhoveder og en mytologi, der ville få selv Lovecraft til at ryste på hovedet? Bag den mærkelige overflade gemmer der sig dog heldigvis et klassisk mordmysterium. "Mareridtscomputere" og anden bizar teknologi komplicerer det en smule, men principperne er ren Miss Marple. Find spor, afhør vidner og forsøg til sidst at stykke et gerningsforløb sammen.

Efterforskningen foregår i første person, og du kommer til at løbe en del i cirkler, da Island 24 har en vis størrelse. Heldigvis er Lady Love Dies ikke den typiske haltende detektiv. Hurtigt lærer du dobbelthop og andre nyttige akrobatiske manøvrer, og så bliver det nærmest en leg af bevæge sig rundt, lidt som i de klassiske FPS fra 90'erne. I den forbindelse nyder Paradise Killer også virkelig godt, at de stabile 60 fps og lynhurtige indlæsningstider, man nu får på Xbox Series S/X og PS5.

Udover et par simple gåder og nogle meget lange (og yderst velskrevne) samtaler med de excentriske vidner og mistænkte kommer størstedelen af tiden til at gå med at lede efter spor, krystaller eller andre samlegenstande. Det kan måske lyde kedeligt, og er det på sin vis også. Men ligesom under en operation, hvor man ikke mærker kirurgens kniv, så formår Paradise med sin unikke atmosfære at bedøve spilleren, så man halvt befinder sig i en tåget drømmetilstand, hvor selv smertefuldt kedelige opgaver pludseligt virker opslugende og betydningsfulde. Paradise Island 24 nærmest drager dig ind med sine moderne bygninger klemt inde mellem mystiske monumenter, og samtidigt fungerer den atmosfæriske City Pop, som en slags lullende sovevise, der bringer dig ind i et hypnotisk flow. Udvikleren, Kaizen Game Works, formår at skabe en af den slags sjældne verdener, hvor fornøjelsen ikke hænger sammen med, hvad du foretager dig. Det er nok, at du simpelthen befinder dig der.

Paradise Killer
Dette er en annonce:

På trods af sin langt hen ad vejen unikke stil, har Paradise Killer sine klare inspirationskilder. Først og fremmest de tidligste spil fra den excentriske Suda51 som The Silver Case og Flower, Sun and Rain. En påvirkning der gennemsyrer spillet i alt fra fascinationen af tallet 25 til områder som tekstens layout og lydeffekterne. Også Danganronpa - særligt Danganronpa 2: Goodbye Despair, der ligeledes foregår på en tropeø - har formet den visuelle stil. Men i modsætning til Danganronpa-serien, hvor efterforskningen periodisk afbrydes af dynamiske retssager, kan du her helt selv vælge, hvornår du er villig til at bringe sagen for den høje dommer. Du behøver ikke engang at have mødt alle karaktererne eller have fundet et eneste bevis!

Men der var jo også det med slanger i paradis. Som nævnt foretager du dig ikke noget banebrydende udover at drøne rundt og støvsuge øen for beviser, og appellerer spillets stil ikke til din personlige præferencer, ja, så er der reelt set ikke noget at komme efter. På det punkt havde lidt sjovere gåder eller andre mekanikker kunne løfte oplevelsen. Selve retssagen ender også med at blive noget af et antiklimaks. I modsætning til det førnævnte Danganronpa og Ace Attorney-serien behøver du ikke præsentere dine beviser på det rette tidspunkt eller have styr på din argumentation. Du vælger blot, hvem du vil anklage og smider derefter slavisk alle dine argumenter i hovedet på dommeren og håber på det bedste. Når det er sagt, så leverer Paradise Killer stadig mere end ti fortryllende timer i paradis, som fans af Twin Peaks eller slet og ret weird stuff, bestemt bør tjekke ud.

Paradise KillerParadise KillerParadise Killer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Detaljeret og skørt univers. Fantastisk soundtrack. Glimrende retro-inspireret visuel præsentation. Til tider nærmest hypnotiserende efterforskning.
-
Antiklimatisk retssag uden medlevende mekanikker. Gameplayet kunne godt være mere involveret.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
Paradise KillerScore

Paradise Killer

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Selvom der er flere slanger i dette paradis end i Medusas hår, er det alligevel herligt at udforske.



Indlæser mere indhold