Grid Legends

Jeg var ret glad for det seneste spil i Grid-serien, selvom at serien altid har været direkte associeret med kompromis og identitetsforvirring. Jeg synes der var en fed oplevelse med en masse fart og god grafik. Jeg var dog kritisk overfor en især multiplayer-delen, og manglende fokus på de afgørende byggesten, der gør et bilspil... ja, fedt. Nu har jeg så igen fornøjelsen af at få lov til at spille et spil i serien, og det er denne gang Grid Legends til alle morderne konsoller på markedet og PC'en, og jeg har spillet det på Steam denne gang. Spillet er udviklet af Codemasters og udgivet af EA, og repræsenterer første reelle eksempel på en virkelighed, hvor denne ikoniske udvikler ejes og styres af netop EA.

Når man starter Grid Legends, får man ikke lov til at kigge på fancy menuer, og indstillinger som i andre spil, men bliver smidt direkte ind i kampagnen, efter man er logget på EA's online service. Man får en videosekvens at se, hvor man introduceres for ens nye hold, Seneca, som kører i den opfundne løbsserie, der bare hedder Grid-serien. Grid er lidt en pendant til Formel 1, bare en serie af løb på alverdens racerbaner, som foregår over et år, og når man når sidste løb, kåres der en vinder. Man starter dog som nybegynderhold i amatørserien, og skal så køre sig op til at få lov til at deltage i den største klasse. Man får så det sexede navn Driver 22, og en kvindelig holdkammerat, som man skal arbejde sammen med. Det er meget B-filmagtigt, og de filmklip man får lov til at overvære, er af ret ringe kvalitet rent skuespilmæssigt. Jeg forstår ikke at Codemasters har benyttet sig af denne underlige form historiefortælling, som ikke engang retter sig efter det der sker i de scenarier, de selv stiller op, men mere om det senere.

Man kører så en masse løb, og mere eller mindre interessante ting sker som resultat. Nogle gange er der rivaler som er sure på en, eller også er ens holdkammerat sur på en, eller noget i den stil. Det er ganske ligegyldigt, og jeg kedede mig bravt. Efter et år rykker man så op i den bedste racerliga, og her er historierne stadig baseret på de ting der sker omkring en i pitten. Pludselig er der det her snydehold, som har vundet mange år i Grid-serien, og de opfører sig snobbet og arrogant. Det kan Seneca-holdet ikke lide, og til sidst er det så dem man skal slå, for at opnå den ultimative sejr. Det er super forudsigeligt, og minder om alle de andre kampagner EA i flere år nu har smidt ind i deres sportsspil. Det er mildest talt tidsspilde, for det gør ikke selve løbene mere spændende, og der bliver ikke tilføjet nogle følelsesmæssige odds alligevel. Spring det her juks over.

Men lad os alligevel lige få rundet af, bare fordi at det ikke helt stopper her. Mellemvideoerne, scenerne hvis du vil være gavmild, er så kædet sammen med de løb man bliver smidt ind i, så det kan være man får at vide følgende: "du skal ende som minimum nummer syv, for at kunne komme videre til næste løb." Det er også helt ok, hvis man så ikke, som jeg gjorde, vandt hvert eneste løb jeg var med i. Jeg spillede på Medium-sværhedsgraden, og historien omtalte hele tiden ens hold som "underdog", og dem som man ikke regnede med, hvilket stak i en helt modsat retning, fordi jeg vandt alle løb. Det var et meget underligt brud med realiteterne, som gik mig meget på nerverne til sidst.

Og ved du hvad? Lad os da bare lige sætte resten af den her anmeldelse på pause med et eksempel: På et tidspunkt er ens medkører involveret i et uheld, så hun mister sit ene ben, og ens hold bliver derfor nødt til at kunne stille til start med kun en bil, nemlig den man kører i. Her viser historien så, hvordan man mister point, og bare ikke kan følge med "snydeholdet". Det er et dramaturgisk værktøj, der måske kunne have virket - hvis jeg nu ikke, igen, havde vundet hvert eneste løb jeg deltog i. Vi snakker ofte om ludonarrativ dissonans, som i sig selv er et lidt overvurderet koncept, men hvad foregår der her? Jeg fatter ikke at EA tvinger deres udviklere til at inkludere sådan noget her, når det tydeligvis ikke er det de gør bedst. Heldigvis slutter kampagnen efter cirka seks timer, og så kan man endelig få lov til bare at køre løb, og nyde det Codemasters gør bedst. For det lyder som et 2-tal, det her, og det er det faktisk slet ikke, for ser du bort fra kampagnen, så er Grid Legends meget, meget, meget bedre end det første indtryk ellers har ledt en til at tro.

Udover den forfærdelige kampagne, har Grid Legends en masse muligheder for at køre racerløb, ligesom det passer en. Spillet er ligesom sidst ikke baseret på realisme, men mere på arkadesjov, hvor man bare smider speederen i bund, og brænder dæk af, på de mange, MANGE baner, som spillet indeholder. Man kan selvfølgelig også indstille spillet til at være mere realistisk, ved at skulle vælge motor, gearkasse, og dæktype, og alt det der man ser i de fleste racerspil. Nej, det gør ikke spillet til en simracer, men det er mere for at slå fast at Codemasters har formået at appellere til to distinkte publikummer. Man skal dog ikke forvente realisme på højde med Formel 1-spillene, eller Gran Turismo Sport, men mindre kan også gøre det.

Der er mange måder at hygge sig i Grid Legends. Der er en ret omfattende karrieredel, hvor man får sit eget hold, som skal styres med hård hånd. Dæk skal købes, sponsorer skal skaffes, og ens hold skal gøres bedre ved at ens mekanikere bliver bedre. Løbene skal også køres, så man styrer der hele, hvis det er det man gerne vil. Der er ikke de store ændringer i forhold til den Grid-version jeg først anmeldte, men det fungerer godt. Der er også multiplayer, hvor man kan køre mod andre i den mange discipliner, der er i spillet. Det kan være elimination, hvor den sidste i feltet bliver smidt ud af løbet efter 30 sekunder, men der er også almindelig løb, og tidstest. Man kan også lave sine egen løbsserier, hvor man sammensætter sine egne begivenheder. Har man lyst til et løb med lastbiler, så er det en mulighed, skal den køres i silende regn, jamen det er nemt. Det er fedt at der er så mange muligheder.

Noget af det jeg roste mest ved det originale Grid, var at grafikken var flot, og at fartfølelsen var solid. Spilserien er nu en del år ældre, og bruger stadig samme grafikmotor som sidst, og det begynder at kunne ses. Grafikken er flot når solen går ned og spejler sig i den våde asfalt, men når solen skinner, og spillet bare er normalt belyst, så ser det hele en smule kedeligt og udetaljeret ud. Det ville klæde serien godt at få sig en ny grafikmotor under kølerhjelmen. Fartfornemmelsen er heldigvis stadig rigtig god, men den er ikke så overvældende som i det første spil, og jeg oplevede billedehastigheden falde flere gange. Så det grafiske indtryk generelt er egentlig en smule middelmådigt.

Noget spillet helt taber på gulvet er lyden. I den meget ringe historiedel, kunne jeg se en masse dialog blive sagt i underteksterne, men jeg kunne ikke høre det. Derudover er lydbilledet ret ensformigt, og at lytte til et løb kan godt få ørene til at bløde en smule. Denne lyd og grafikken giver spillet en lidt sjusket følelse, og den synes jeg egentlig skinner igennem hele min oplevelse.

Så generelt er Grid Legends en blandet pose bolsjer, og jeg håber Codemasters får rettet op på en ellers underholdende spilserie. Det skal dog ikke tage fra, at du sagtens kan få masser af underholdning ud af spillets modes, multiplayer-del og masser af baner og biler.