Sifu

Lad os starte med det mest essentielle. Hvad handler Sifu i grunden om? I spillet er du en kriger med stort talent for Kung fu. Dit mål er simpelt. Du skal forsøge at opspore og eliminere den morderiske bande, der dræbte din familie og efterlod dig for døden i din barndom. Hver af gruppens fem medlemmer er dog ledere af kriminelle bander, og derfor skal du kæmpe dig igennem horder af håndlangere, alle med evner udi kampsport, før du når frem til bossen. En klassisk hævn-fortælling af samme type, der var brændt ind tusindvis af arcadekabinetter i 80'erne, men med et tvist. Sifu indeholder et udfordrende aldersystem, der på unik vis straffer dig for dine fejl.

Ideen er simpel. Hver gang du falder i kamp, bliver du en lille smule ældre. Hvor meget ældre afhænger af dine såkaldte Death Counters. Du starter spillet 20 år gammel, og når du første gang dør, får du en Death Counter, og genfødes på mirakuløs vis som 21-årig. Klarer du dig efterfølgende godt, vil din Death Counter genstartes, og du bliver igen kun et enkelt år ældre ved et dødsfald. Dør du derimod mange gange i træk, akkumulerer du Death Counters og risikerer lige pludselig at blive seks, syv år ældre, hver gang du må bide i støvet.

Maksimalt kan du akkumulere otte Death Counters, hvorefter det er Game Over, og du må genstarte niveauet. Hvor du kan slippe af med dine Death Counters ved at spille godt og optjene point, så er din alder permanent. Du kan kun blive yngre ved at genstarte et niveau og dermed også miste dine fremskridt. Din livbar bliver mindre i takt med, at du ældes, men til gengæld betyder din erfaring, at du nu kan gøre mere skade. Så man skal ikke nødvendigvis kaste håndklædet i ringen, blot fordi ens karakter får rynker, og håret bliver hvidt.

Udover det unikke aldersystem leverer Sifu også nogle af de mest komplekse og imponerende slåskampe, jeg nogensinde har oplevet. Det er en klassisk brawler, hvor du skal forsøge at besejre flere fjender på en gang ved kløgtigt at bruge dine omgivelser og lave kombinationsangreb. Da du næsten altid er én mod mange, kræver spillet tålmodighed og planlægning. At forsøge at pløje sig igennem fjenderne (ligesom Rocksteadys Batman) fører næsten altid til nederlag. Angreb, blokeringer, kontraslag, combos - det hele skal times kløgtigt, eller din karakter må lade livet og tage et eller flere skridt mod folkepensionen.

Sloclap fortjener masser af ros for at fange fornemmelsen fra Kung fu-film og designe et gameplay baseret på præcision og flow. Stemningen understøttes af de veldesignede miljøer og nogle imponerende set pieces (en korridorscene skudt fra siden af lader sig for eksempel inspirere af Oldboy), og man kunne sagtens forestille sig spillet få en tur igennem Hollywood-møllen med Donnie Yen eller Jet Li i hovedrollen.

Der er dog en markant forskel på Sifu og de føromtalte Kung fu-film. Hvor helten i Hong Kong-blockbusteren trods mange knubs næsten altid klarer sig uskadt igennem, så er det sjældent tilfældet i Sifu, som til tider kan være overvældende svært. Din første smagsprøve kommer, når du endelig har kæmpet dig frem til spillets første boss. Sandsynligvis vil han slå sjælen ud af dig med en ren kavalkade af flips, cirkelspark og andet godt. Men han kan trods alt besejres. Det er, hvad der sker efterfølgende, som er problemet. Du nærmest skal komme igennem første bane uden at dø for meget (eller uden at blive for gammel), da du ellers simpelthen ikke vil have en chance i resten af spillet. Bosserne bliver eksponentielt sværere, og i spillets hårdkogte univers findes ingen wellness-ophold eller mirakelcremer, der automatisk får dig til at føles ti år yngre.

Hvis du ikke forlader et niveau i en ung alder og med så få Death Counters som overhovedet muligt, så kan det næsten ikke betale sig at begynde på det næste. I stedet bør du spille niveauet igennem igen og forsøge at forbedre din spillespil for at begrænse din alder og holde Death Counters på et minimum. Det er ikke udelukkende negativt. At spille de samme niveauer igen og igen hjælper dig med at mestre det komplicerede kampsystem. Men omvendt så er der heller ikke den mindste variation. Du skal hver gang kæmpe dig igennem præcist de samme grupperinger af fjender, og en smule tilfældig variation ville have gjort meget for at holde dig på tæerne, når du gennemfører et niveau for tredje, fjerde eller tiende gang.

Spillets progression bliver derfor en kende ujævn. Der er elementer fra roguelikes, så dine opgraderinger bliver fjernet, hver gang du genstarter et niveau. Du kan også investere i permanente opgraderinger, men disse kræver mange flere erfaringspoint at låse op for, og jeg følte aldrig, at Sifu fandt en naturlig balance på dette punkt.

Jeg ender derfor med at være en smule splittet omkring Sifu. På den ene side er det et virkeligt imponerende spil med masser af potentiale, og udvikleren har på kløgtig vis bygget videre på det i forvejen glimrende Absolver. Men samtidigt er spillets appel smal, og selvom jeg normalt er en tålmodig gamer, så falder jeg nok lige akkurat uden for spillets målgruppe. Du skal vitterligt have tålmodighed som en langskægget Kung fu-mester og være villig til at lære af dine fejl. Hvis du ikke har noget problem med dette, ja, så får du ikke meget bedre inden for genren. Men alle andre, bør nok tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig hovedkulds over det udfordrende Sifu.