Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dying Light 2 Stay Human

Dying Light 2 Stay Human

Lidt ligesom zombies går mange tidligere gameplay-elementer igen, men det gør ikke det store, for Techland har leveret deres hidtil bedste spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Selvom Dying Light fangede manges opmærksomhed via sin relativt unikke fortolkning af den efterhånden ret klichéprægede zombie-mytos, så var det ikke ligefrem fordi polske Techland havde opbygget megen tillid fra loyale fans på daværende tidspunkt.

Jo, ret skal være ret, og studiet har leveret stabile hits som Dead Island og Call of Juarez, men selve cementeringen af deres ry og den gradvise udbyggelse af deres værktøjer, ja, det sker alt sammen i årene efter Dying Light udkommer i 2015.

Om du føler det er fortjent eller ej, så blev spillet et gigantisk hit. Men det er kun halvdelen af historien, for ikke bare var spillet et gedigent hit fra starten af, det voksede sig større og større med tiden, og tiltrak hundredtusindvis af interesserede spillere takket være spillets enorme skala i første omgang, og en lind strøm af ekstra indhold i månederne og årene efter. Faktisk er der, så sent som i sidste måned, blevet afsløret mere indhold til det originale Dying Light, syv år efter udgivelsen. Det er desuden uden tilføjelsen af mikrotransaktioner, NFT'er eller lignende Live Service-tiltag. Det er vitterligt kun fordi at folket elsker Dying Light, og Techland elsker at holde musikken kørende. That's it.

Dette er en annonce:
Dying Light 2 Stay Human

Så hvad har vi etableret? Lad os opsummere:

Techland har mange år på bagen, men er ikke ligefrem et af de studier, vi kan tillade os at forvente udfører et home run hver gang.

Dying Light er klart deres største succes, og agerer nærmest også fundament for studiets fremtid.

Dette er en annonce:

Dying Light 2 Stay Human har taget umådelig lang tid at lave, er studiets største projekt til dato og skal desuden stå tidens tand på samme måde som sin forgænger.

Av for den. Sikke noget. Så nu er stregerne altså kridtet op. Dying Light 2 Stay Human skal altså gerne eksistere i forlængelse af sin forgænger og være det naturlige næste skridt for alle de hårdkogte fans, der har sikret originalen en så lang hale. Samtidig med det, skal det også demonstrere, via en ny grafikmotor, en ny verden og masser af nye mekanikker og systemer, at Techland fremadrettet kan levere spil af den kaliber. Så spørgsmålet er, om det her gigantiske spil virkelig kan være begge dele?

Først og fremmest, på et helt lavpraktisk niveau, er det vigtigt at understrege, at selvom spillet deler mange mekaniske og strukturelle aspekter med sin forgænger, så er det her ikke en fortsættelse af samme historie. Vi er ikke i byen Harran i Tyrkiet, men snarere et ukendt sted i Europa i en by ved navn Villedor, der dog deler samme udslagsgivende arkitektur. Med det mener jeg selvfølgelig at byen er omringet af en gigantisk borgmur, som ikke ligefrem holder zombier og andre gespenster ude, men uden tvivl har bidraget til, at der er mere sikrere bag murene, end ude i vildnisset.

Dying Light 2 Stay Human
Dying Light 2 Stay HumanDying Light 2 Stay Human

Man spiller som Aiden, en såkaldt "Pilgrim", der vier sit liv til at bringe information fra fæstning til fæstning. Aiden har dog også en bagtanke, nemlig at finde sin søster, som han blev adskilt fra som barn, samt naturligvis også manden, der er ansvarlig for hendes forsvinden. Det er denne motivation der placerer ham midt i Villedor, hvor konflikt mellem tre grupper, de fascistiske men ordentlige Peacekeepers, de mere anarkistiske men også sympatiske Survivors og til sidst de nærmest tegneserieagtigt skurkagtige Renegades. Præcis hvordan Aiden finder sin søster, og navigerer imellem de tre grupper med full-on borgerkrig ulmende lige under overfladen? Se, det er hvad Dying Light 2 Stay Human handler om.

Hvis du tidligere har spillet Dead Island, eller særligt Dying Light, så ved du også, at Techlands manuskriptforfattere sagtens kan levere forståelige motivationer og sågar rørende øjeblikke under de rigtige forudsætninger. Sådan er det også her, og der er ingen af de centrale karakterer, der er direkte ringe. Dog forholder det sig også sådan, at i forhold til reelt hjerteskærende, ræsonnerende dialog, så er de samtidig kun halvt dedikerede. Dying Light 2 Stay Human har masser af bundsolide øjeblikke, og igennem den i hvert fald 50 timer lange historie, kigger jeg nu tilbage og kan sige uden at blinke; at rent narrativt at spillet langt mere effektivt end sin forgænger og i et helt andet univers end Dead Island. Desuden sætter jeg utrolig meget pris på den mere traditionelle strukturelle opbygning. Der er ikke 10 distrikter med hver sin bandeleder, hvor du gradvist eksponerer én af dem, indtil en arbitrær boss-kamp dukker op. Det er Ubisofts kujonagtige tilgang. Nej, Techland har dedikeret ressourcerne til at lave rigtige hovedmissioner, der kræver mere tid at finpudse og for det meste er de ganske velkonstruerede. Desuden har både hoved- og sidemissioner ret omfattende konsekvenser. Du har allerede set det i visse trailere, og hele distrikter kan blive oversvømmet, og faktioner kan direkte blive udslettet baseret på, hvad du gør. Ikke bare det, små prioriteringer kan betyde liv og død i selv de mest gængse sidemissioner, så du er hele tiden på tæerne. Nej, det er ikke Bioware-omfattende, men det virker det meste af tiden, selvom dele af oplevelsen er "på skinner".

Dying Light 2 Stay Human

Desuden oser spillet af historiefortælling, selv når du ikke begiver dig videre i det centrale plot. Hver eneste sidemission har dedikeret stemmeskuespil, alternative udfald og udslagsgivende beslutninger, og de er, for det meste, ret solidt sammensat. Nej, der er ikke samme omgivelsesmæssige historiefortælling som eksempelvis i The Last of Us, og der er heller ikke helt samme følelse af, at rundt om hvert et hjørne kan der sker alt, som i The Elder Scrolls V: Skyrim eller Red Dead Redemption 2, men Dying Light 2 Stay Human er en gennemsyret narrativ oplevelse, og i disse tider er det... ja, en sjældenhed. Trist, men sandt.

Lige meget hvad, så skal du løbe, du skal hoppe, gribe fat om afsatser, balancere på stålbjælker og alt hvad der ellers hører til en parkour-livsstil. Fra start af føles det ret så tilfredsstillende, men spillets ret gennemgribende skill-system tilføjer løbende nye evner og mekanikker. Via disse forøges glæden ved bevægelse, og det bliver ved både efter 10 og 30 timers spilletid. Naturligvis kommer der også senere mere drastiske tilføjelser til dit bevægelsesrepetoire, såsom en hangglider, som til tider kan virke fjollet, selvom de højere skyskrabere i Villedors centrum vitterligt kræver det. Men du kan også bare lade være med at bruge den, og fastholde den mere fysiske og tilfredsstillende måde at bevæge dig på.

I det hele taget er hele skill-systemet ret solidt designet. På bedste Skyrim-vis får du parkour XP ved at udføre parkour, og XP i nærkamp ved at tæve løs på alt med en puls, eller mangel derpå. Samtidig med det, leder du febrilsk efter såkaldte "inhibitors", der, når du har tre, forøger din stamina eller dit HP. Der er både et alsidigt, afbalanceret og generelt robust system, der løbende holder dig til ilden og placerer dig i situationer, hvor du lige akkurat kan slippe afsted med livet i behold, og hvor der ikke er langt til næste gulerod. Og nu hvor vi er ved det; mange spil har skill-systemer, men her er det snarere kedelige, procentvise opgraderinger at visse statistikker, du opgraderer. Sådan er det ikke i Dying Light 2 Stay Human - her er hvert spenderet point adgangsbilletten til en ny mekanik, eller en udvidelse af en given evne, der giver dig nye værktøjer på farten.

Dying Light 2 Stay Human
Dying Light 2 Stay HumanDying Light 2 Stay Human

Nærkamp kan du ikke undgå, og hvorimod det hele fremstår en kende rudimentært de første timer, i det du reelt set kun kan blokere og lave et jumpkick fra tid til anden, så er det igen igennem skill-systemet, at den gradvise udbygning af dit repertoire gør sig gældende. I løbet af 5-6 timer har du kasteknive, et slide kick, våben med forskellige modifikationer på og meget, meget mere, og dermed kommer det mere arkadeagtige system til sin ret. Nej, det er ikke verdens dybeste nærkampssimulator, og fysikken kan være utilregnelig, men det er skam tilfredsstillende. Selvom du også låser op for evner relateret til snigeri, så er det kun sporadisk tilfredsstillende, og man ønsker generelt at blive opdaget, for så at kunne bruge de mange mekanikker på mere indgående vis. Der er også crafting, der ikke fremstår synderligt spændende. Jo, du får løbende et større udvalg af opskrifter, og det er faktisk ikke helt ringe at holde styr på ens ressourcer løbende og indsamle ting og sager, der senere hen kan give dig en fordel, men det er hverken dybt, eller noget jeg brugte meget tid på.

Dying Light 2 Stay Human er også et RPG, og den måde du mærker det, er primært igennem grej. Du får grej hele tiden, som belønninger, som gulerod og bare rundt omkring i den åbne verden, og de fås i de traditionelle World of Warcraft-farver for at indikere kvaliteten. Det korte og det lange er at det virker, særligt hvis du vil spille efter slutteksterne er rullet færdig.

Solid parkour, lækkert kampsystem (i brede træk), fede skills, god historie - fedt, ikke? Jo, det her er på mange måder Techlands største hit, og der hvor de klart kommer tæt på at samle alle trådene fra Dead Island, Hellraid og det første Dying Light, og rammer stort set plet på de fleste parametre. Det betyder dog ikke, at der ikke er klare ankepunkter at hænge sig i. Som sagt, Villedor er fyldt med ret fede sidemissioner det meste af tiden, men mangler den der stemningsmættethed, som vi ofte associerer med de bedste åbne verdener, hvor bare det at udforske fortæller en historie i sig selv.

Dying Light 2 Stay Human

Desuden er det ikke det flotteste spi,l du kommer til at finde på Xbox Series X, PlayStation 5 og PC - langt fra. Hvorimod Chrome-grafikmotoren er kommet langt, så producerer den stadig et ret kantet billede, der fremstår lidt grynet for øjnene. Spillet kørte i silkebløde 60fps det meste af tiden, og selvom at teksturer og aktiver havde det med at klippe lidt ind og ud af hinanden, så er det rent stabilitetsmæssigt nok Techlands bedste spil, men direkte smukt er det ikke.

På det mere spekulative og teoretiske plan, så kan det også sagtens være at nogle vil finde Dying Light 2 Stay Human en kende for almindeligt. Det kan fremstå forfriskende, hvis du ser flere og flere open-world spil benytte sig af en Ubisoft-lignende formular, men samtidig må man også erkende, at udover bevægelsesfriheden, så er det ikke ligefrem, fordi spillet opfinder den dybe tallerken. Jo, dag/nat cyklussen er innovativ, og jeg er endnu ikke træt af zombie-genren, men der er ikke noget Nemesis-system, eller en eller anden fiks idé, der adskiller det fra konkurrerende titler. Der er skam store narrative konsekvenser hele vejen igennem, og selv små beslutninger i sidemissioner kan have en indflydelse, men igen; spillet er formet ud fra allerede etablerede delelementer.

For mit vedkommende er det dog Dying Light 2 Stay Humans styrke. Techland ved, hvad der virker, og har finpudset og skarpslebet, så det vi i stedet sidder tilbage med, er en oplevelse der ved præcis, hvor underholdningsværdien skal findes. Som resultat er spillet en stor succes for studiet, og bekræfter at de virkelig kan stå skuldre til skuldre med branchens store drenge. Godt klaret, Techland.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Solide mekanikker både i forhold til parkour og kamp. Historien fungerer og er bundet sammen af spændende missioner. Hver opgradering ændrer din spillestil.
-
Visuelt en kende ordinært. Ikke samme altopslugende stemning som i andre open world-spil.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dying Light 2 Stay HumanScore

Dying Light 2 Stay Human

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Lidt ligesom zombies går mange tidligere gameplay-elementer igen, men det gør ikke det store, for Techland har leveret deres hidtil bedste spil.



Indlæser mere indhold