Angry Birds Space

Jeg hader Angry Birds og jeg elsker Angry Birds. Umiddelbart skulle disse to følelser ikke kunne enes, men det gør de. Og for at forstå det bør jeg nok uddybe denne anmeldelses indledende sætning. For mig ligner figurerne i Angry Birds noget fra et middelmådigt reklamebureau, der specialiserer sig i "muntre" reklametegninger til den lokale slagter. De er kønsløse, kedelige og lidt irriterende. Det er dog ikke den eneste grund til, at jeg hader fuglene - jeg hader dem også, fordi tunge, spændende og fuldfede spiloplevelser på mobilen bliver overset, mens formatet kritiseres med tesen om, at alle spil er Angry Birds. Intet kunne være mere forkert.

Der er dog siden 2009 kommet et hav af kloner af projektet, der hvis man virkelig kigger efter, selv er en klon af Crush the Castle. Og det er jo endnu en grund til at hade Angry Birds.

Der er dog masser af grunde til at elske fysikpuzzleren. For alt andet lige er det et bedre spil end Crush The Castle. Det har vist, at de finske bagmænd forstår, hvordan man udnytter touch-interfacet, og så har det underholdt mig flere timer end jeg gider indrømme. Gratis opdateringer og velfungerende spilmekanikker har sendt Rovios spil til tops på alverdens spillister, og intet tyder på, at den er på vej væk.

Netop de gratis opdateringer har fyldt mere og mere på den simple puzzler, og spillet der startede med cirka 60 baner, er nu oppe på flere hundreder af slagsen. I forskellige former. Til alverdens formater.

Men helt ærligt; formatet er også redet så tyndt, at der skal et eller andet nyt til, hvis interessen skal fastholdes. Også selvom det virker fint. Rovio har åbenbart tænkt det samme, og løsningen er at sende fuglene ud i rummet. Endda med NASAs velsignelse (og et link i spillet til rumfartsfolkenes hjemmeside). Årsagen er, at der denne gang ikke bare fokuseres på en flad bane med forhindringer.

Allerede på den første bane er det tydeligt, at vi er i nyt og uudforsket territorium. Dine fugle befinder sig på en planet, og deres dødsfjender, de grønne grise, er på en anden. Begge planeter udsender et pulserende lys, og da min første fugl ryger afsted, giver det hele mening. Da den rammer tæt på grisenes planet, ændres den lige linje som fuglen tidligere har holdt. Planetens tyngdekraft hiver fuglen til sig, og pludselig er den i kredsløb om den runde kugle.

Angry Birds Space flytter nemlig udfordringerne fra de traditionelle horisontale puzzles til en blanding af kredsløbsberegninger, snedige opstillinger og umiddelbart umulige konstellationer. Der skal virkelig tænkes og regnes inden den gigantiske slangebøsse spændes. Og det er langt sjovere end originalen og et tiltrængt frisk pust.

Det bedste er, at der hurtigt går sport i at prøve kaotiske genveje og andeledes løsninger på de forskellige baner. Spillet er atter delt op i temaer, og Pig Bang er et semi-frodigt naturlandskab, hvor grisene frejdigt gemmer sig i deres vante konstruktioner. Denne zone dækker over 30 baner med forholdsvis simple udfordringer.

Her introduceres du for de fleste fugletyper og spillets første boss (der er en i slutningen af hvert system, en detalje der er planket fra RIO-udgaverne af spillene). Fuglene har naturligvis alle fået nye friske farver, der skal afspejle deres nye omgivelser, men nogle få har også fået nye evner. Som nogle nok husker, havde en af fuglene mulighed for at dashe fremad ekstra kraftig ved et tryk på skærmen. Denne er nu retningsbestemt, så du kan sende fuglen afsted mod det sted, du trykker på skærmen.

Det er ved isbanerne i cold cuts-systemet, at de små grå for alvor kommer på arbejde. Her får du hjælp af en ny fugl, der kan forvandle sten til en mere nedbrydelig krystalform, der derefter lettere kan smadres af dine fuglevenner.

I Cold Cut-banerne svæver grisene ofte i bobler og du skal nu til at skubbe til asteroider og benytte de forskellige planeters tiltrækningskraft til at få gjort det af med de gryntende grise. Som man tidligere har set det i det forbløffende lækre No, Humans.

Der er endda nogle fornøjelige bonusbaner, der låner fra Arkanoid og Space Invaders. Bedst som man er i gang, så stopper spillet dog. Ganske forventeligt. Det er jo samme udgangspunkt som det oprindelige Angry Birds. Lige omkring 60 baner. Alligevel er der dog allerede inkluderet en ekstra zone. Det er dog sådan, at den efterfølgende Danger Zone der ligger og lokker skal købes. Og det er her, filmen knækker for mig. Hvis det oprindelige Angry Birds levede på konstante gratis opgraderinger, føles det en anelse fesent at skulle hive pengepungen frem efter få timer. Især hvis man har købt iPad-udgaven, der koster 18 kroner (og yderligere 6 hvis du vil spille på din iPhone også).

Og det er ikke den eneste måde, man kan bruge penge. En gigantisk ørn kan også benyttes til at nuke dele af lidt for besværlige baner. Ganske vist får man i løbet af spillet nogle stykker gratis, men også her kan man hoste op med ekstra moneter. Da der samtidig er et highscore-system baseret på de her fugle, er der lagt op til et uendeligt forbrug.

Ignorerer du dette, vil du dog finde 60 baner, som revitaliserer Angry Birds på en måde, jeg ikke troede var muligt. Dette er stadig kongen af fysik-puzzlers, og mangler du mere med fuglene, kan du roligt indkøbe denne udgave, velvidende at Rovio leverer varen atter engang.