Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Kingdoms of Amalur: Re-Reckoning

Kingdoms of Amalur: Re-Reckoning - Fatesworn

10 år efter at Kingdoms of Amalur: Reckoning udkom, kommer der nu en udvidelse til spillets genudgivelse fra en... ny udvikler?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg var rigtig hård ved Kingdom of Amalur: Reckoning, da det udkom i 2012. Jeg spillede det på PC og brugte keyboard og mus, og styringen var ikke specielt god, om ikke andet lige i det format. Det var noget med at man styrede med WASD-tasterne, og skulle både styre med lillefinger og tommelfinger på samme tid. Jeg fik tit krampe, når jeg skulle sprinte, kan jeg huske. Derudover tænkte jeg at spillet føltes som et forvokset MMO-spil, hvor historien var forvirrende, og områderne virkede ret tomme.

Jeg nåede aldrig helt igennem, da jeg synes det hele blev lidt ensformigt, men alligevel har spillet indtaget sin plads i min hukommelse. Efterspillet for udgivelsen har dog også gjort, at jeg kan huske Kingdom of Amalur. Spilstudiet, som var ejet af den amerikanske baseballspiller Curt Schilling, 38 Studios, gik efter spillet udkom bankerot, og det endte så med at Kingdom of Amalur-spillicensen, endte hos den amerikanske stat Rhode Islands borgere. I 2018 købte THQ Nordic licensen til spillet, og udgav en remastered version i 2020, og det er så det spil der nu er kommet en udvidelse til, her næsten 10 år efter spillet originalt udkom, så det har været noget af en rejse må man sige. Jeg ved godt at Kingdom of Amalur: Re-reckoning er blevet anmeldt for nylig på Gamereactor, men jeg inddrager hovedspillet en del, for det er svært ikke at se det som en helhed.

Historien i Kingdom of Amalur er ret svær at greje i første omgang, da hele universet er lavet fra bunden af, og derfor bruges navne og udtryk, som først efter nogle timer med spillet, begynder at virke bekendte. Det var nok også derfor jeg havde så svært ved historien første gang jeg spillede den.

Dette er en annonce:

Amalur er et kongedømme med mange fantasivæsener, og der er en konflikt mellem mennesker og Fae, som er nogle udødelige elverlignenende væsner, som kommanderes af Gadflow, som er en Fae, der er gået mod alle traditioner og regler og derfor bekriger menneskene. Så langt, så godt.

Man selv er "The Fateless One", eller den skæbneløse, og man starter spillet død, som man jo så tit gør, og vågner snart efter i en bunke lig, og det bliver snart klart, at man er den eneste der kan besejre Gadflow, og stoppe hans onde planer. Der går meget lang tid inden man når til det punkt i historien, og fokus er mere på at lære verdenen at kende igennem mange, MANGE sidemissioner, som introducerer verdenen. Udvidelsen Fatesworn begynder efter man har gjort hovedhistorien færdig, og at man spoilers... har besejret Gadflow. Jeg er nødt til at nævne den del, da det er vigtigt for at beskrive udvidelsens historie.

Man skal udrydde de sidste Niskaru, som man kender fra hovedspillet, og bekæmpe kaosguden Telogrus, som er vendt tilbage for at kræve sin ret. Derfor rejser man til Mithros som er område bestående af sneklædte bjerge og varmere dale, hvor forter og lejre kan besøges, så man kan sælge og snakke med karakterer, der har en masse opgaver til den skæbneløse.

Missionsstrukturen er meget lig den man finder i hovedspillet, og kunne man lide de meget ordrige karakterer man mødte på sin vej, så er der mere at hente her. Det er dog sjovt at kunne mærke at udvidelsen er kommet så mange år efter originalspillet, da tonen og måden man fortæller historier i spil, har ændret sig. Fatesworns historie passer dog glimrende ind i den historie man oplevede i hovedhistorien, hvilket er ret fedt at opleve. Det er på en måde old-school. Hovedhistorien i Kingdom of Amalur Re-ReckoningsFatesworn-udvidelse er cirka seks timer lang, men der en masse ekstra missioner at hente ganske som i hovedspillet. Kvaliteten af disse er, også som i hovedspillet, ganske svingende. Overordnet er Fatesworn dog en ganske kompetent udvidelse, med en masse at lave for den skæbneløse.

Dette er en annonce:

Selve spilmekanikkerne har ikke ændret sig synderligt. Man er stadig den skæbneløse, som man spillede i hovedspillet, og man skal så ud i de store områder, som spillet byder på, og slagte både kendte og ukendte fjender i ny beklædning. Der er en del genbrug her, så har man været oppe imod de mange forskellige versioner af edderkopper i originalspillet, så kommer der nogle ret ens variationer her som man kan tæske løs på. De har dog nye evner og angreb så de ikke føles kedelige.

Den store stjerne her er dog de nye Chaos-mekanikker, som udvidelsen baserer sig på. Da man skal bekæmpe kaosguden, er der en masse mekanikker der omhandler dette. Man kan få kaosvåben, som man skal bruge for at kunne lukke kaosportaler og revner, som bringer en masse kaosvæsner, som ikke vil den skæbnesløse det bedste. Disse kan kun lukkes ved at man besejrer alle fjender som kommer ud af portalen. Der er også nye huler i spillet, som er baseret på kaos, og de er som noget nyt tilfældigt genererede, og hvis man kender de huler man kan få opgaver i i Skyrim, så er ideerne ret ens her. Hulerne ikke de mest spændende steder at udforske, og de bidrager heller ikke meget til historien i udvidelsen, men det er en smule "busy work", for dem der godt kan lide verdenen og vil grinde, så man kan få sin karakter op i niveau.

Man kan nemlig blive level 50 nu, så der er progression til den store femmer. Jeg tænker lidt det er ret nødvendigt, når en udvidelse kommer ud så mange år efter. For at kunne nå op på level 50, har Kingdom of Amalur Re-Reckoning: Fatesworn den mekanik, at de mørke og tilfældigt genererede huler kan dukke op over det hele i hovedspillet også, hvilket er ret nice. Så render man rundt i nogle af de første områder, så kan disse rifter dukke op tilfældigt, men siden historien i Fatesworn er så stor en del af hovedspillet, så var jeg færdig med disse områder, men det er da godt at vide at de er der, skulle man få lyst til at begive sig ud på nye eventyr.

Jeg nævnte før, at Kingdom of Amalur Re-Reckoning: Fatesworn har givet mig et helt nyt syn på spillet, som jeg ikke brød mig meget om tilbage i 2012. For det første spillede jeg Fatesworn med et controller denne gang, og der er slet ikke nogen tvivl om, at det er meningen at den skal spilles med sådan en fætter, for lige pludseligt blev kampene lettere, styringen blev mere præcis, og jeg havde det generelt meget sjovere. Havde jeg spillet spillet sådan for 10 år siden, havde Kingdom of Amalur: Reckoning været oppe på siden af Skyrim, som en af de bedste åbne verdener jeg har prøvet. Efter at have spillet Kingdom of Amalur: Re-Reckoning og Fatesworn nu, har jeg en hel ny kærlighed til spillet, og gav jeg karakterer for hele pakken, ville den være velfortjent høj, for det har virkelig været en fed oplevelse af vende tilbage til den kreative fantasiverden, med trolde, edderkopper, og en masse magi. Udvidelsen er også ganske underholdende, og jeg tror lige, jeg skal have støvsuget det enorme kort for sidemissioner, jeg har overset, så jeg kan leve i denne verden en smule mere.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Nye mekanikker, en solid historie, samme responsive styring, masser af indhold.
-
Genbrug hist og her, man kan mærke spillets alder.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold