The Gunk

Det føles som om, jeg ikke har lavet andet end at rense spilverdener for invaderende korruption de seneste måneder. Faktisk vil jeg ikke tøve med at kalde det en decideret trend inden for især indietitler, hvilket sådan set giver glimrende mening. Korruption kan tage mange former og være metafor for en række af tidens mest presserende kriser. I Kena: Bridge of Spirits er den et udtryk for personlige traumer, i Lone Echo 2 har den karakter af en pandemi og i Solar Ash er den bundet op på skyld. I Image & Forms nye spil, The Gunk, er korruptionen uløseligt forbundet med overforbrug af energi, en ikke just diskret kommentar til klimakrisen. Ligesom korruptionen i sig selv kan være udtryk for forskellige problemstillinger, bliver selve den handling at fjerne den også repræsenteret på forskellig vis i førnævnte titler. The Gunk har den til dato mest jordnære og bogstavelige metode, for vores hovedperson Rani støvsuger simpelthen den nærmest hypnotiske masse op én kubikmeter ad gangen. Vi må alle smøge ærmerne op og få jord under neglene, hvis det her skal løses, synes budskabet at være. Ligesom behandlingen af tematikker, er støvsugemekanikken effektiv, men ikke videre elegant, og netop denne kombination er et meget godt billede på The Gunk som helhed. Det er funktionelt og klarer opgaven, men man skal lede langt efter det overskud og den elegance, der kendetegner rigtig gode spil.

Et af mine yndlingsaspekter ved The Gunk er historiens præmis. Rani og Becky er skattejægere på jagt efter en gevinst, der kan løfte dem ud af fattigdommen, så da de opfanger et kraftigt energisignal fra ukendt planet, tøver de ikke med at lande deres skramlede rumskib og undersøge nærmere. Der er noget befriende ved de lave indsatser, der kendetegner plottet indledningsvist, men desværre hæves de på forudsigelig vis, efterhånden som plottet udvikler, så vi til sidst ender med en af den slags fortællinger, vi har set 1000 gange før. Ærgerligt når nu udgangspunktet er godt og kemien mellem Rani og Becky fungerer.

Den "middle of the road" følelse som plottet giver, gør sig også gældende for de kerneelementer, der udgår The Gunks gameplay. Den centrale mekanik er støvsugningen af den titulære masse, som visuelt imponerer på afstand og på vej ned i Ranis højteknologiske støvsuger. Det føles ret godt at bringe liv tilbage til planeten ved at støvsuge korruption, men desværre bliver det efterhånden trivielt, da Image & Form ikke formår at udvikle mekanikken tilstrækkeligt. Det er umuligt at overophede støvsugeren, så det handler bare om at sigte og suge løs, hvorfor fascinationen hurtigt aftager. The Gunk forsøger at skabe lidt afveksling gennem tre forskellige fjender. Den mindste fjendetype giver ikke rigtig anledning til at skifte strategi, da de bare løber mod støvsugeren og dermed nemt kan skaffes af vejen, og de store bæster der dukker op hen imod slutningen, støder man kun på et par gange. Kun de projektilaffyrende gunkblomster giver anledning til at angribe områderne anderledes, da det handler om hurtigt at rydde en passage til dem, da de ellers hurtigt kan gøre livet surt for Rani.

Gunk er dog ikke det eneste, Rani kan suge til sig. Verdenen er fyldt med nyttige materialer, hun kan bruge til at opgradere sin støvsuger eller lære nye evner som at affyre et elektrisk projektil, der kan aktivere døre og elevatorer, eller et lokkemiddel til at distrahere fjender med. For at få adgang til opgraderingerne er det nødvendigt at scanne planter, bygninger og hvad der nu ellers krydser ens vej. Jagten på ressourcer og nye ting at scanne holdt mig beskæftiget, men også denne del bliver med tiden ensformig, og da spillet samtidig er ret nemt, mistede jeg mod slutningen helt motivationen til at bruge ekstra tid på at skaffe nye materialer.

Uanset hvad du støvsuger, kommer du til at gøre det inden for en klassisk ramme af platforming og gådeløsning. Ligesom kampene mod The Gunk er ingen af delene særlig udfordrende, men begge dele fungerer efter hensigten og ender faktisk med at stå stærkere - dog uden decideret at imponere. Platformingen lider lidt under, at Rani kun kan tage fat i visse kanter, mens hun glider af på andre. De er klart markeret, men det giver stadig et bedaget udtryk. Ellers har styringen en fin tyngde og afstanden mellem hop er godt afpasset, så frustrationsfaktoren er lav. Platformingen kombineres ofte med let gådeløsning. Vi snakker mestendels rimelig velkendte ting, som korrekt placering af broer for at skabe en rute, brug af eksplosive frugter til at fjerne barrierer og brug af andre frugter til at få svampe - der kan bruges som platforme - til at vokse frem. Image & Form formår at blande de forskellige gameplayelementer fint, så The Gunk fremstår velgennemtænkt og helstøbt. Der mangler bare lidt mere krydderi, som kunne få spillet til at skille sig ud blandt de mange glimrende mellemniveau indietitler vi har set på det seneste.

Når gameplayet og historien ikke helt kan løfte sig over det rimelige niveau, er det op til verdenen at skabe magien. The Gunk kommer stærkt fra start med en lækker åbning, som virkelig fremviser spillets drømmende pastelfarver, og nede på planeten er den aparte flora - der skyder frem, når du fjerner Gunk-massen - værd at stoppe op og betragte. Som Rani suger sig gennem verdenen, er der dog for meget gentagelse og langsomt mister de enorme planter og en efterladt civilisation sin tiltrækningskraft. Enkelte scener formår dog virkelig at imponere. Både rydningen af et gigantisk tårn indhyllet i Gunk, og turen over en enorm bro nær slutningen står stadig stærkt i min hukommelse, men ligesom tilfældet så ofte er i The Gunk, er der dryppet malurt i bægeret, for Image & Form har svært ved at realisere klimakset på den intense stemning, de til tider får bygget op. Det handler både om klipningen i mellemsekvenser, men også den manglende gameplaymæssige forløsning. For ofte slutter tingene bare og efterlader en med en følelse af "var det det?". Her gør den pæne men også monotone og noget kedelige strygerbårne underlægningsmusik heller ikke The Gunk nogen tjenester. Den skader ingen, men måske med undtagelse af førnævnte Gunk-infesterede tårn, løfter den heller ikke stemningen på samme måde som underlægningsmusikken i for eksempel Kena: Bridge of Spirits, Solar Ash eller sågar The Artful Escape (for nu at tage nogle nylige eksempler) gjorde.

I stort set alle dele af The Gunk er der kimen til noget rigtig godt, Image & Form formår bare ikke at putte det berømte kirsebær på toppen. Nogle spil har fundamentale har fundamentale mangler eller gabende huller. Det har The Gunk ikke. Men det mangler et gameplay loop, der er fundamentalt underholdende, en historie man bliver nødt til at se til vejs ende, eller en verden man ikke kan lade være med at udforske til bunds. Og i en verden hvor det ikke just skorter på små, spændende spil, der kan tilbyde en eller flere af ovenstående, er det bare ikke helt nok.