Project Zero: Maiden of Black Water (Remastered)

Da Nintendo WiiU efter fire hårde år led en alt for tidlig død, blev en række glimrende spil begravet sammen med konsollen. Mange af dem, såsom Pikmin 3, Mario Kart 8 og Super Mario 3D World, har siden da fået nyt liv på Nintendo Switch, og nu forsøger Koei Temco sig også med en smule teknologisk nekromanti ved at bringe Project Zero: Maiden of Black Water tilbage fra de døde. Men lad det være sagt med det samme - nogle spil fortjener at hvile i fred.

Project Zero: Maiden of Black Water er det femte kapitel i en serie af horrorspil, der begyndte livet tilbage på PS2 tilbage i genrens storhedstid. Seriens unikke gimmick består i det såkaldte Camera Obscura, der lader dig se, angribe og sidste ende fordrive spøgelser og onde ånder. Netop derfor var Nintendo WiiU, i hvert fald på papiret, et glimrende match, da man tilbage i 2015 brugte GamePad-controlleren som en substitut for kameraet. Spiller du håndholdt på Nintendo Switch, kan dette stadig lade sig gøre, men foran skærmen og på alle andre platforme, må du nøjes med at bevæge kameraet med højre analogpind i denne nye udgave, hvilket, når alt kommer til alt, også er den mest optimale kontrolmetode.

Overordnet set fungerer kampene som en slags shooter, hvor du ved at skyde billeder af spøgelserne får dem til at afgive åndelige fragmenter. Hvor meget skade du gør, afhænger blandt andet af, hvor mange fragmenter, du kan klemme ind i billedet, samt hvilken type film, du anvender. Ja, da der er tale om et godt gammeldags analogt kamera, skal filmen spoles frem, hver gang du tager et billede, hvilket gør dig sårbar over for angreb. Det handler derfor om at tage billedet på det helt rette tidspunkt - helst lige inden spøgelset sætter sine kløer i dig. Lykkedes dette, får du et såkaldt Fatal Frame, der på bedste paparazzistil lader dig skyde en hurtig salve af billeder.

De forskellige ånder har unikke angrebsmønstre, du kan opgradere kameraet, og det er muligt at vælge imellem en lang række linser, der giver forskellige effekter såsom muligheden for at skubbe spøgelserne tilbage eller lamme dem. Resultatet er et ganske morsomt og lettere arkadepræget kampsystem. Og det er ganske heldigt, for resten af spillet halter desværre en smule.

Det starter med det søvndyssende tempo. På trods af, at spillets tre hovedpersoner ofte befinder sig i livstruende og makabre situationer, så lunter de lige så stille og roligt afsted. En langsom og lidt tung styring kan ofte bruges som et effektivt middel til at skabe spænding, men her bliver det ofte taget til næsten komiske ekstremer. Det ses for eksempel, når du skal samle en genstand op. Karakteren bukker sig ned og strækker armen så tøvende og ikke mindst laaaaangsomt ud, at man skulle tro, det drejede sig om deres hunds efterladenskaber og ikke en helende salve eller yderlige film til kameraet. I omtrent 20% af tilfældene bliver du grebet af en spøgelses-hånd, men da det hverken fører til nogen signifikant skade eller er særligt sindsoprivende, trækker det blot handlingen i langdrag.

Vores tre langsommelige hovedpersoner er Yuri Kozukata, en ung pige med overnaturlige kræfter, Ren Hojo, en forfatter med speciale i det okkulte, og Mia Hinasaki, der er datter af seriens tidligere hovedperson. Alle har de en tæt forbindelse til Hikami Mountain, et yndet selvmordssted, der tillige rygtes at være hjemsøgt. Bjerget med dens forladte hytter, mørke skove, og endda en faldefærdig og knirkende kabelvogn, virker umiddelbart som den perfekte ramme om et gyserspil. Men desværre er det ikke blot spøgelser, der går igen i dette spil. Det samme går du også som spiller, for du kommer til at besøge de samme miljøer på skift med de forskellige karakterer, og det ender med at lægge en alvorlig dæmper på gensynsglæden - særligt da der ikke tilføjes nævneværdige variationer undervejs.

Gåder og hemmeligheder kunne have gjort meget for at skabe spænding i niveauerne. Men det er der ikke rigtigt noget af i traditionel forstand. I stedet skal du tage billeder af udvalgte objekter, hvilket fremkalder et mentalt syn, som du så skal matche med endnu et billede. Ideen lyder god nok, men resultatet bliver ofte, at du render frem og tilbage i de samme, trange korridorer (og det går som sagt meget langsomt) i en desperat jagt på den gemte "trigger," der lader dig fortsætte.

Det sløve spildesign kunne måske i sidste ende tilgives, hvis blot spillet leverede et godt gys. Men det er heller ikke rigtigt tilfældet. Spillet blander ellers alle de rigtige ingredienser. Trange, mørke gange. Klaustrofobiske skove. Spøgelser. Selvmord. Men det er svært rigtigt at blive interesseret i de udtryksløse og underudviklede karakterers velbefindende, og man overraskes aldrig af de ukendte eller fantasifulde elementer, som er grundlaget for næsten al effektiv horror. Det tætteste man kommer på, er nok spillets brug af mørkt, dystert vand som et stemnings- og ikke mindst plotdrivende element. Men lige så snart ens karakter får tørre fødder, fordamper spændingen igen.

Langsomt tempo, kedeligt level design, for mange gentagelser og en søvndyssende historie spænder i sidste ende ben for oplevelsen. Og det er virkeligt ærgerligt for atmosfæriske rammer spillet plet. Visuelt gennem de flotte vandeffekter og detaljerede karaktermodeller, og mere overordnet gennem det dystre farvevalg og den helt igennem deprimerende tone, der leder tankerne tilbage til 90'er klassikere som Seven. Som serien har for vane, er plottet baseret på ægte vandrehistorier, og ved at røre spøgelser lige inden de endeligt fordrives, får du adgang til deres sidste øjeblikke i en Found Footage-lignende video komplet med scan lines og visuelle forstyrrelser. Kameraet er derfor ikke blot en gimmick, men en integreret og interessant del af spillets historie.

Visuelt og teknisk er denne remaster glimrende, og Koei Temco kan ikke kritiseres for ikke at have gjort sig umage. Med omtrent 15 timers spilletid og muligheden for at jagte high scores, er der fint med indhold, og tidligere DLC-kostumer er nu inkluderet fra starten af. Da der er tale om udvikleren af Dead or Alive-serien tæller garderoben også badetøj, men det er dog - ligesom det var tilfældet med den originale udgivelse - blevet dækket til med et hvidt klæde for os sarte Vesterlændinge. Det er ikke noget, der for mit blod i kog - på den ene eller anden vis - men det er nu engang sådan landet ligger. Så der er helt sikkert noget at komme efter i Project Zero: Maiden of Black Water, hvad enten du jagter stemning, indhold eller et mere voksent alternativ til Pokémon Snap. Men det kræver også, at du som en anden katolsk præst kan tilgive spillets dets mange mange synder.