Grand Theft Auto: The Trilogy - Definitive Edition

Grand Theft Auto III omskrev drejebogen for hvordan man designede og sammensatte store, åbne action-titler, og spilmediet var efterfølgende aldrig det samme igen. Ikke bare det, det propellerede Rockstar, der dengang var et relativt lille skotsk udviklingshold, fra obskuritet til en af verdens mest respekterede studier. Den dynamiske spilstruktur, den åbne og relativt mørke tone, popkulturreferencerne, musikken, det filmiske narrativ, jeg overdriver ikke når jeg siger, at jeg anser GTA III for at være blandt de tre vigtigste spil der nogensinde er udgivet.

Da Rockstar så, nogle år senere, fortsatte hvor GTA III slap, og skiftede fra en dunkel New York-pendant til at drukne os i Scarface-vibes og Miami-æstetik, så var det tid til at overgive sig endnu en gang - og her mener jeg komplet overgivelse. Grand Theft Auto: Vice City tilbød en række signifikante gameplay-forbedringer, og ekspanderede det i forvejen bundsolide fundament. De fastholdt et niveau som ingen andre udviklere i forvejen kunne konkurrere med.

Med Grand Theft Auto: San Andreas, jamen så blev det egentlig bare ved. De byttede Miami ud med Compton, og byttede lyserøde jakker ud med bandelivet fra Boyz N The Hood, Juiced og Menace 2 Society. Ligeledes formåede Houser-brødrene at forme en ramme rundt om en æra, at balancere en tone med spændende karakterer, vidunderlig musik og ekspansive verdener.

Alle tre spil blev kulturelle søjler, pejlemærker, nogle af de mest elskede spil nogensinde. Så da Rockstar så endelig, efter flere rygter, afslørede for nogle måneder siden at de arbejdede på forbedrede, restaurerede udgaver af netop disse tre, så var jeg en af dem der glædede mig helt uendeligt meget.

Men pressen fik absolut ingen adgang til samlingen før tid. Og det var et faretegn jeg skulle have opdaget tidligere. Jeg endte med at bruge mine egne penge torsdag morgen på hele samlingen, og tilbragte efterfølgende en god portion af dagen, og i dag fredag, på netop at spille. Men for at vende tilbage til dagene op til, hvor det stod klart at Rockstar ikke ville sende noget ud inden, ja, det satte gang i tankerne, og nu forstår jeg hvorfor.

Grand Theft Auto: The Trilogy - Definitive Edition har nogle gode kort på hånden, forbedringer som det er værd at nævne direkte, i stedet for at afskrive dem som værende forventede og ligegyldige, men det ændrer ikke på, at de her tre PlayStation 2-spil ankommer her i en tilstand så propfyldt med tekniske fejl og mangler, at det er svært for mig at se på det på nogen anden måde, en stort set helt og holdent negativt.

Bag den her samling står de Florida-baserede Grove Street Games, som tidligere har konverteret Rockstars spil til forskellige formater og platforme i omtrent 10 år. Blandt andet har Grove Street udviklet iPhone-versioner af alle tre spil, som blev lanceret for lidt over et årti siden under navnene; "10th Anniversary Edition", og det er ret tydeligt at de versioner vi kigger på her er baseret på disse. Vi har derfor, til en vis grad, med 10 år gamle mobilspil at gøre, som er blevet overført fra den proprietære Renderware-grafikmotor til Unreal Engine 4. Dette er sket via en række automatiserede systemer, som har opskaleret teksturerne, og har ændret karaktermodellernes ansigter, såvel som at have forbedret andre grafiske aspekter, og skabt bedre lyssætning. Og særligt sidstnævnte, lyset, er en klar og åbenlys forbedring, særligt i Vice City og San Andreas. Volumetriske lyseffekter gør at spillene tager sig mere moderne ud, og der er desuden en grafisk atmosfære som manglede i de originale spil takket være forlygtelys fra bilerne, gadelamper, neonskilte, måneskin og meget, meget mere, der kaster bredere lys over omgivelserne.

Men det er også det eneste grafiske aspekt af disse tre restaureringer, som jeg er parat til at rose. Og det er så her at vi ankommer til det haltende, desværre. Og det gør ondt på mig at skulle sige de her ting. Disse gamle, forældede mekanikker, lovede Rockstar ville blive opdateret med "modern GTA controls", men de ankommer her stort set uændret fra et mekanisk synspunkt. Alle tre protagonister i alle tre spil bevæger sig som kantede blokke af knogler og kød, og det gælder særligt i Grand Theft Auto III, hvor både kørsel og kamp føles direkt utilfredsstillende. Jeg tillod mig at forvente noget mere gnidningsfrit, ikke nogen revolution naturligvis da dette er remaster-versioner, men noget hvor der var blevet taget hånd om disse åbenlyse faldgruber. Ligeledes er karakterenes visuelle fremtoning også næsten værre end før. Det automatiserede system, der har opskaleret, har på sin vis rettet lidt til, og har forbedret visse karaktermodeller, men samtidig har det direkte saboteret andre, sågar nogle af dem der er vigtige for hvert spils historie. Du kommer uden tvivl til at se memes, videomontager og lignende, der viser nogle af de mest grelle tilfælde, men tro mig når jeg siger; det kan blive rigtig, rigtig slemt. Grove Streets automatiske system har eksempelvis, tværs af spillene, fået bandemedlemmer, forbrydere og lignende karakterer til at ligne karakterer fra gamle Sims-spil. Det er tydeligt at der ikke er blevet arbejdet med de inviduelle modeller, men snarere et automatiseret system.

Derudover er det generelt set alle de tekniske knaster, som genererer mig mest. Det er én ting når en gruppe små amatørudviklere, der sammen har sammensat et mod, og som udgiver det hele gratis, men bag den her produktion finder vi et studie der angiveligt specialiserer sig i at bringe gamle spil til nye platforme. Ikke bare det, vi finder også et af branchens mest magtfulde studier, som har flere penge end du og jeg kan begribe, og de kunne ganske let have givet disse tre klassikere den behandling de sådan fortjener. Overgangen fra Renderware til Unreal Engine har ændret densiteten på en masse materialer, som desværre betyder at du nu kan køre direkte igennem broer, bygninger og andre ting, hvorimod ting som buske og andet som man ellers ville forvente at man kunne pløje igennem, pludselig er lavet af støbt cement. Jeg kan sagtens forstå hvorfor man automatiserer sådan en proces, nu hvor det ville kræve masser af ressourcer at gennemgå alle de her grafiske aktiver manuelt, men hvis det er det der skal til? Jamen, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Og i øvrigt; det hele koster fuld pris.

Der er også problemer med billedhastigheden, som kører i 30fps på alle formater bortset fra de nye konsoller, som i sig selv i øvrigt er fuldstændig absurd. Ikke bare det, den dykker også, og får spillene til at hakke og hoste oftere end man skulle tro, og det er jeg simpelthen ikke parat til at tolerere. De her 20 år gamle PlayStation 2-spil bør køre bedre, og vi bør kunne tillade os at forvente 60fps på samtlige moderne formater. Desuden mangler der musik fra de originale spil, for Rockstar har ikke ville betale for at forny licenserne til blandt andet Blondie, Michael Jackson og Ozzy Osbourne. Det er forståeligt, men utrolig trist at disse spil mangler noget af den essens der har gjort dem ikoniske.

Konklusionen er uundgåelig. Jeg ved at jeg lyder mavesur, men det er kun i kærlighed til den originale trilogi af ikoniske titler, at den her restaurering synes så undervældende. At kalde disse for "definitive" udgaver, at kræve markedspris og at dette kommer fra nogle af de mest magtfulde entiteter i branchen, det er uacceptabelt. Ingen af os bør acceptere det her, og slet ikke fra Rockstar, som normalt fastholder et så skyhøjt niveau.